Hun åbnede skabslågen og tog en mappe frem med dokumenter. Til sin egen overraskelse rystede hendes hænder ikke.
— Forsvind herfra! skreg Mette. — Det er min søns hjem, og jeg har al mulig ret til…
— Nej, afbrød Anna hende og lagde købspapirerne på kommoden. — Her står det sort på hvidt. Boligen blev købt af mig, før Lars og jeg blev gift. For mine egne penge.
Hendes stemme var lav, men hvert ord skar gennem tavsheden som en kniv.
— Derfor er det dig, der går nu. Med det samme.
Mette greb papirerne med skælvende fingre og lod blikket løbe hen over linjerne. Farven forsvandt fra hendes ansigt, til det blev gråt og stift.
— Lars! hylede hun. — Lars, kom herind øjeblikkeligt!
— Lars er på arbejde. Og når han kommer hjem, taler jeg med ham om det hele.
— Du… du ødelægger familien! Du vender min egen søn imod hans mor!
— Nej, jeg beskytter min familie mod et menneske, der i tre år har opført sig, som om vores hjem var hendes private ejendom.
Mette begyndte at gå frem og tilbage mellem de blå vægge, som nu stod der som et monument over hendes egen “omsorg”.
— Lars forlader mig aldrig! Jeg er hans mor!
— Og jeg er hans kone. Og mor til hans barn, sagde Anna og gik hen til vinduet. — Så må vi se, hvem han vælger at stå ved.
— Hvem tror du egentlig, du er?
— Ingen særlig. Jeg har bare endelig forstået, at tavshed bliver opfattet som samtykke.
Anna vendte sig mod hende igen.
— I tre år bildte jeg mig selv ind, at jeg kunne holde det ud. At du nok ville vænne dig til vores grænser. Men du vænner dig ikke til noget. Du erobrer.
— Jeg ville kun det bedste!
— Du ville bestemme. Og det fik du lov til, så længe jeg tav.
Lars kom hjem en time senere. Hans mor sad i køkkenet med røde øjne, mens Anna stod i stuen med dokumenterne i hånden.
— Hvad foregår der? spurgte han og så forvirret fra den ene til den anden.
— Din kone er blevet vanvittig! Mette sprang op. — Hun vil smide mig ud! Hun truer mig!
— Anna?
— Jeg har gjort det klart, hvem der bestemmer i mit hjem, svarede Anna roligt. — Og jeg har trukket nogle grænser.
— Hvilke grænser?
— De mest basale. Man kommer ikke brasende ind uden invitation. Man giver ikke ordrer i andres hjem. Og man laver ikke et børneværelse om uden forældrenes tilladelse.
Lars sagde ingenting. Hans blik vandrede fra hans mor til hans kone og tilbage igen.
— Lars, sig dog noget! Mette klamrede sig nærmest til ham. — Jeg er jo din mor! Jeg har ret til…
— Til hvad? Anna rakte ham købsaftalen. — Hvad er det præcis, du mener, du har ret til i min bolig?