– Jeg ringer efter politiet, fordi nogen forsøger at trænge ind i mit hjem.
– Du vover ikke at tale sådan om Mette, sagde Karen skarpt. – Hun står her med børnene.
– Børn giver ingen ret til at overtage værelser, der tilhører en anden.
Lars kom hen til havelågen. Han prøvede tydeligt at lyde rolig, men stemmen adlød ham ikke helt.
– Anna, luk nu op. Vi kan godt finde ud af det uden politi. Mette blev ophidset, du blev ophidset. Lad flyttemændene stille tingene i skuret indtil videre, og så taler vi om det i aften.
– Nej.
– Det er jo bare nogle kasser.
– Det er ikke bare kasser. Det er begyndelsen på, at nogen flytter ind. Det ved du udmærket.
Mette blandede sig øjeblikkeligt.
– Selvfølgelig handler det om at flytte ind! Hvor skulle vi ellers tage hen nu? Du sagde jo selv, at hun ville brokke sig lidt og så falde ned igen.
Lars sendte sin søster et hårdt blik. Først dér gik det op for ham, at hun ikke hjalp ham ud af situationen. Tværtimod udleverede hun ham for hver eneste sætning.
– Jeg sagde, at jeg ville tale med Anna, mumlede han.
– Det passer ikke. Du sagde: “I får nøglen, flyt bare ind, jeg ordner det.”
Anna så på sin mand. Nu behøvede hun ikke længere forklare noget. Mette havde selv sagt det afgørende højt.
Lidt efter dukkede en patruljevogn op på vejen. Henrik Nielsen steg ud sammen med en anden betjent, hilste kort og bad om at se papirerne. Anna rakte ham mappen, sit id og udskrifterne af beskederne.
Mette hævede straks stemmen.
– Det her er en familiesag. Vi er ikke tyveknægte. Vi er kommet til min bror, og han har selv givet os lov.
Henrik Nielsen vendte blikket mod Lars.
– Står huset eller grunden i Deres navn?
Lars sagde ingenting.
– Nej, svarede Anna. – Det er mig, der ejer huset. Her er dokumentationen.
Betjenten bladrede roligt papirerne igennem og drejede sig derefter mod Mette.
– Uden ejerens samtykke går I ikke ind på grunden, og I bærer ikke noget ind. Hvis I mener, I har en ret til at bo her, må det afgøres ad de rette kanaler. Lige nu har ejeren udtrykkeligt sagt nej.
Mads rynkede panden.
– Vi har en nøgle.
– En nøgle er ikke det samme som en ret til at bo her, sagde Henrik Nielsen. – Slet ikke når ejeren klart modsætter sig det.
Mette blussede op.
– Så vi skal bare stå på gaden med børnene? På grund af hendes nærighed?
For første gang den dag svarede Anna ikke Mette, men vendte sig mod sin svigermor.
– Karen, du har et ledigt værelse. I er jo familie.
Karen slog straks blikket væk.
– Jeg er i gang med at renovere. Og mit blodtryk… Jeg kan ikke have larm omkring mig.
Langsomt vendte Mette sig mod sin mor.
– Så hos dig kan vi ikke være, men her kan vi godt?
– Lad nu være med at begynde, sagde Karen irriteret. – Jeg er en ældre kvinde. Jeg har brug for ro.
– Og hvad skal jeg så gøre? Mettes stemme knækkede over i vrede. – Lars sagde, at det hele var aftalt!
Lars stod ved lågen og stirrede ned i jorden. Hans rolle som den, der skaffede løsninger, ophørte præcis dér, hvor nogen bad ham stå til ansvar for sine løfter.
Anna tog sin telefon frem og åbnede beskedtråden.
– Jeg vil gerne indgive en anmeldelse. Her er Mettes besked om flytningen. Her er Lars’ besked om, at han har udleveret nøglen. I dag kom de med deres ejendele, forsøgte at åbne havelågen og ville bære ting ind, efter at jeg havde nægtet dem adgang.
Lars løftede hovedet.
– Viser du også mine beskeder?
– Ja. Du har givet adgang til mit hus uden mit samtykke.
– Du går imod din egen familie.
– Nej, Lars. Det er jer, der er gået imod mig.
Henrik Nielsen skrev forklaringerne ned uden at komme med unødvendige bemærkninger. Netop det ramte hårdest. Hverken Mette eller Karen kunne få samtalen skubbet over i den sædvanlige tone af “vi finder ud af det i familien”. På papiret blev der ikke stående sårede følelser, men konkrete handlinger: en nøgle, flyttefolk, et forsøg på at åbne lågen, og en ejer, der havde sagt nej.
Flyttemændene krævede betaling for ventetid og kørsel. Mads begyndte at diskutere, men forstod hurtigt, at ingen ville køre kasserne tilbage gratis. Mette råbte nu ikke længere ad Anna, men ad Lars.
– Du har sat os i den her situation! Jeg sagde til folk, at vi flyttede. Vi har afleveret lejligheden. Alt er pakket. Og hvad nu?
Lars forsøgte at sige, at det hele kunne være blevet løst stille og roligt, men ikke engang Karen så på ham. Hun var allerede optaget af at redde sig selv.
– Mette, I kan komme hjem til mig et par dage, sagde hun modvilligt. – Men I skal ikke slæbe alle tingene ind. Jeg har virkelig ikke meget plads.
Mette lo kort og vredt.
– Naturligvis. I Annas hus må vi gerne komme med seng og det hele, men hos dig hedder det pludselig “ikke alle tingene”.
Anna tav. Scenen krævede ikke længere hendes deltagelse. De slægtninge, der for en time siden havde presset hende som én samlet front, stod nu og fordelte besvær, regningen for varebilen og konsekvenserne af løfter, der aldrig havde tilhørt dem.
Henrik Nielsen rakte Anna papirerne tilbage.
– Anmeldelsen bliver registreret. De får besked, når sagen er behandlet. De har nu fået det forklaret: uden Deres samtykke må de hverken gå ind eller læsse noget af her.
– Tak, sagde Anna.
Mette hørte det og vendte sig brat mod hende.
– Er du tilfreds nu? Du har skammet familien ud og sat børnene på gaden.
– Nej, Mette.