— Lejligheden bliver solgt, og sådan er det! erklærede min svigermor hen over morgenmaden, som om hun med én eneste sætning havde ret til at afgøre skæbnen for den bolig, jeg havde arvet efter min mormor.
— Den skal sælges, færdig! Hanne satte koppen fra sig med et brag, så glasset i vitrineskabets låger dirrede. — Der er ingen grund til, at I to skal mase jer sammen i en toværelses, når I kan købe en ordentlig treværelses i et nybyggeri.
Mette stivnede med skeen halvvejs oppe mod munden. Den lille morgenmad i deres trange køkken forvandlede sig på et øjeblik til et minefelt. Hun kastede et blik på sin mand, men Lars smurte bare smør på brødet og undgik omhyggeligt at møde hendes øjne.
Hanne fortsatte, som om hun slet ikke mærkede spændingen — eller som om hun bevidst valgte at overse den.
— Jeg har allerede talt med en ejendomsmægler. Hun kommer i morgen og vurderer lejligheden. Derefter finder vi hurtigt en køber. Området er godt, og der er kort til metroen.
— Vent lige et øjeblik, sagde Mette endelig. — Hvilken lejlighed er det helt præcist, du mener, vi skal sælge? Hvad taler du overhovedet om?
Svigermoren så på hende, som om Mette ikke havde forstået noget som helst.
— Jeres, naturligvis. Den her. Den, din mormor efterlod dig. Der er ingen mening i at bo i sådan en gammel, slidt ejendom, når I kan flytte ind i noget nyt og moderne.
Vreden begyndte at koge i Mette. Lejligheden, som hendes mormor havde testamenteret til hende tre år tidligere, var det eneste, hun virkelig ejede selv. Den var lille, ja, men varm og hjemlig: to værelser i en ældre herskabsbygning med højt til loftet og tykke mure. Hun elskede hver eneste kvadratmeter.
— Hanne, det er min lejlighed. Og jeg har ingen planer om at sælge den.
— Din? gentog svigermoren med teatralsk forargelse. — Hvad mener du med din? I er jo en familie! Det, der er dit, er også Lars’ . Og det, der er Lars’ , tilhører familien. Ikke sandt, min dreng?
Først da løftede Lars blikket fra sin tallerken.
— Mor, måske skulle vi tale om det her senere …
— Senere? Hvad er der at tale om senere? Hannes stemme blev skarpere. — Jeg har jo allerede sat det hele i gang. Mægleren kommer i morgen klokken ti. Og lad være med at se sådan på mig, Mette. Jeg vil jer kun det bedste. I nybyggeriet er planløsningen moderne, og I slipper for at renovere.
— Og hvem skal betale for den nye lejlighed? spurgte Mette og anstrengte sig for at holde stemmen rolig.
— Hvem? I sælger den her, lægger lidt oveni og køber den nye. Jeg har regnet på det hele. Hvis I tager omkring 300.000 kroner ekstra i lån, kan I få en rigtig fin treværelses. Den bliver bygget lige i nærheden af os — så bliver vi naboer!
Naboer. En isnende kulde løb ned ad Mettes ryg. Hanne dukkede allerede op hos dem hver anden dag med sin egen nøgle, som Lars havde givet hende “for en sikkerheds skyld”. Hvis de så ovenikøbet kom til at bo i nabobygningen …
— Jeg tager ikke noget lån, sagde Mette fast. — Og jeg sælger ikke lejligheden. Den er et minde om min mormor.
— Et minde! fnøs Hanne hånligt. — Penge er det bedste minde, man kan få! Lars, hvorfor sidder du bare der og tier? Forklar dog din kone, at jeg har ret.
Lars tøvede. Så sagde han usikkert:
— Mette, måske har mor en pointe. Lejligheden er jo gammel, og den trænger vel også til …
— Vi fik den renoveret for et år siden! afbrød Mette skarpt. — For mine penge, hvis vi endelig skal tale om det.
— Åh, nu begynder vi igen med dine penge, snerrede Hanne. — Du skal altid blære dig med, hvad du tjener. Tæller det slet ikke, at min søn giftede sig med dig og forsørger dig?
— Forsørger mig? Mette troede næsten ikke sine egne ører. — Jeg tjener dobbelt så meget som Lars!
En tung tavshed faldt over køkkenet. Lars blev rød i ansigtet. Hanne pressede læberne sammen til en tynd streg.
— Netop derfor har I brug for mere plads. Så I kan få børn. Men hos dig handler alting kun om karriere, karriere, karriere … Du er tredive år, og du har stadig ikke givet mig et barnebarn.
Det var det emne, ingen måtte røre ved. Mette og Lars havde prøvet at få et barn i to år uden held. Hver eneste hentydning skar som en kniv i et åbent sår.
— Mor, stop, sagde Lars pludselig, langt hårdere end han plejede.
— Stop? Fordi jeg siger sandheden? Hanne rejste sig brat. — Jeg prøver bare at hjælpe jer! Men I … Nå, det er lige meget. Louise kommer i morgen, og så skal hun nok forklare jer det hele. Hun er en klog kvinde, ikke som visse andre.
Med demonstrativt tunge skridt forlod hun køkkenet. Et minut senere smækkede hoveddøren.
Mette og Lars blev siddende uden at sige noget. Til sidst brød hun stilheden.
— Vidste du det?
— Hvad?
— At hun vil sælge min lejlighed. Vidste du det?
Lars så væk.
— Hun nævnte noget … Men jeg troede, det bare var snak.
— Og du stoppede hende ikke?
— Mette, du kender jo mor. Når hun først har besluttet sig for noget …
— Det er min lejlighed, Lars! Det eneste, der virkelig er mit!
— Lad nu være med at gøre det mere dramatisk, end det er. Ingen kan tvinge dig til at sælge, hvis du ikke vil.
Men Mette kendte Hanne alt for godt.