I stedet blev det afløst af et sort, altopslugende raseri, som måtte have et sted at gøre af sig selv. Og det eneste mål, der stod inden for rækkevidde, var hendes egen datter.
— Hold din mund, din snylter! hvæsede Anna og gik hen mod lænestolen. — Du sidder her dagen lang og løfter ikke en finger! Det er alt sammen din skyld! Hvis du gjorde dig bare en smule nyttig, hvis du én eneste gang vaskede din egen tallerken af, ville jeg ikke være nødt til at bede den der… den opkomling om hjælp! Du har forvandlet mit hjem til en svinesti, og så er det mig, der skal rydde op efter dig?
— Jeg bad dig ikke om at ringe til hende og ydmyge hende! råbte Sara og sprang op af stolen. — Det her er dine små spil, mor! Du elsker at sætte os op mod hinanden og se Mads blive revet i stykker mellem os! Du havde bare ikke regnet med, at hans tålmodighed kunne slippe op! Nu er det mine ting, han smider i skraldespanden, ikke dine!
De stod over for hinanden som to fjender, selv om de i årevis havde udgjort én samlet mur mod verden udenfor — og især mod Mette. Men nu, hvor deres fælles modstander havde slået til og trukket sig tilbage igen, slog der revner i deres alliance. Alt det ophobede nag, de gensidigt havde båret rundt på, brød frem uden filter.
Deres skænderi blev flænset midt over af en skarp, krævende ringeklokke. Lyden var så hård og vedholdende, at det virkede, som om nogen ikke trykkede med en finger, men havde mast hele håndfladen mod knappen. Begge stivnede. De så på hinanden, og den samme forskrækkelse lå i deres øjne. Anna gik mod døren, mens hun febrilsk forsøgte at trække et lidende udtryk ned over ansigtet.
Udenfor stod Mads.
Han var ikke vred på den måde, de kendte. Han råbte ikke. Hans ansigt var ikke forvredet af raseri. Tværtimod var han fuldstændig rolig, og netop det gjorde ham langt mere skræmmende end et hvilket som helst udbrud. Hans kolde, mørke blik gled hen over entréen, standsede et øjeblik ved den støvede kommode, fortsatte ind mod stuen, hvor hans søster stod som forstenet, og endte til sidst på hans mor. Han hilste ikke. Han sagde ingenting.
I tavshed gik han forbi dem og videre ind i lejligheden, som om han allerede havde besluttet hvert eneste skridt.
— Mads, min kære dreng, du har misforstået det hele! Det er Mette, der… begyndte Anna bag ham, men han vendte sig ikke engang.
Han gik direkte ind på Saras værelse — det lille hof, prinsessens private gemakker, hvor hun havde levet trygt på hans penge. Han spildte ikke tid på at se sig omkring. Han gik hen til skabet, rev dørene op med et hårdt ryk og trak flere store, sorte affaldssække frem fra en hylde; sække, Sara selv havde købt, men aldrig brugt til noget som helst. Med præcise, næsten forretningsagtige bevægelser begyndte han at flå tøjet ned fra bøjlerne — kjoler, dyre jeans, bluser — og kaste det ned i sækkene.
— Mads, hvad laver du?! skreg Sara og styrtede hen til ham. Hun greb fat i hans arm og forsøgte at standse ham. — Det er mine ting! Er du blevet sindssyg?
Mads så på hende, som om hun ikke var hans søster, men et irriterende insekt, der havde sat sig på hans ærme. Med én kort bevægelse rystede han hendes hånd af sig og fortsatte. Den næste sæk blev fyldt med skotøjsæsker — nye sko, flere af dem aldrig brugt. Den tredje slugte tasker og rækker af kosmetik.
— Skat, hold nu op! Hvad er der dog kommet over dig? Hun er din søster! Stakkels pige, du ved jo, hun har et svagt hjerte! jamrede Anna og slog dramatisk ud i luften, men hun blev stående i døråbningen og gjorde intet for alvor.
Da også den tredje sæk var proppet, bandt Mads den sammen og lod den falde til gulvet med et dump. Så rettede han sig op og så endelig direkte på dem begge.
— Troede I virkelig, det kunne fortsætte sådan for evigt? spurgte han lavt, men hans stemme fyldte hele værelset. — Troede I, at jeg altid ville betale for det her cirkus? For Saras dovenskab og for dine manipulationer, mor?
Han tog et skridt nærmere sin søster. Hun veg automatisk tilbage.
— Hør godt efter, Sara. I morgen finder du et arbejde. Hvad som helst. Rengøring, hvis det er det, der er. Og du begynder rent faktisk at hjælpe mor, ikke bare tale om det. Ellers bliver de her sække sendt videre til din egen lejebolig sammen med dig. En bolig, du selv kommer til at betale for. Fra mig får du ikke flere penge. Ikke én eneste krone.
Derefter vendte han blikket mod sin mor.
— Og du, mor… du må hellere vænne dig til det. Der kommer ikke længere nogen lille buddreng løbende, og pengekilden er lukket.
Han ventede ikke på deres svar. Han drejede blot om, gik tilbage gennem lejligheden og lukkede hoveddøren bag sig med et stille klik. Tilbage på værelset stod to kvinder mellem tre sorte affaldssække og resterne af en sønderrevet garderobe — som små gravhøje over det bekvemme liv, de netop havde mistet.
Der gik tre dage.
Tre dage med en øredøvende og uvant stilhed. Mads’ telefon lå tavs. Ingen grådkvalte opkald fra hans mor. Ingen passivt aggressive beskeder fra hans søster om, at han lige kunne overføre lidt. I Mettes og Mads’ hjem sænkede der sig en skrøbelig, næsten håndgribelig ro.
De spiste aftensmad sammen, talte om deres dag og så film om aftenen. De levede deres eget liv, og netop det enkle ved det føltes næsten uvirkeligt.