— Jeg har altså ikke skrevet under på at være Deres tjenestepige, Anna! De har en voksen datter boende hos Dem, så lad hende gøre Deres lejlighed ren! Jeg er Mads’ kone, og Mads og jeg har vores eget hjem og vores egen familie. Sådan er det bare!
— Mads, det er mig. Kan du komme forbi med det samme? Jeg skal bruge nogle glas, og det haster.
Der var ikke den mindste bøn i Annas stemme gennem telefonen. Hun bad ikke om hjælp; hun meddelte, hvad der skulle ske. Afslag fandtes ikke i hendes forestillingsverden, og indvendinger blev aldrig accepteret. Det var netop den snigende, men stålhårde tone, Mads havde hadet, siden han var teenager.
Han lukkede øjnene og gned sig over næseryggen, mens han forsøgte at holde fast i den smule ro, aftenen endnu havde tilbage. Skuldrene, der for få minutter siden endelig var sunket ned efter en lang arbejdsdag, spændte igen og blev hårde som et skjold.
— Hej, mor. Det er ret sent, jeg er lige kommet hjem fra arbejde. Hvilke glas taler du om? Vi kan komme med dem i morgen, sagde han så jævnt, han kunne, for han vidste udmærket, at selv den mindste irritation i stemmen ville blive opfanget og brugt imod ham.
Mette sad i lænestolen overfor med en bog i hånden og sænkede uvilkårligt blikket. Hun kunne ikke høre svigermoderens ord, men hun kendte alt for godt den klang, der gled ind i hendes mands stemme. Den betød, at aftenen var ødelagt. Nu begyndte det sædvanlige, langtrukne spil af skyld og pres — udmattende som en tandpine, der nægter at slippe.
— Hvilke glas? De tomme, der står ude på altanen, selvfølgelig! Jeg har pludselig besluttet, at agurkerne skal syltes til vinter, og Sara har det dårligt, så hun kan ikke gå i butikken, klynkede Anna ind i røret. — Den stakkels pige ligger her helt slået ud. Eller er du måske også for træt? Har du ikke længere kræfter til at hjælpe din egen mor? Jeg beder dig jo ikke om at slæbe sække.
Mads svarede ikke. Han stirrede på ét bestemt punkt på væggen, og Mette så, hvordan en dyb fure tegnede sig i hans pande. Han var blevet trængt op i en krog. Sagde han nej, ville han få en halv times prædiken om kulde, utaknemmelighed og manglende hjerte.
Sagde han ja, måtte han klæde sig på igen og tage hele vejen til den anden ende af byen for et indfald, der sandsynligvis kun handlede om at afprøve, om han stadig adlød. “Sara har det dårligt” var Annas trumfkort, som hun trak frem, hver gang hun ville have sin vilje.
Sara var tredive år og stærk som en bryggerhest, men hun blev altid “dårlig”, når samtalen drejede sig om arbejde, huslige pligter eller en tur i supermarkedet.
Mette så, at Mads trak vejret ind for at protestere, men hun vidste også, at det ikke ville nytte. Det var lettere at bruge en halv time på ærindet end at høre hele telefondramaet og bagefter se sin mand sidde tilbage, som om nogen havde presset den sidste dråbe energi ud af ham. Hun lagde bogen beslutsomt fra sig og rejste sig.
— Jeg tager derhen, sagde hun lavt, men tydeligt nok til, at Mads hørte det.
Han så på hende med et blik, hvor taknemmelighed og skyldfølelse lå oven i hinanden. Med hånden dækkede han mikrofonen.
— Mette, det behøver du ikke. Jeg kan godt…
— Bliv siddende, afbrød hun. — Jeg gør det hurtigere.
Hun gik hen til ham, tog telefonen ud af hans hånd og førte den op til øret. Hendes stemme blev høflig, næsten overdrevent venlig.
— Godaften, Anna. Mads er fuldstændig udmattet, så jeg samler glassene sammen nu og kommer over med dem inden for en halv time.
I den anden ende blev der stille et øjeblik. Svigermoderen havde tydeligvis ikke regnet med den drejning. Hele hendes lille forestilling var jo bygget op omkring sønnen.
— Nåå… Mette… Jamen så tag dem bare med, hvis det nu skal være sådan, pressede Anna frem, og skuffelsen var umulig at skjule.
Ude på altanen stod en papkasse fyldt med støvede treliters sylteglas. Levn fra en fortid, ingen af dem havde fået sig taget sammen til at smide ud. Mette løftede kassen med væmmelse. Glassene klirrede dump mod hinanden. Hun bar den, som bar hun selve symbolet på alle de forpligtelser, Mads ikke kunne rive sig løs fra: tunge, tomme og fuldkommen meningsløse.
Annas opgang tog imod hende med den velkendte lugt af gamle møbler og en sur damp, der sivede ud fra køkkenet. Den eneste svage pære i trappeopgangen lagde et blåligt tusmørke over de slidte vægge og gjorde det hele endnu mere trykkende. Mette ringede på.
Efter nogle sekunder lød der slæbende trin. Da Anna åbnede døren, og Mette trådte over tærsklen, forstod hun straks, at hun var kommet midt ind i en nøje forberedt scene.
Billedet var så forudsigeligt, at Mette ikke engang blev overrasket; hun mærkede kun en gammel, mat irritation rejse sig i kroppen. Inde i stuen, badet i det blålige skær fra det alt for store fjernsyn og et skingert talkshow, lå Sara flydt ud i den dybe lænestol.
Den “stakkels sengeliggende patient” var i færd med at scrolle på sin telefon, hvis kolde lys kastede blege skygger over hendes ansigt. Ved siden af hende stod et lille bord.