Det spørgsmål måtte afklares ad de rette kanaler senere, men en anmeldelse om forsøg på at trænge ind mod ejerens vilje var de forpligtet til at tage imod. Derefter ville der blive set nærmere på sagen.
Anna skrev det hele ned i få ord: papirer, højt og tydeligt afslag, opkald, anmeldelse. Det var ikke en hævnplan. Det var en rækkefølge. En orden. Netop den slags, Lars’ familie aldrig havde haft meget tilovers for.
Næste morgen, den 10. juni, kørte Anna ud til haveforeningen Birkely. Klokken var 10.40, da hun nåede frem. Havelågen var låst med den gamle indvendige slå. På ydersiden sad den lille messingskiltning stadig: “Privat ejendom.” Hendes far havde sat skiltet op dengang, han overdrog huset til hende. Før havde Anna syntes, at det virkede en smule hårdt til et almindeligt sommerhusområde. Nu så hun på ordene, som var de en lås i sig selv — bare uden jern.
Inde i huset lå alt, som det skulle. Havehandskerne på verandaen, de tomme hylder i det lille værelse, værktøjsskabet lukket og urørt. Anna gik med vilje gennem alle rum og optog en kort video. Ikke for at gemme minder. For at have bevis, hvis der senere dukkede fremmede ejendele op, og nogen begyndte at sige: “Vi boede her jo allerede.”
Klokken 12.07 ringede Karen.
– Anna, hvad er det, du bilder dig ind? begyndte svigermoren uden så meget som et goddag. – Mette har ikke sovet hele natten. Børnene spørger, hvorfor tante Anna er så nærig.
– Fordi tante Anna ikke stiller sit hus til rådighed for andres flytning.
– Andres? Det er din mands søster.
– Præcis. Min mands søster. Ikke ejeren.
Karen trak vejret tungt og hørbart i røret.
– Du gemmer dig bag papirer. Man skal også opføre sig menneskeligt. Mette har det svært lige nu, Mads leder efter arbejde, og børnene sidder og koger inde i byen hele sommeren. Og du sidder alene i et hus på en grund på ni hundrede kvadratmeter.
– Karen, hvis det gør Dem så ondt for Mette, kan De jo lade hende flytte ind hos Dem.
Stemmen i den anden ende blev straks hårdere.
– Jeg har ikke plads.
– De har et ledigt værelse.
– Jeg er ved at renovere. Og i øvrigt er jeg en ældre kvinde, jeg kan ikke tåle larm.
– Så De kan ikke tåle larm, men det kan jeg godt?
Karen svarede ikke med det samme. Da hun igen sagde noget, var stemmen lavere, men mere giftig.
– Lad være med at presse Lars for langt. En mand finder sig ikke i den slags i længden. Til sidst sidder du alene i dit fine slot og tænker på, hvordan du skubbede familien fra dig.
– Hvis familie betyder fremmede nøgler og flyttefolk ved min havelåge, så har jeg ikke brug for den familie.
Anna afbrød samtalen først.
Klokken 13.20 standsede en hvid varebil foran havelågen. Lige bag den parkerede Mettes sølvfarvede crossover. Mads steg ud iført arbejdsvest, gik direkte om til lastrummet og råbte til flyttemændene, at de skulle skynde sig. Inde i bilen kunne Anna se papkasser, sække, en adskilt børneseng og en stor plastkasse med “Køkken” skrevet på siden.
Mette kom ud til sidst. Hun havde en skrigende klar jakke på, og fra hendes hånd dinglede en rød nøglering med en nøgle. Hun lod blikket glide hen over huset, som om hun vurderede, om hendes værelse nu også var blevet gjort ordentligt klart.
– Nå? sagde hun højt til Anna. – Luk op. Flyttemændene bliver betalt pr. time.
Anna stod på trappen med telefonen i hånden.
– Vend bilen om. Jeg giver ikke samtykke til, at I flytter ind.
– Lad nu være med at starte foran børnene, sagde Mette og slog ud med hånden mod Magnus og Sofie. – Vi har allerede afleveret lejligheden. Lars sagde, at det hele var aftalt.
– Lars bestemmer ikke over mit hus.
Mads kom hen til lågen og smilede skævt.
– Hør nu her, frue, vi læsser bare tingene af, og så kan I tale roligt bagefter. Hvorfor skal du holde folk hen?
– I læsser ingenting af.
– Hvad vil du gøre ved det? Mette løftede nøglen. – Vi har adgang.
Hun satte nøglen i låsen. Anna løb ikke ned, greb hende ikke om håndleddet og begyndte heller ikke at diskutere med Mads. I stedet satte hun optagelsen i gang på telefonen og sagde højt nok til, at alle kunne høre det:
– Mette Møller, jeg, Anna Hansen, ejer af huset og grunden, forbyder dig, din mand og flyttefolkene at gå ind på min grund og bære ejendele ind. Jeg har ikke givet tilladelse til beboelse.
Mette drejede nøglen. Låsen gav et klik, men havelågen gik ingen vegne; den indvendige slå holdt den fast. Mads lænede sig straks ind mod hegnet, som om han ville undersøge, om han kunne få hånden ind gennem en sprække og åbne den indefra.
– Rør ikke hegnet, sagde Anna og ringede til vagtcentralen. – Jeg står ved min adresse i haveforeningen Birkely. Det er min grund. Nogle personer forsøger at komme ind med en nøgle, de ikke har ret til at bruge, og vil bære ting ind, selv om jeg har sagt nej. Jeg har dokumenterne på mig.
Mettes smil forsvandt brat.
– Ringer du seriøst?
– Ja.
– Lars! råbte hun ud mod vejen, selv om Lars endnu ikke var kommet. – Se, hvad din kone er nået til!
Flyttefolkene trådte væk fra varebilen. Den ene sagde til Mads, at de ikke blandede sig i familieopgør. Mads smækkede irriteret døren til varebilen i, men han flyttede sig ikke fra havelågen.
Ti minutter senere ankom Lars sammen med Karen. Svigermoren steg ud først og gik direkte mod Anna uden at skænke kasserne et blik.
– Kalder du politiet på din egen familie? hvislede hun. – Det er en skandale for hele bebyggelsen.