— Rengøringsfolk har ikke krav på frokost, — fnøs administratoren, uden at ane, at jeg ejede hele restaurantkæden.
— Fjern den kop. Den er ikke til Dem, — sagde hun og skubbede glasset med te væk fra mig med to fingre, som om det var noget snavset.
Jeg stod ved personalebordet i et falmet forklæde. Min taske lå ved siden af, et nøglebundt klirrede mod bordkanten, og gulvet ude i gangen glinsede stadig vådt efter gulvvasken.
— Kokken sagde, at man efter rengøringen gerne måtte spise sammen med de andre, — svarede jeg roligt. — Det er en lang vagt.
— Det er ikke kokken, der bestemmer her, — administratoren løftede endelig blikket fra sin telefon. — Maden er til det faste personale. Midlertidige rengøringshjælpere kommer, vasker og går igen.
— Jeg har været i gang siden i morges.
— Og hvad så? — Hun trak på smilebåndet. — De får løn for arbejdet. Der følger ikke frokost med Deres gulvklud.
Jeg så hen på koppen, som hun havde stillet længere væk, som om selv teen kunne blive besmittet af, at jeg sad for tæt på. Det var vigtigt for mig ikke at svare med det samme. Jeg var ikke kommet for en skål suppe. Jeg var kommet for at se sandheden med egne øjne.
— Hvad hedder De? — spurgte jeg.
— Hanne, — sagde hun med tryk på navnet. — Og hvorfor rager det Dem?
— Så jeg kan huske det.
— Så må De hellere huske noget andet, — hun lænede sig en smule frem. — I min sal stiller man ikke unødige spørgsmål.
Hun vidste ikke, at netop denne sal, personalebordet, køkkenet bag væggen og hele kæden af restauranter tilhørte mig. Og det skulle hun heller ikke vide endnu.
Mit navn var Anna. Jeg var otteoghalvtreds år gammel, og gennem mange års arbejde havde jeg lært at skelne mellem et menneske, der var slidt ned, og et menneske, der blot var frækt. Hanne var ikke udmattet. Hun var sikker på, at ingen nogensinde ville stille hende til ansvar.
Min kæde bestod af fire restauranter. Jeg var begyndt med en lille café, hvor jeg selv tog imod varer, skyllede grøntsager og talte dagens omsætning ned til den sidste seddel. Senere voksede forretningen, og lidt efter lidt trak jeg mig ud af den daglige drift.
De seneste tre år havde min nevø Lars stået for det. Han var seksogtredive, talte hurtigt, gik med dyre ure, forstod at overbevise folk og afleverede altid pæne, ordentlige rapporter til mig.
Ifølge ham var medarbejderne tilfredse, gæsterne kom igen, udgifterne blev holdt på et fornuftigt niveau, og de få klager, der dukkede op, kom som regel fra folk, der ikke brød sig om at arbejde. Men på det sidste var rapporterne blevet alt for glatte, næsten som om de ikke var skrevet ud fra virkeligheden, men rettet til med lineal.
Så fik jeg en konvolut uden afsender. Indeni lå en kopi af en opgørelse over personalemad og en kort besked: “Kom til afdelingen på Havegade som almindelig rengøringshjælp.”
Så det gjorde jeg.
Jeg brugte mit pigenavn, blev hyret ind gennem en underleverandør til en midlertidig vagt, tog en gammel frakke på og bandt et tørklæde om hovedet. Håret gemte jeg væk, og brillerne lod jeg blive hjemme. I den skikkelse ville selv en person, der havde set mig til møder, næppe have genkendt mig.
De første timer sagde jeg næsten ingenting. Jeg vaskede gulvet i salen, tørrede vindueskarme af og bar affald ud. Folk sendte mig forsigtige blikke, sådan som man ser på en ny, der endnu ikke har fået forklaret, hvilke spørgsmål man ikke bør stille.
Kokken Mette, en lav kvinde med et træt ansigt, satte en kop te foran mig.