— Hanne, det der vil jeg gerne have, at vi lader være med.
— Lader være med hvad?! Med at sige sandheden?! — Hun var allerede på vej hen mod bordet med hænderne plantet i siden. — Man forstår jo slet ikke, hvad du laver her! Du er hverken en ordentlig husmor eller en ordentlig kone!
— Mor, nu er det nok. — Lars dukkede op fra værelset, uglet i håret, i en T-shirt og med det ansigtsudtryk, man har, når nogen har revet én ud af søvnen.
— Nej, det er ikke nok! — Hannes stemme steg endnu et hak. — Hvis hun ikke kan lide det, kan hun jo tage hjem til sin egen mor!
Anna blev stående tavs et øjeblik. Så nikkede hun, langsomt og forbavsende roligt.
— Det gør jeg.
Hun rejste sig, samlede mappen med papirerne op — den med udskriften fra tingbogen, låneaftalen og alle kvitteringerne for de seneste tre års betalinger — og gik ind i soveværelset. Skabet blev åbnet, og derfra tog hun tasken, som allerede var pakket. Lars stod i døråbningen og stirrede på hende.
— Anna, hvad laver du? Hvor skal du hen?
— Hjem til min mor, — svarede hun enkelt.
— Helt ærligt, mener du det? Bare fordi hun sagde noget?
Anna trak lynlåsen på tasken til. Hun tog sin telefon, opladeren og bilnøglerne. Mappen lagde hun øverst.
— Ja. Jeg mener det.
Ude i gangen stod Hanne uden at sige et ord — for første gang den morgen. Måske havde hun ikke regnet med det. Måske havde hun forestillet sig, at Anna som sædvanlig ville tie, forsvinde ud på badeværelset et øjeblik og bagefter komme tilbage og fortsætte, som om ingenting var sket.
Men Anna åbnede hoveddøren, trådte ud og lukkede den efter sig. Stille, uden at smække.
I elevatoren sænkede hun blikket mod mappen i sine hænder. Dokumenterne på lejligheden. Tre år med afdrag. Hendes lejlighed.
Telefonen begyndte at vibrere. Allerede efter to minutter ringede Lars. Hun afviste opkaldet. Så ringede han igen. Hun afviste også det. Til sidst stak hun mobilen ned i lommen og gik ud på parkeringspladsen.
Bilen startede i første forsøg. Det tog hun som et godt tegn.
Hendes mor boede i den anden ende af byen; omkring fyrre minutters kørsel, hvis trafikken ikke drillede. Anna kørte ad den brede vej, og inde i hovedet var der mærkeligt stille. Ingen tanker, ingen “hvad nu hvis”, ingen “måske overdriver jeg”. Kun vejen foran hende, lyskrydsene og radioen, der mumlede lavt i baggrunden.
Telefonen ringede tre gange mere. To gange var det Lars, én gang et nummer, hun ikke kendte. Hun tog den ikke.
Hendes mor åbnede døren, før Anna nåede at trykke på ringeklokken. Hun havde nok stået ved vinduet og holdt øje.
— Kom ind. Jeg har sat vand over til te.
Hun stillede ingen spørgsmål. Hun udbrød ikke noget dramatisk og slog ikke hænderne sammen. Hun tog bare tasken, satte den i et hjørne, og lidt efter sad de i køkkenet — som da Anna var barn — over for hinanden med hver sit krus mellem hænderne.
— Bliver du længe? spurgte moren.
— Det ved jeg ikke endnu, — svarede Anna ærligt.
Moren nikkede og skænkede mere te.
Lars kom næste dag, søndag, omkring middag. Da det ringede på, kiggede Anna ud gennem dørspionen. Der stod han: jakken åben, skuldrene lidt sænkede, ansigtet skyldbetynget. Helt efter bogen.
Hun åbnede døren.
— Anna, lad os nu tale om det. — Han trådte ind i entréen og så sig omkring, som om han ikke var kommet hjem til sin svigermor, men var mødt op til en forhandling. — Mor blev bare for hidsig. Du ved jo, hvordan hun kan være nogle gange…
— Lars. — Anna lagde armene over kors. — Er du kommet for at sige undskyld eller for at forklare hende?
Han tøvede.
— Altså… begge dele, vel.
— Så begynd med det første.
Et lille træk gik over hans ansigt. Ikke meget, men hun så det. Netop det udtryk, han fik, når nogen bad ham om noget helt konkret, og det konkrete gjorde ham utilpas. Han brød sig ikke om klare krav. Klare krav betød ansvar.
— Undskyld, — sagde han til sidst. — Jeg burde have talt med hende for længe siden. Du har ret.
— Når du faktisk har taget den samtale med hende, og når hun er flyttet tilbage i sin egen lejlighed, kan du ringe. Så kommer jeg hjem.
Lars åbnede munden.
— Anna, hun kan jo ikke bare…
— Hun har sit eget sted, — afbrød Anna ham roligt. — Renoveringen blev færdig for længe siden. For otte måneder siden.
Han gik igen efter tyve minutter. Uden at have fået noget med sig. Til gengæld gav det anledning til en kort, men præcis bemærkning fra hendes mor ude i køkkenet:
— Han er en god dreng. Synd, han stadig er mors dreng.
Mandag mødte Anna på arbejde som sædvanligt klokken ni med en kop kaffe fra maskinen i forhallen. Kollegerne lagde enten ikke mærke til noget, eller også lod de som ingenting. Arbejdsdagen forsvandt hurtigt mellem sæsontravlhed, rejser, kunder og telefonopkald. Da klokken nærmede sig seks om aftenen, havde hun næsten glemt, at hendes liv havde ændret retning.
Næsten.
Onsdag ringede Hanne. Anna sad og så på navnet på skærmen, mens hun overvejede, om hun skulle tage den. Til sidst gjorde hun det.
— Anna, — lød svigermorens stemme, usædvanligt dæmpet. Næsten menneskelig. — Du er jo et voksent menneske. Man kan ikke bare rejse sig og gå på den måde.
— Jo, det kan man godt, — svarede Anna.
— Jeg fik måske sagt for meget…
— Hanne, lad os være ærlige. Du har boet i min lejlighed i otte måneder. Jeg betaler lånet. Du inviterer gæster, du rydder ikke op efter dig, og du smider mine ting ud. Det er ikke bare at “sige for meget”. Det er et mønster.
Der blev stille.
— Hvad for et mønster, — fnøs Hanne, og dér brød den gamle tone igennem igen, skarp og velkendt. — Lejligheden står kun i dit navn, fordi Lars’ kredithistorik ikke var god nok. Menneskeligt set er det stadig hans lejlighed.
Anna var tæt på at le. Menneskeligt set.
— Jeg har forstået din holdning, — sagde hun jævnt. — Farvel.
Så lagde hun på.
Om aftenen tog hun mappen med dokumenterne frem og læste det hele igennem endnu en gang, langsomt og omhyggeligt. Låneaftalen: låntager Anna Hansen. Udskriften fra tingbogen: ejer Anna Hansen. Kvitteringerne: betaler Anna Hansen. Alt var i orden. Alt tilhørte hende.
Derefter åbnede hun bankens app og kiggede på restgælden. Der var stadig fire års betalinger tilbage.