Kirsten kneb misfornøjet munden sammen, udstødte et fornærmet fnys og drejede skarpt omkring på hælene. Et øjeblik senere var hun væk fra køkkenet, men den tunge duft af hendes blomstrede parfume blev hængende i luften som et ubehageligt spor efter hende.
Senere på eftermiddagen, da den værste strøm af kunder havde lagt sig, besluttede Mette, at hun selv ville køre forbi Anna med nogle helt friske éclairs. Sara havde jo ingen skyld i de voksnes rod, og Mette fik ondt i hjertet ved tanken om, at pigen måske gik rundt og var bange. Hvis en æske kager kunne gøre bare en lille forskel, ville hun i det mindste give hende den trøst.
Hun lagde de fine kager forsigtigt ned i en æske med bageriets logo, satte sig ud i sin gamle sedan og kørte mod det rolige boligkvarter, hvor hendes svigerinde boede.
Da Mette nåede frem, opdagede hun, at døren til Annas lejlighed ikke var låst. Hun skubbede den forsigtigt op og trådte ind i den smalle entré.
— Sara, det er mig, moster Mette, — kaldte hun, mens hun tog skoene af. — Jeg har taget éclairs med!
Der kom intet svar. Inde fra lejligheden kunne hun høre vandet løbe, som om Anna stod under bruseren. Sara var sandsynligvis nede i gården eller ude med nogle veninder. Mette gik derfor videre ud i køkkenet for blot at stille æsken på bordet og gå igen.
Køkkenet så fuldstændig almindeligt ud. Der var ingen tegn på panik, ingen væltede møbler, ingen truende beskeder og bestemt ingen spor efter brutale inkassofolk. Mette satte kageæsken fra sig og skulle netop til at vende om, da hendes blik tilfældigt faldt på en åben, blank mappe, der lå midt på bordet oven på en halvspist sandwich.
Med store gyldne bogstaver stod der på forsiden: “Center for æstetisk kirurgi og kosmetologi. Aftale om medicinske ydelser i VIP-kategori.”
Mette frøs et øjeblik og lod øjnene glide længere ned over siden. I feltet “Patient” stod Annas fulde navn. Nedenunder fulgte en omhyggeligt specificeret liste over behandlinger: fuldt ansigtsløft, brystoperation med anatomiske implantater, liposkulpturering af mave og lår samt tre ugers ophold på en eksklusiv rehabiliteringsafdeling med fem daglige måltider.
Nederst på dokumentet var der et tydeligt stempel og en samlet pris: 150.000 kroner. Ved siden af lå en udskrevet faktura på fuld forudbetaling, dateret til dagen efter.
Mette stod som forstenet. Hun læste papirerne igennem én gang til, langsomt, som om ordene kunne ændre betydning, hvis hun bare kiggede længe nok. Men der stod det samme. Ingen inkassofolk. Ingen truende udsættelse. Ingen konkursramt forretning, der havde trukket Anna ned i et sort hul.
Anna havde ganske enkelt besluttet sig for at få lavet hele sin krop om på en dyr privatklinik. Og Kirsten havde opfundet en tårevædet historie om gæld og tab af bolig for at få pengene ud af Mettes konditori, velvidende at Anders ikke ville kunne vende ryggen til sin søster, hvis han troede, hun stod på kanten af katastrofen.
Vreden slog luften ud af Mette. Hun tog sin telefon frem og fotograferede systematisk hver eneste side af aftalen, fakturaen og patientvejledningen. Først da hun havde kontrolleret, at billederne var skarpe og læselige, lagde hun mobilen væk. Derefter forlod hun lejligheden lige så stille, som hun var kommet, og trak døren forsigtigt i efter sig.
Om aftenen kom Anders hjem, udmattet og tung i kroppen. Hans jakke lugtede af fugt, støv og beton. Han vaskede hænder, gik ud i køkkenet, hvor Mette allerede havde dækket bord, og sank ned på stolen med et træt suk.
— I morgen tager jeg med dig i banken, — sagde han og gned sig over tindingerne. — Jeg vil ikke have, at du kører rundt alene med så mange penge. Vi afleverer dem til Anna, og så må hun selv gå hen og få lukket den gæld. Gud, Mette… jeg skammer mig sådan over for dig. Du har slidt så hårdt for de penge.
Mette satte sig over for ham. Hun havde hverken kræfter eller lyst til at pakke det ind. I stedet lagde hun blot sin telefon foran ham med billedgalleriet åbent.
— Se her, Anders, — sagde hun roligt. — Det er din søsters gæld.
Anders tog mobilen op. Først stirrede han på skærmen med en forvirret rynke mellem brynene, som om han forsøgte at forstå de medicinske fagudtryk. Så gled hans øjenbryn langsomt opad. Han zoomede ind på billedet med den samlede pris, tjekkede datoen på fakturaen og regnede uden besvær sammenhængen ud. Hans ingeniørhjerne fangede straks det åbenlyse: det beløb, de var blevet bedt om at skaffe, passede nøjagtigt med prisen på Annas kosmetiske operation.
Farven i Anders’ ansigt ændrede sig langsomt. Den trætte grå nuance forsvandt og blev afløst af en dyb, mørkerød vrede. Hans kæber spændtes så hårdt, at huden over kindbenene blev helt bleg. Til sidst lagde han telefonen fra sig og lænede sig tungt tilbage mod stolen.