— Gør du nar af mig lige nu?! Jeg slider i to job, og alligevel er det mig, der skal betale for dine snyltere! — råbte jeg.
Anna sank udmattet ned i sofaen og gned sig ved tindingerne efter endnu en alt for lang arbejdsdag. Først otte timer på kontoret, derefter fire timer mere med bogføring for en bekendt, der drev sin egen lille virksomhed. Sådan havde det stået på i tre år. Lejligheden var stille; kun køleskabets jævne brummen ude fra køkkenet brød tavsheden.
Hoveddøren smækkede. Lars var kommet hjem. Anna løftede ikke engang hovedet, men blev ved med at massere de ømme tindinger. Han gik direkte ud i køkkenet, hvor han begyndte at rumstere med tallerkener og bestik.
— Anna, skal du have aftensmad? — råbte Lars derude fra.
— Jeg er ikke sulten, — svarede hun uden at åbne øjnene.
De havde været gift i syv år. Syv år, der engang var begyndt med drømme, løfter og varme ord, men som efterhånden var blevet til en endeløs række af skænderier, tavshed og ting, der aldrig blev sagt højt. Anna kom til at tænke på deres bryllup. Hvor lykkelige de havde været dengang. Lars havde lovet at stå ved hendes side, beskytte hende, være hendes støtte. Hvor var alle de løfter blevet af nu?
Lejligheden havde Anna arvet efter sin mormor, før hun overhovedet blev gift. To værelser, et godt kvarter og udsigt til en park. Hun passede på det hjem som på noget dyrebart, for det var det eneste i hendes liv, hun virkelig kunne regne med.
På forsikringskontoret fik hun en fast løn, men den var langt fra imponerende. Derfor havde hun været nødt til at tage ekstraarbejde om aftenen.
Lars kom ind i stuen med en tallerken pasta i hånden.
— Har du igen arbejdet til sent? — spurgte han og satte sig i lænestolen over for hende.
— Hvad skulle jeg ellers gøre? Du ved jo godt, at vi sparer op til renoveringen. Og det ville heller ikke skade med en ordentlig ferie for en gangs skyld, ikke bare endnu en tur i sommerhus hos din mor.
Hans ansigt trak sig sammen, så snart hun nævnte hans mor. Hanne var et kapitel for sig. Svigermoren dukkede regelmæssigt op hos dem og klagede hver eneste gang over sit helbred og over, hvor småt hun sad i det. Besøgene endte altid på samme måde: Lars gav sin mor penge.
— For resten kommer mor i morgen, — sagde han, som om det var en ubetydelig detalje.
Anna slog øjnene op.
— Igen? Hun var her jo for to uger siden!
— Hvad vil du have, jeg skal gøre? Hun har problemer med blodtrykket og vil til lægen.
— Hun kan da gå til læge i sin egen by, — mumlede Anna.
Lars satte tallerkenen fra sig med et irriteret ryk.
— Anna, det er min mor! Er det virkelig så svært at vise lidt forståelse?
Forståelse. Anna smilede bittert. I løbet af deres syv års ægteskab havde Lars skiftet arbejde fem gange. Enten var chefen en idiot, eller også passede kollegerne ikke ham, eller lønnen var for lav. Nu arbejdede han som sælger i en bilforretning, men også dér var han allerede begyndt at brokke sig.
Hans telefon ringede. Lars kastede et blik på displayet og gik ud i gangen. Anna lyttede automatisk efter. Det var Mette, hans søster. Også hun var en historie for sig. Toogtredive år gammel, to børn med to forskellige fædre, evige lån, gæld og regninger, der aldrig blev betalt til tiden. Og løsningen var altid den samme: ring til storebror.
Da Lars kom tilbage i stuen, havde han det velkendte skyldbevidste udtryk i ansigtet. Anna forstod det med det samme.
— Hvor meget? — spurgte hun mat.
— Anna, lad nu være med at tage det sådan… Mette står i en svær situation. Børnene skal starte i skole, og hendes eksmand er bagud med børnepengene.
— Hvor meget, Lars?
— Tyve tusind. Men Mette har lovet, at hun betaler det hele tilbage om en måned!
Anna sprang op fra sofaen. Hænderne rystede af raseri.
— Om en måned? Ligesom sidste gang? Og hvad med gangen før?