og kalder det hjælp. I er kun “familie”, når der skal presses kvadratmeter ud af nogen, flyttes ind og kræves rettigheder.
— Hør lige, hvordan du taler! — Grethe blussede op. — Jeg gør det her for jeres skyld! Tror du, det er rart for mig at se min søn bo i en andens hjem som en gæst uden plads?
— Han er ikke uden plads. Han er en voksen mand, som i to år har sagt, at han “lige om lidt” begynder at tjene mere, men som alligevel låner af sin kone hver eneste måned, før lønnen kommer.
Lars satte brat kyllingebenet fra sig på tallerkenen.
— Hvorfor skal det dér frem nu?
— Fordi jeg er træt af at lade, som om alt er lige mellem os. Og når I nu absolut vil holde familieråd, så lad os droppe kulisserne. Hvem betaler boligudgifterne? Det gør jeg. Hvem hjalp med at lukke lånet på din mors sommerhus sidste efterår? Det gjorde jeg. Skal jeg nævne beløbene? Hvem betalte reparationen af bilen, fordi “lønnen var forsinket på arbejdet”? Også mig. Og nu skal jeg stå her og høre på, at den stakkels dreng ikke føler sig som herre i huset.
— Så du bebrejder mig det? — Lars sprang op. — Mener du det seriøst?
— Nej. Jeg konstaterer bare virkeligheden. Det er ikke det samme.
Grethe slog håndfladen ned i bordet.
— Du har mast ham med dine penge! Det er dét, du er lavet af! Alt handler om kvitteringer og bankoverførsler hos dig. En kvinde skal respektere sin mand, ikke føre regnskab over ham!
— En kvinde skylder ikke nogen noget, når de prøver at gøre hende til idiot i hendes eget køkken, — svarede Anna skarpt. — Og nu er det nok med foredragene om, hvordan man lever rigtigt. I kan bestemme hjemme hos jer selv. Ikke her.
Tante Ulla trak nervøst på smilebåndet.
— Hvorfor fare sådan op? Det kan jo ordnes stille og roligt. Man skriver bare en andel over, og så er den ude af verden. Din mand får tryghed, du får fred, hans mor kan sove roligt. Og så kan der samtidig blive lavet lidt i lejligheden.
— Ved I hvad, — Anna lo kort, næsten forbløffet, — det er især det dér “samtidig” med renoveringen, der rører mig. Har I overhovedet tænkt planen igennem? Først en andel, så folkeregisteradresse, derefter “tante Ulla bliver her bare lidt”, så “vi stiller kun et skab”, bagefter “lad os glasinddække altanen, pengene er jo fælles”, og til sidst får jeg forklaret, at jeg er utaknemmelig og smålig?
Lars trak ansigtet sammen.
— Det er derfor, man ikke kan tale med dig. Du leder straks efter en fælde.
— Fordi fælden som regel allerede sidder ved bordet og spiser kylling.
Han tog et skridt hen imod hende.
— Nu går du for langt.
— Nej, Lars. For langt er, når din mor, mens din kone står levende foran hende, måler hendes lejlighed op og beslutter, hvilke vægge der skal rives ned. Jeg kalder bare tingene ved deres rette navn.
Grethe rejste sig med hænderne plantet i siden.
— Sådan her bliver det: Enten holder du op med at spille godsejerfrue, eller også holder jeres ægteskab ikke længe.
— Var det en trussel? — Anna løftede et øjenbryn.
— En advarsel. En mand bliver ikke boende et sted, hvor han hver dag får at vide, at ingenting er hans.
— Nå? Og det gør ikke noget, at han ikke selv har foreslået andet end sin mors idéer?
— Jeg har foreslået noget! — Lars fór op. — Jeg sagde, at vi skulle leve normalt. Uden dit evige “det er mit, det er min bedstemors, rør ikke ved det”. Hvad er jeg her, en museumsbetjent?
