I nogle minutter sad han helt stille og stirrede på et bestemt punkt på væggen, som om han forsøgte at få virkeligheden til at give mening. Stilheden i køkkenet blev så tung, at den næsten kunne mærkes i luften.
— Så det var altså inkassofolkene, mumlede Anders til sidst. Stemmen var lav, men der lå en hård, metallisk klang i den. — Så Sara skulle ende på gaden. Brystoperation. Liposkulptur.
— Aftalen lå fremme på bordet, sagde Mette dæmpet. — Anna skjuler den ikke engang, for hun er overbevist om, at hun får kontanterne i morgen. Din mor vidste det, Anders. Hun var her i dag og råbte, at du havde truffet en mandig beslutning om at råde over mine penge. Hun blev ved med at sige, at det handlede om at redde familien.
Anders rejste sig brat. Han gik hen til vinduet og satte begge hænder hårdt mod vindueskarmen. Mette kunne se, hvordan hans ryg hævede og sænkede sig tungt. Det gjorde næsten fysisk ondt på hende at se sin mand sådan — bedraget og udnyttet af de mennesker, der burde have stået ham nærmest.
— De kommer her i morgen aften, sagde han uden at vende sig om. — Mor ringede tidligere og sagde, at hun og Anna ville hente pengene, så de kunne aflevere dem til kreditorerne næste morgen. Sig ikke noget til dem. Jeg tager mig selv af det.
Aftenen efter ringede det på døren i Mettes og Anders’ lejlighed. Udenfor stod Kirsten og Anna. Begge havde lagt ansigterne i sørgmodige folder, så overdrevent, at det næsten virkede indøvet. Anna var iført en gammel, udtrådt sweater, havde ikke taget makeup på og forsøgte med hele sin fremtoning at ligne et menneske knust af skæbnen. Kirsten sukkede dybt og holdt sig dramatisk for brystet.
— Anders, Mette, jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal takke jer, begyndte Anna med en grådkvalt stemme, mens hun gik ind i stuen og satte sig yderst på sofaen. — I redder mig virkelig fra afgrunden. Hvis det ikke var for jer, ville Sara og jeg stå på gaden. Jeg skal nok betale jer tilbage med arbejde, det sværger jeg. Jeg vasker gulve, gør trapper rent, hvad som helst!
— Ja, mine kære børn, Gud vil belønne jer for jeres godhed, stemte Kirsten i og duppede sine helt tørre øjne med et lommetørklæde. — Familien skal hjælpe, når nøden er størst. Har I pengene klar? Anna skal mødes med de der banditter klokken ni i morgen tidlig.
Anders stod ved reolen. Han virkede rolig, næsten unaturligt behersket, men blikket, han rettede mod sin mor og søster, var så fremmed og koldt, som om han så dem for første gang.
— De er klar, svarede han jævnt.
Så tog han en kraftig mappe fra bordet og lod den falde ned på sofabordet lige foran de to kvinder.
— Værsgo. Præcis 150.000 kroner. Kig selv.
Anna rakte straks ud efter mappen. Hun åbnede den hurtigt — og stivnede. Der lå ingen pengesedler indeni. I stedet var den fyldt med farveprintede billeder af kontrakten fra klinikken for kosmetisk kirurgi.
Kirsten lænede sig ind over datterens skulder for at se med, og også hun mistede straks mælet. Den teatralske sorg forsvandt fra hendes ansigt, som om nogen havde slukket for den.
— Anders… det… det må være en fejl, fremstammede Anna og klappede krampagtigt mappen i. — Det er bare en reklamefolder! Jeg tog den ude på gaden!
— Nok, sagde Anders.
Ordet skar gennem rummet som et piskeslag.
— Reklamefoldere bliver ikke underskrevet, og der bliver ikke udstedt personlige regninger på 150.000 kroner på baggrund af dem. Jeg ved det hele. Og Mette ved det hele.
Kirsten forstod med det samme, at det ikke nyttede at benægte mere. På et øjeblik rettede hun ryggen og gik til angreb.
— Og hvad så?! råbte hun skingert og så trodsigt på sin søn. — Ja, pengene er til en operation! Mener du virkelig, at din søster ikke har ret til personlig lykke? Hun er fireogtredive år, hun har ingen mand og ingen udsigter! Hun er nødt til at finde en velhavende mand, så hun kan sikre Sara en fremtid. Hvem vil have hende, hvis kroppen hænger? Det her er en investering i hendes liv! Og I har jo masser af penge! Mette bager sine kager og tjener bare nogle nye. I er forpligtede til at hjælpe!
Mette sad i lænestolen og lyttede til denne strøm af ord med en næsten rolig undren. Kirstens logik var så forvrænget, at den ikke engang fremkaldte vrede længere — kun en kold væmmelse.
— En investering? Anders tog et skridt hen mod sin mor. — I besluttede altså at investere i Annas nye mave og bryster med vores penge?