“Drik den, før Hanne ser det,” hviskede hun. “Her er det ikke velset at tage sig af dem, der er nederst.”
“Nederst?” gentog jeg lavt.
“Ja… dem, der hverken står ved disken eller sidder inde på kontoret.”
“Og hvem bestemmer egentlig, hvor et menneskes plads er? Øverst eller nederst?”
Mette stivnede, som om jeg havde sagt noget, der kunne koste os begge dyrt.
“Tal ikke så højt,” mumlede hun. “Her kan man miste vagter for én forkert bemærkning.”
“Hvem er det sket for?”
Hun sendte et hurtigt blik mod døren.
“Pia. Hun er tjener her. Hun spurgte, hvorfor der stod én ting i papirerne, når der blev gjort noget helt andet ude i køkkenet. Siden da har hun fået færre og færre vagter.”
“Hvad stod der i papirerne?”
Mette pressede læberne sammen, før hun svarede.
“Frokosterne. På listen bliver der indberettet syvogtyve portioner. I virkeligheden laver vi som regel ni. Resten får at vide, at de ikke har krav på noget.”
Jeg vendte mig ikke straks mod hende. Forskellen var så åbenlys, at ingen kunne overse den. Altså havde nogen set den. Og hvis de tav, var det ikke, fordi de ikke forstod, men fordi de var bange.
“Hvem skriver under på listen?” spurgte jeg.
“Hanne. Nogle gange kommer Lars også forbi.”
“Ved han det?”
Mette så ud, som om hun var ved at sluge ordene, før de slap ud.
“Han ved alt.”
I det samme trådte Hanne ind i baglokalet.
“Mette, din suppe koger over af al den omsorg,” sagde hun med en honningsød stemme. “Og De, Anna, skal ikke stå her og pynte. Gangen vasker ikke sig selv.”
“Naturligvis,” svarede jeg.
“Og koppen skal tilbage. Jeg har allerede sagt det: midlertidige folk er ikke omfattet af frokostordningen.”
Mette sænkede blikket. Jeg tog kluden og gik ud i gangen.
Ved frokosttid kom Lars ind i restauranten. Jeg hørte hans stemme, før jeg så ham: klar, høj og vant til at blive adlydt. Han lo sammen med bartenderen, nikkede til kokkene og lagde ikke mærke til, hvordan samtalerne omkring ham døde ud.
Hanne rettede ryggen og skyndte sig ham i møde.
“Lars, her er alt under kontrol,” sagde hun. “Bortset fra at den nye rengøringshjælp er en smule for nysgerrig.”
“Hvilken rengøringshjælp?”
Han lod blikket glide hen over mig. Tørklædet, forklædet, spanden. Så gled øjnene videre. Han genkendte mig ikke.
“Hende dér,” sagde Hanne og pegede med hagen. “Hun spurgte ind til frokosten.”
“Anna, ikke sandt?” spurgte Lars.
“Jo.”
“Er betingelserne blevet forklaret for Dem?”
“Jeg fik at vide, at maden ikke var til mig.”
Han trak på smilebåndet.
“Så er de jo blevet forklaret. Her passer enhver sit arbejde.”
“Selv når man arbejder en hel dag?”
“Så får man løn. Man skal ikke forveksle et ansættelsesforhold med et familiebesøg.”
Hanne smilede, som om hun netop havde fået overrakt en medalje.
“Det var præcis det, jeg sagde.”
“Godt,” sagde Lars og vendte sig mod hende. “Mappen om forplejningen kan De lægge ind til mig senere.”
Jeg løftede blikket.
“Forplejningen?”
Lars så på mig et øjeblik længere end før.
“Det vedkommer ikke Dem.”
“Ordet lød bare bekendt.”
“En rengøringshjælp, der kender ordet forplejning?” Hanne fnøs. “Hvor dannet.”
“Hanne,” sagde Lars mildt. “Spild ikke tiden.”
Han forsvandt ind på kontoret. Hanne fulgte ham med et næsten andægtigt blik, før hun igen vendte ansigtet mod mig.
“Så De det? Her bliver alt afgjort af dem deroppe.”