— Er du fuldstændig blevet fræk, Anna, eller lader du bare som om? — svigermorens stemme rungede ude fra køkkenet, som om det ikke var en helt almindelig toværelses lejlighed i en betonblok i udkanten af Ribe, men en talerstol i en fyldt forsamlingssal.
Anna nåede ikke engang at trække nøglen ud af låsen. Hun blev stående i entréen med en indkøbspose i den ene hånd og sin bærbare computer i den anden. Inde i lejligheden lå der en fremmed, klæbrig larm: latter, gafler der slog mod tallerkener, taburetter der skrabede mod gulvet, en mand der hostede, poser der raslede. Og lugten — præcis den lugt, der altid fik hendes øjenlåg til at begynde at sitre: billig herreparfume, tobak og stegt kylling.
På måtten lå et par enorme støvler smidt hulter til bulter, så hendes pæne sko var blevet skubbet til siden. Ved siden af stod ternede tasker, proppet så hårdt, at det ikke lignede et besøg, men et forsøg på at flytte ind med det samme.
Anna lukkede langsomt døren, lod taskeremmen glide ned fra skulderen og spurgte højt:
— Har jeg forstået det rigtigt? Der er igen møde i mit hjem uden mig?
Fra køkkenet lød det straks muntert:
— Nå, dér kom hun! Lars, sig til din kone, at hun ikke skal stå i døren. Det trækker!
Anna gik direkte ud i køkkenet uden at tage jakken af. Synet, der mødte hende, gjorde hendes hoved underligt klart.
Ved bordet, som var dækket med hendes lyse dug, sad Grethe som en formand for udvalget for andres privatliv. Ved siden af hende sad en kraftig kvinde omkring de femoghalvtreds i en hindbærfarvet sweater, med skarpe negle og et blik, der bed sig fast. På taburetten ved vinduet sad Lars, hendes mand, og gnavede forretningsmæssigt i et kyllingelår. Midt på bordet lå et målebånd, en blyant, en notesblok og et åbent møbelkatalog. Hendes vase med tørrede grene var blevet skubbet hen mod vasken, lige ved siden af en skål, hvor nogen havde efterladt en fedtet ske.
— Nå, værtinden er hjemme, — sagde svigermoren kvikt uden at rejse sig. — Vi er faktisk i gang med noget vigtigt.
— Det kan jeg se, — svarede Anna. — Målebåndet og kyllingen afslører tydeligt, at I bestemt ikke spilder tiden. Fortæl mig bare, hvad det helt præcist er for et vigtigt projekt, I kører i min lejlighed.
Kvinden i den hindbærfarvede sweater smilede straks, som om de havde kendt hinanden i årevis.
— Jeg er Ulla, Lars’ tante. Det her er jo bare inden for familien. Vi er ikke fremmede.
— Hvor glimrende, — nikkede Anna. — Så kan I måske også, helt familiært, forklare mig, hvorfor der sidder et menneske i mit hjem, som jeg aldrig før har set i mit liv.
Grethe slog afværgende ud med hånden.
— Åh, hvorfor skal du straks begynde, så snart du kommer ind ad døren? Jeg har altid sagt, at dit temperament er som sandpapir. Vi kunne jo sætte os ned og tale ordentligt. Det er helt almindelige ting, vi drøfter. Praktiske ting.
— Fint. Så lad os tale ordentligt. Hvad drøfter vi?
Lars mumlede uden at løfte blikket:
— Anna, lad nu være med at køre dig selv op med det samme.
— Jeg er slet ikke kørt op endnu, — sagde hun. — Motoren går bare i tomgang. Hovedprogrammet kommer først senere.
Svigermoren trak notesblokken tættere på sig og bankede en finger mod den.
— Jeg siger det ligeud, uden alle dine kontorvendinger. I bor håbløst upraktisk. Lejligheden fungerer ikke. Gangen er lang og ubrugelig. Køkkenet er fyldt op. Der er ingen ordentlig opbevaring. Lars bor her altså også, og han skal føle sig som herre i sit eget hjem, ikke som en logerende, der får lov at være her på nåde.
