Det var til at leve med. De sidste tre år havde hun klaret det alene, og hun skulle nok også komme igennem resten.
Hendes mor kom ind med en tallerken skåret ost og stillede den ved siden af hende uden at sige et ord. Anna greb sig selv i at tænke, hvor længe det var siden, hun sidst havde mærket sådan en ro. En stilhed uden anspændthed. En stilhed, hvor man ikke hele tiden sad og ventede på, at en dør ville smække, eller at nogen ville slynge en giftig bemærkning ud.
Torsdag skrev Lars en besked:
“Mor er indstillet på at flytte. Lad os mødes og tale sammen.”
Anna læste beskeden to gange. Ordet “indstillet” skurrede i hende. Som om Hanne gjorde nogen en tjeneste, og ikke bare rettede op på det rod, hun selv havde skabt. Men det var trods alt en detalje nu.
Hun svarede:
“Godt. I morgen aften. Caféen på Nørrebrogade klokken syv.”
Neutral grund. Det var vigtigt.
Caféen var af den slags, man ikke lagde særligt mærke til: små borde ved vinduerne, dæmpet musik, duften af kaffe og nybagt brød. Lars var kommet før hende. Han sad allerede derinde, da Anna trådte ind. Han så udmattet ud. Under øjnene lå der mørke skygger, og jakken var krøllet, som om han havde sovet i den.
— Hej, sagde han.
— Hej.
Hun satte sig over for ham og bestilte hos den unge kvinde, der kom hen til bordet. Lars sagde ingenting. Han sad bare og foldede og krøllede en papirserviet mellem fingrene.
Til sidst sagde han:
— Hun flytter i weekenden. Jeg hjælper hende med tingene.
— Fint.
— Anna… Han løftede blikket mod hende. — Kommer du hjem igen?
Hun så på ham. På manden, hun havde delt fire år af sit liv med. Han var egentlig ikke et dårligt menneske. Ikke i bund og grund. Han var bare bekvem. Bekvem for alle andre end hende.
— Jeg tænker over det, sagde hun ærligt.
— Det er ikke et ja.
— Det er heller ikke et nej.
Han nikkede langsomt. Han tog imod det. Og netop dét var nyt. Før i tiden ville han være begyndt at overtale hende, spille på hendes medlidenhed eller ringe til sin mor for at få råd, mens de stadig sad ved bordet.
Kaffen kom. Udenfor gled bilerne forbi, og ved nabobordet lo en lille gruppe mennesker højt over et eller andet.
— Jeg vidste ikke, at du havde det så dårligt, sagde Lars lavmælt.
— Jo, det gjorde du, svarede Anna uden vrede. — Det var bare lettere for dig ikke at se det.
Han protesterede ikke. Også det var noget nyt.
Anna tog en slurk af kaffen og lod blikket glide ud mod gaden. I hendes hoved havde én tanke allerede sat sig fast. Den var ikke panisk, snarere praktisk: Hun måtte sikre sig, at der ikke fandtes noget ved lejligheden, hun ikke kendte til. Noget i samtalen med Hanne havde naget i hende, især den sætning om, at lejligheden “menneskeligt set” var Lars’. Den havde lydt alt for sikker til bare at være noget, man sagde i affekt.
Alt for sikker.
Fredag aften kørte Anna hen til lejligheden. Hun havde ikke tænkt sig at gå ind, kun se. Hun parkerede på den anden side af vejen og blev siddende i bilen i omtrent ti minutter. Der var lys i vinduerne. Bag gardinet gled en skygge frem og tilbage. Hanne gik rundt inde i stuen.
Anna fandt telefonen frem og ringede til en jurist, hun kendte. Peter. De havde læst på universitetet sammen og talte af og til sammen, når der var noget praktisk eller juridisk, hun ville vende.
— Peter, jeg har et spørgsmål. Hvis en lejlighed står i én persons navn, lånet også står i den persons navn, og udbetalingen er betalt af den samme person — kan andre så kræve en andel?
Peter tav et øjeblik.
— Er vi i et ægteskab?
— Ja. Men manden har ikke betalt. Slet ikke.
— Kan du dokumentere det? Kvitteringer, kontoudtog?
— Tre års kvitteringer. Alt sammen i mit navn.
— Så kan man ved en bodeling argumentere ret stærkt for, at boligen er købt for dine egne midler. Især hvis han heller ikke har lagt noget i udbetalingen. Hvad er det, du er på vej ud i?
— Ikke noget endnu, sagde Anna. — Jeg vil bare vide, hvor jeg står.
— Forstået, sagde han, og hun kunne høre smilet i hans stemme. — Men du forstår det rigtigt. Pas godt på papirerne.
— De er hos mig.
Lørdag morgen begyndte med en besked fra Lars:
“Kom klokken tolv. Mor pakker.”
Anna dukkede op halv et. Lars åbnede døren. Han så ud, som om han ikke havde lukket et øje hele natten. Inde fra værelset lød der bump og skramlen; nogen flyttede tydeligvis rundt på noget tungt.
I entréen stod en stor ternet rejsetaske og to andre tasker. Anna så på dem uden at sige noget.
— Hun har pakket det vigtigste, sagde Lars lavt. — Resten henter hun senere.
— Hvornår senere?
— Anna…
— Jeg spørger bare.
Hanne kom ud fra værelset med endnu en taske i hånden, mørkeblå og spændt til bristepunktet. Da hun fik øje på Anna, standsede hun.
I tre sekunder stod de bare og målte hinanden. Så fnøs svigermoren og så væk.
— Nå, så du kom alligevel.
— Ja, det gjorde jeg, svarede Anna roligt.
— Du kan godt være tilfreds. Du fik din vilje.
Anna lod være med at svare. Hun gik ud i køkkenet og satte kedlen over. Fra entréen kunne hun høre Lars sige noget dæmpet til sin mor, og Hanne svarede skarpt, irriteret og i korte bidder.
Køkkenet lignede noget, der ikke var blevet gjort rent i en uge. På vindueskarmen sad indtørrede ringe efter glas. Bordet var dækket af krummer, og på komfuret var der pletter af ubestemmelig oprindelse. Anna betragtede det hele og tænkte, at hun om aftenen ville tage en klud og få det i orden igen. Stille og roligt. Uden raseri. Bare gøre det.
Fra gangen lød Hannes stemme nu højere:
— Jeg har, bare så du ved det, brugt mange år af mit liv på det barn! Og så kommer hun her og spiller frue i huset!
— Mor, dæmp dig, bad Lars.
— Jeg dæmper mig ikke! Lad hende bare høre det! Papirerne er hos hende! Hanne lagde en hånlig klang i ordene. — Og hvad så? Papirer! Jeg er hans mor!
Anna gik ud af køkkenet og stillede sig i døråbningen til gangen.
— Hanne, papirerne betyder faktisk noget, sagde hun med fast stemme. — De betyder, at det er mig, der træffer beslutningerne her. Ikke dig.
Svigermoren vendte sig brat mod hende.
— Din…
— I otte måneder har jeg tiet, fortsatte Anna i samme rolige tone.