— Den gule farve.
— Ja, men… — Lars slog blikket ned og undgik hendes øjne. — Hun mener det jo godt.
— Og hvad med mig?
Ordene blev hængende mellem dem uden svar. Lars åbnede køleskabet og begyndte at rode rundt derinde, som om han ledte efter noget afgørende vigtigt.
Næste dag dukkede svigermoren op med en maler på slæb — en ranglet ung fyr, der allerede så ud, som om han fortrød, at han havde sagt ja til opgaven.
— Det her er Mads. Han klarer det hurtigt, — kommanderede Mette, som om det var hende, der bestemte i huset. — Start med loftet!
— Mette, kunne vi ikke lige vente? Lars har jo ikke engang set…
— Hvorfor forstyrre ham med den slags? Mænd forstår sig alligevel ikke på indretning. — Hun var allerede i gang med at fjerne legetøjet fra værelset. — Det her er kvindearbejde.
Mærkeligt nok blev det hele straks til mandearbejde, hver gang der skulle betales for noget.
Anna trak sig ud i køkkenet. Der sad hun og lyttede til fremmede hænder, der ændrede hendes hjem, mens hun strøg sig over maven. Den lille dreng derinde bevægede sig uroligt.
— Læg et tykkere lag på! Kan du ikke se, at det gule skinner igennem? — råbte svigermoren inde fra børneværelset.
Da aftenen kom, var rummet blåt. Koldt. Fremmed.
— Nå? — Mette betragtede tilfreds sit værk. — Nu kan man da se, at der skal vokse en dreng op her.
Anna blev stående i døråbningen og kunne næsten ikke genkende det værelse, hun så kort tid forinden havde indrettet med ømhed og forventning.
En uge senere kom Mette igen. Denne gang havde hun gardiner med — mørkeblå med striber.
— De kaniner passer slet ikke herind. En dreng har brug for noget mere ordentligt omkring sig.
Uden at spørge begyndte hun at tage de gamle gardiner ned. Dem, Anna og Lars havde købt sammen på den lykkelige dag, hvor de havde fået at vide, at de skulle være forældre.
— Men de er jo helt nye…
— Nyt betyder ikke, at det er rigtigt.
Noget inde i Anna brast. Ikke højt, ikke dramatisk — men endeligt.
— Stop.
— Hvad sagde du?
— Læg gardinerne fra dig. Nu.
Mette vendte sig langsomt om med stoffet i hænderne.
— Er du blevet vanvittig?
— Det her er mit hjem. Og det er mit barns værelse.
Svigermoren stirrede på hende, som om Anna pludselig var begyndt at tale et fremmed sprog.
— Dit? Det her er min søns hus!
— Din søn bor her. Men huset tilhører mig.
— Hvordan vover du at tale sådan til mig? — Mette blev bleg, og gardinerne gled ud af hendes hænder. — Jeg slider og slæber for jer. Jeg tænker på mit barnebarn!
— Nej. Du tænker kun på dig selv. På hvordan du kan få alt til at se ud, præcis som du vil have det.
Anna gik hen imod skabet.