— Er det dig, der har sagt det til hende? — Anna så på sin mand.
Lars trak på skuldrene.
— Jamen er det da forkert?
— Så du sidder i en lejlighed, jeg fik før brylluppet, spiser min kylling, og alligevel mangler du følelsen af at være ejer?
— Lad nu være, — han skar en grimasse. — Du gør altid alting til et skænderi.
— Hvad skulle jeg ellers gøre det til? En designkonkurrence? Der ligger et målebånd på mit bord. Der ligger en fremmed ske i min vask. På min dørmåtte står der støvler i størrelse femogfyrre. Enten er det her et skænderi, eller også er det en tv-serie.
Tante Ulla fnøs og hældte kompot op til sig selv fra Annas kande.
— Humor har pigen da, det må man give hende. Men en familie er ikke standup.
— Og at dukke op med flyttetasker, er det så en turné? — svarede Anna skarpt.
Grethe lænede sig frem.
— Nu er det nok med de spydigheder. Hør efter. Vi har talt sammen og er blevet enige om, at lejligheden skal ordnes på en ordentlig måde.
— Hvilken måde er det?
— Sådan her. Halvdelen skal skrives over på Lars. Eller også giver du ham den hele som gave. I er jo mand og kone. Normale mennesker gør sådan, når de har tænkt sig at leve sammen længe og ikke lege din lille leg med “mit er mit, rør det ikke”.
Et øjeblik blev der så stille i køkkenet, at man kunne høre vandhanen dryppe ude på badeværelset.
Anna lod blikket glide fra svigermoren til Lars. Så videre til tante Ulla. Og tilbage til Lars igen.
— Vent lidt. Jeg vil gerne være sikker på, at jeg har hørt det her vanvid rigtigt. I er brast ind i mit hjem, har bredt målegrej ud på mit bord, har inviteret publikum med og er nået frem til, at jeg skal overdrage min førægteskabelige lejlighed til min mand?
— Hvad mener du med “brast ind”? — protesterede svigermoren straks. — Min søn har nøgle.
— Ikke ret længe endnu, — sagde Anna roligt.
Først da løftede Lars blikket.
— Hvorfor ser du sådan på mig? Det er en helt normal samtale. Vi er en familie. Mor har ret: Hvor længe skal jeg bo her, som om jeg ikke er nogen?
— Og hvem er du her, Lars?
— Din mand.
— “Mand” er ikke en titel, man får tildelt på en taburet. Det er noget, man viser i handling. Det er ansvar. Det er i det mindste evnen til at sige til sin mor: “Mor, stop nu, det her er ikke din bolig.” Men du sidder bare og tygger, mens de herinde finder ud af, hvordan de pænt kan plyndre mig.
— Der er ingen, der plyndrer dig, — brummede han. — Lad være med at gøre det til en tragedie.
— Nå ja, naturligvis. Tre mennesker med flyttetasker og møbelkatalog er bare kommet forbi hos mig af ren kærlighed til indretningsarkitektur.
Tante Ulla satte kruset fra sig på bordet.
— Jeg er altså ikke kommet her for sjov. Jeg har brug for et sted at bo en måneds tid. Jeg leder efter arbejde. Og I har plads. Jeg kunne hjælpe til: med håndværkere, rengøring, mad. Det ville ikke være gratis for jer.
Anna vendte sig langsomt mod hende.
— Undskyld, men hvem har inviteret dig?
— Hvem? Jamen, familien selvfølgelig.
— Hvis familie?
Tante Ulla åbnede munden, men Grethe kom hende i forkøbet:
— Lars’ familie. Og du er hans kone nu. Så det er også din.
— Nej, Grethe, — Annas stemme blev helt jævn. — Lad være med at servere det cirkus om sjæleligt slægtskab for mig. I er ikke familie, bare fordi I dukker op.