— Forsvind herfra! Jeg er så træt af dig — du render rundt, glor og snuser i alting! — Hanne vendte sig ikke engang om, mens hun sagde det. Hun stod med ryggen til og stirrede ud ad vinduet, som om ordene var rettet mod gaden og ikke mod hendes svigerdatter. — Det er min søns lejlighed, bare så du ved det. Hvis vi vil, kan vi smide dig ud på stedet!
Anna blev stående midt i gangen. I hænderne havde hun en pose med dagligvarer, men i ansigtet rørte der sig ikke en eneste mine. Det havde hun lært. På de to år havde hun lært mere, end hun nogensinde havde ønsket.
Svigermoren var flyttet ind hos dem otte måneder tidligere. Først skulle det kun være “et par uger”, fordi der angiveligt var håndværkere i hendes egen gamle lejlighed. Så blev arbejdet færdigt, men Hanne tog ingen steder hen. Hun blev bare. Som et tungt møbel, nogen havde slæbt ind og glemt at bære ud igen.
Lejligheden havde to værelser og lå i et nybyggeri på Amager. Det var Anna, der betalte boliglånet — måned efter måned, uden pauser, af sin løn som medarbejder i et rejsebureau. Hendes mand, Lars, arbejdede på et autoværksted, men af en eller anden grund var hans penge altid væk, længe før afdragene skulle falde. “Der opstod lige noget,” “bonussen er forsinket,” “jeg måtte betale en gammel gæld” — hver gang kom der en ny forklaring. Anna var for længst holdt op med at lytte efter.
Fredag aften dukkede Hanne op med gæster. Tre styk: veninden Mette med sin mand og en eller anden mand ved navn Jens, som Anna kun havde set én gang før i sit liv. De bredte sig i køkkenet, satte flasker på bordet og skruede fjernsynet op, til det rungede i hele lejligheden.
Anna kom hjem halv ni. På køkkenbordet stod bjerge af uvasket service fra den forrige aften af samme slags, askebægeret var fyldt til randen, og på gulvet lå et størknet spor efter noget, der engang var blevet spildt.
— Lars. — Hun kiggede ind i stuen. Hendes mand lå på sofaen og scrollede på sin telefon. — Har du set, hvordan der ser ud i køkkenet?
— Mor har jo bare nogle folk på besøg, — sagde han og trak på skuldrene. — Hvad er problemet?
— Hvad problemet er, — gentog Anna lavt. — Ingenting.
Hun vendte om, gik ud på badeværelset og lukkede døren efter sig. I spejlet så hun på sit eget ansigt. Enogtredive år. Mørke rande under øjnene. Håret samlet uden omtanke. På rejsebureauet var de midt i højsæsonen; hun arbejdede fra ni til syv, nogle gange til otte, og når hun kom hjem, var hun fuldstændig drænet. Og dér ventede dette på hende.
Ude fra køkkenet lød Hannes latter — høj, rungende og selvsikker, som om hun stod på en scene. “Hold nu op, Mette, den var god!” Anna skruede op for vandhanen for at overdøve stemmen.
Hanne var den slags kvinde, man aldrig helt vidste, hvor man havde. Ude blandt andre var hun selskabets midtpunkt: hjertelig, grinende, klar med mad, kram og vittigheder. Men det var kun ude. Hjemme blev hun til et helt andet menneske. Hun kommanderede, brokkede sig, flyttede rundt på ting og smed det væk, hun ikke kunne lide. En gang havde hun kasseret Annas nye sneakers, fordi de “tog plads på hylden”.
— Jeg gav seks hundrede kroner for de sko, — havde Anna sagt dengang.
— Og hvad så? De var grimme, — svarede svigermoren og gik ind for at se serie.
Lars havde hørt hele samtalen. Han sagde ikke et ord.
Den aften sad Anna længe i bilen nede foran opgangen. Bare sad der. Og tænkte.
Efterhånden begyndte hun at se mønsteret. Hver gang hun forsøgte at sige fra eller stille en form for krav, begyndte Hanne straks at græde. Helt på kommando: tårer, røde øjne, dirrende læber. “Jeg har givet hele mit liv til min søn, og nu vil jeg smides ud.” Lars skyndte sig hver eneste gang hen for at trøste hende, og bagefter så han på Anna med bebrejdelse i blikket, som om han sagde: Kan du se, hvad du har gjort?
Det var dygtigt udført. Virkelig dygtigt.
En morgen i april tog Anna til Borgerservice.
Ikke fordi der var sket noget særligt den dag. Tiden var bare kommet. Hun havde tænkt på det længe — faktisk siden sommeren før, hvor Hanne for første gang, højt og tydeligt foran Mette, havde erklæret: “Den lejlighed tilhører Lars, det skal hun bare huske.” Anna havde ikke svaret. Hun havde kun gemt ordene.
Hos Borgerservice ventede hun i kø i fyrre minutter. Derefter fik hun udskriften fra tingbogen. Hun så ned på papiret, hvor det hele stod sort på hvidt. Ejer: Anna Hansen. Kun hende. For lånet var optaget i hendes navn, udbetalingen på to hundrede og tredive tusind kroner var kommet fra hendes egne opsparede penge, og Lars havde dengang sagt: “Du klarer det jo alligevel, din indkomst er mere stabil.”
Anna tog et billede af dokumentet med sin telefon og lagde papiret tilbage i tasken.
Bagefter gik hun ind på caféen overfor, købte en cappuccino og ringede til sin mor.
— Mor, er sofaen i gæsteværelset fri?
— Selvfølgelig er den fri. Kommer du?
— Måske. Ikke lige nu. Men snart.
Hendes mor stillede ingen unødige spørgsmål. Hun havde altid kunnet mærke, hvornår hun skulle lade være.
Alt blev afgjort om lørdagen.
Hanne havde været i dårligt humør fra morgenstunden. Mette havde sagt et eller andet i telefonen, som ikke passede hende; hvad det præcis var, var umuligt at vide. Hun vandrede rundt i lejligheden, sukkede højlydt, flyttede på gryder og smækkede med skabslåger. Anna sad ved køkkenbordet med kaffe og arbejdspapirer. Hun skulle nå at kontrollere reservationer inden mandag.
— Du kunne da i det mindste gøre rent, — kastede svigermoren ud i luften, da hun passerede.
Anna løftede blikket.
— Jeg gør det i aften.
— I aften! Hun gør det i aften! — Hanne drejede brat rundt, og den særlige tone var allerede i hendes stemme: skarp, høj og pressende, som om hun ikke stod i et køkken, men midt på et marked. — Forstår du overhovedet, hvordan du lever her? Snavs overalt, rod alle vegne, ingen der laver ordentlig mad til lille Lars…
— Stop. Anna lukkede mappen.