“Det så jeg.”
“Så hold hovedet nede, og lad være med at kigge for højt op.”
Jeg nikkede uden at svare og gik tilbage til spanden.
Efter frokost kom Pia hen til mig. Der var stadig noget direkte og levende i hendes blik, noget som dette sted tydeligvis havde forsøgt at kvæle. Hun bar på en stabel tallerkener og standsede ved siden af mig, som om det bare var et tilfælde.
“Lad være med at sige dem imod,” hviskede hun. “De kan tage Deres vagter fra Dem.”
“Hvad tog de fra Dem?”
Hun trak på munden, men der var ingen glæde i smilet.
“Min vagtplan. Mine penge. Min ro.”
“Hvorfor?”
“På grund af listerne. En dag nægtede jeg at skrive under på, at jeg havde fået et måltid, som aldrig fandtes. Hanne sagde, jeg spillede klog. Bagefter forklarede Lars mig, at kæden var stor, udgifterne komplicerede, og at jeg bare var et lille menneske.”
“Troede De på ham?”
“Nej. Men jeg har brug for arbejdet.”
Jeg vred kluden op og skubbede spanden ind mod væggen.
“Har De andet end ord?”
Pia blev straks vagtsom.
“Hvorfor vil De vide det?”
“For at finde ud af, hvor sandheden ligger.”
Hun betragtede mig længe. Så stak hun hånden i lommen og trak et sammenfoldet papir frem.
“Jeg ved ikke, hvorfor jeg gemte det. Måske for at kunne bevise over for mig selv, at jeg ikke havde fundet på det hele.”
Det var en kopi af en opgørelse. Nederst stod medarbejdernes underskrifter. Ud for Pias navn var der skrevet med en hånd, der ikke var hendes.
“Det er ikke Deres underskrift?” spurgte jeg.
“Nej. Jeg nægtede jo.”
“Hvem skrev under?”
“Det ved jeg ikke. Men arket blev afleveret til Hanne.”
“Må jeg beholde kopien?”
“Kun hvis De ikke siger, den kommer fra mig.”
“Det gør jeg ikke.”
Pia pressede læberne sammen.
“Fjern den kop. Den er ikke til Dem,” sagde administratoren og skubbede glasset med te væk fra mig med to fingre.
Jeg stod ved personalebordet i et falmet forklæde. Min taske lå ved siden af, et nøglebundt klirrede mod bordkanten, og gulvet ude på gangen skinnede stadig vådt efter gulvvasken. Jeg var ikke kommet for at blive budt på noget. Jeg var kommet for at forstå, hvorfor mennesker i mine restauranter var begyndt at leve efter regler, som ingen turde nævne højt.
“Kokken sagde, at man godt måtte spise med de andre efter rengøringen,” svarede jeg roligt. “Det er en lang vagt.”
Administratoren gad knap nok løfte blikket fra sin telefon.
“Kokken bestemmer ikke her. Maden er til det rigtige personale. Midlertidige rengøringsfolk kommer ind, vasker gulv og går igen.”
Der var hverken træthed eller tvivl i hendes stemme. Kun den indgroede vane at bestemme over andre menneskers værdighed. Hun anede ikke, at salen, køkkenet bag væggen og hele restaurantkæden tilhørte mig. Mit navn var Anna, og som otteoghalvtredsårig havde jeg for længst lært at kende forskel på almindelig grovhed og den særlige selvsikkerhed, der vokser frem, når nogen føler sig urørlige.
Derfor kom jeg selv.
Min kæde bestod af fire restauranter. Engang begyndte jeg med en lille café, hvor jeg selv tog imod varer, skyllede grøntsager og talte dagens omsætning ned til den sidste krone. Senere voksede forretningen, og lidt efter lidt trak jeg mig ud af den daglige drift. De seneste tre år havde min nevø Lars stået for den. Han sendte mig altid rapporter, der på papiret så helt upåklagelige ud.