— Du er ikke museumsbetjent. Du er bare en mand, der har forvekslet ægteskab med gratis adgang til fast ejendom.
— Så kvæl dig dog i din lejlighed!
— Fint. Så er det afgjort.
Anna stillede posen fra sig i vindueskarmen, åbnede skabet ude i gangen og begyndte systematisk at hive Lars’ ting ud. Jakken røg på gulvet. Jeansene fulgte efter. Sportstasken landede ved hans fødder. Ovenpå smed hun æsken med hans ledninger og opladere.
— Hvad laver du? — Han stivnede.
— Jeg hjælper dig med at finde den indre ro. Hvis du har det så ubehageligt her, kan du tage derhen, hvor du bliver regnet for husets herre fra første skridt over dørtærsklen. Hjem til din mor.
— Anna! — råbte Grethe. — Er du blevet fuldstændig vanvittig?
— Tværtimod. Jeg tror ikke, jeg har været så klar i hovedet i fem år.
— Smider du din mand ud?!
— Nej, Grethe. Jeg fjerner et problem fra min lejlighed, som I af en eller anden grund har kaldt familie.
Lars gik hen til skabet og greb fat i ærmet på sin jakke.
— Stop det teater.
— Teatret sluttede i det øjeblik, I besluttede at fordele min lejlighed uden mig. Nu er vi ved finalen. Kunstnerne forlader scenen til venstre.
Tante Ulla var den første, der rejste sig.
— Jeg tror, jeg går. Helt ærligt har jeg ikke brug for den slags drama.
— Fornuftigt valg, — nikkede Anna. — Og glem ikke jeres poser. De er meget udtryksfulde. Man bliver i dårligt humør bare af at se på dem.
Grethe blev mørkerød i ansigtet.
— Hvordan vover du! Jeg er dobbelt så gammel som dig!
— Og hvad så? Erfaring burde give takt, ikke frækhed.
— Utaknemmelige menneske! Vi kom til dig med åbent hjerte!
— Med åbent hjerte kommer man normalt med en kage og ringer på døren. Ikke med målebånd og en plan for, hvem der skal flytte ind i en måned.
Lars forsøgte at tage hende om albuen.
— Lad os nu tale roligt. Uden cirkus. Alt kan drøftes.
Anna rykkede armen til sig.
— For sent. Roligt kunne vi have gjort i går, i forgårs eller for en uge siden. Dengang kunne du have sagt: “Mor, bland dig udenom.” Det gjorde du ikke. Du sad bare og ventede på, at jeg skulle sluge det. Det gør jeg ikke.
— Du overdriver.
— Og du sælger dig selv billigt. For en halv lejlighed har du solgt både dig selv og skamlen, du sidder på.
Han lo vredt.
— Nå ja, selvfølgelig. Jeg er straks til salg. Og du er helgenen her.
— Nej. Jeg er træt. Og rasende. Det er i det mindste mere ærligt end jeres lille familieskuespil.
Grethe hvæsede næsten:
— Du ender alene. Med den karakter kan ingen holde dig ud.
— Fremragende. Så er der i det mindste ingen, der måler min gang op til et skab.
— Hvem tror du overhovedet har brug for dig!
— I dag? I hvert fald ikke jer. Og det er allerede en festdag.
Tante Ulla stod i entréen og mumlede:
— Lars, kom nu. Hvad venter du på?
Men Lars rørte sig ikke. Han stirrede på Anna, som om han så hende for første gang.
— Så det er altså det? Bare sådan? På grund af én ting?
— Nej, Lars. Ikke på grund af én ting. På grund af dig. Fordi du ikke er en mand, men et vedhæng til din mor. Fordi dit svar på enhver alvorlig situation er: “Anna, lad nu være med at hidse dig op.” Fordi det passer dig fint at leve for mine penge og samtidig blive fornærmet over, at jeg ikke straks giver dig nøglerne til det hele. Fordi du ikke engang nu forstår, hvad problemet er.
Lars greb rasende fat i tasken.