Overhovedet ikke. Det var, som om jeg havde vidst det længe, men bare havde brugt al min energi på at lade, som om jeg ikke gjorde. Alle hans små sætninger: “Mor er bare bekymret”, “du tager det for tungt”, “hvorfor skal du gøre alting så besværligt”. Og så ender det med, at hans mor allerede står og fordeler møblerne.
— Fordi de hele tiden har testet, hvor langt de kunne gå med dig, sagde Mette. — Og i lang tid virkede det jo. Du fandt dig i det.
— Ja. Jeg var så bange for at virke hård. Grim. Forkert. Men i dag stod jeg og kiggede på det der målebånd dækket af fedtet sovs, og så tænkte jeg bare: ved du hvad, rend mig allesammen.
— Et storartet øjeblik af klarhed.
— Nærmest religiøst.
Mette blev mere alvorlig i stemmen.
— Men du må ikke begynde at bakke nu. Nu kommer hele forestillingen: “lad os tale om det”, “mor gik over stregen”, “du har misforstået det hele”, “vi mente det jo godt”. De vil forsøge at vippe dig.
— Det er de allerede i gang med.
— Hop ikke på den. Og få skiftet den lås med det samme. I dag.
— Låsesmeden kommer om en time. Jeg har allerede fundet en.
— Se, det er min pige.
Da samtalen var slut, satte Anna elkedlen over, men ændrede straks mening og lavede kaffe i stedet. Sort, stærk og bitter, uden sukker. Hun satte sig i vindueskarmen, tog en mundfuld og hørte i samme øjeblik dørklokken ringe igen.
Hun fortrak ikke engang en mine. Uden at åbne gik hun ud i entréen og spurgte:
— Hvem er det?
— Anna, det er mig, lød Lars’ stemme. — Luk op. Vi skal tale ordentligt sammen.
— Ordentligt kan vi gøre i telefonen. Her er det ordentlige allerede gået fløjten.
— Jeg er her uden min mor.
— Tillykke med det.
— Lad nu være med at være spydig.
— Det er jeg ikke.
— Jeg skal bruge nogle ting. Jeg fik ikke det hele med.
— I morgen.
— Mine dokumenter ligger derinde.
— Hvilke dokumenter?
— Kørekort. Pas. Kort.
Anna tøvede et sekund, åbnede skabet i gangen, fandt hans sorte mappe frem og sagde:
— Fint. Træd væk fra døren.
Hun åbnede kun så meget, som sikkerhedskæden tillod, skubbede mappen ud og smækkede døren i igen.
— Var det alt?
— Anna, hvad fanden er det her for noget?
— Afhentningsservice for glemte ejendele. Åbningstid til klokken 22.00.
— Du vil ikke engang lade mig tale med dig.
— Og du kunne ikke engang forsvare mig én eneste gang. Så er vi lige.
— Der var jo ingen, der angreb dig!
— De stod og delte min lejlighed op. Det er mere end rigeligt.
— Mor blev bare revet med.
— Din mor blev ikke først revet med i går. Før i tiden tog hun i det mindste skoene af.
Der blev stille på den anden side. Da Lars talte igen, var hans stemme anderledes, træt og hård.
— Tror du virkelig, du får det nemmere uden mig?
— Det har jeg allerede.
— Hvad ved du overhovedet om familie?
— I dag viste det sig, at jeg ved mere end dig.
Han slog vredt håndfladen mod døren.
— Du er blevet sindssyg.
— Pas på, sagde Anna roligt. — Som du jo så gerne minder mig om, er den ikke din.
Han bandede lavt mellem tænderne og gik.
Da låsesmeden fyrre minutter senere stod og skiftede låsen, kunne Anna ikke lade være med at fortælle ham halvdelen af historien. Mens han udskiftede cylinderen, rystede han bare på hovedet.
— Ved du hvad, sagde han, — du er den sjette på et halvt år.
— Hvordan mener du?
— Præcis sådan. Den ene mand slæber sin mor med ind, den næste kone tager sin bror med, og pludselig har hele familien besluttet, at en andens lejlighed er fælleseje. Jeg overvejer seriøst at få lavet visitkort: “Låseskift efter familiære åbenbaringer”.
Anna kom til at le så uventet, at tårerne sprang hende i øjnene.
— Undskyld.
— Det skal du ikke undskylde for. I sådan nogle sager er latter sundt. Ellers er der kun bandeord tilbage.
— Bandeord kan også noget.
— Helt enig, nikkede låsesmeden alvorligt.
Da døren til sidst lukkede bag ham med en ny lås i, gik Anna ind i stuen, satte sig på sofaen og lod blikket glide rundt. På kommoden stod stadig rammen med deres bryllupsbillede. Lars smilede bredt på fotografiet, selvsikkert, næsten pænt. Anna tog rammen op.
— Det var dog utroligt, sagde hun højt. — På billeder kan folk virkelig se anstændige ud.
Telefonen gav et lille pling. Denne gang var det en lang besked fra hendes svigermor:
“Du ødelægger en familie på grund af din grådighed. Lars har gjort alt for dig, og nu har du vist dit sande ansigt. Tro ikke, at folk ikke får sandheden at vide.”
Anna læste beskeden, fnøs og svarede:
“Begynd endelig sandheden med målebåndet, tante Ulla og bemærkningen om gavebrevet. Det er en meget overbevisende indledning.”
Et øjeblik efter begyndte prikkerne at danse på skærmen. Grethe var i gang med at skrive. Anna ventede ikke på svaret, men satte bare kontakten på lydløs.
Derefter åbnede hun klædeskabet, trak en stor kasse frem og begyndte at samle det sidste af Lars’ ting. En barbermaskine, et par shorts, en gammel sweater, showergel, to bælter, den oplader han altid ledte efter, høretelefoner uden ørepuder, af en eller anden grund tre tomme punge og et bundt uforståelige kabler, som lignede en lille udstilling over mandligt kaos.
— Ja, mumlede Anna for sig selv, — det her er jo uvurderlige ejendele. Selvfølgelig måtte man kræve et gavebrev for den slags. Især posen med ledninger. Uden den er en familie jo slet ikke en familie.
Hun opdagede, at hun ikke græd. Ikke én tåre. Der var kun vrede, lettelse og en næsten skamløs fornemmelse af frihed.
Mette skrev igen: “Nå?”
Anna svarede: “Låsen er skiftet. Manden, der peb udenfor døren, tilhører nu datid.”
Mette: “Jeg er stolt af dig. Men bliv ikke blød i morgen.”
Anna så på kassen med Lars’ ting og skrev langsomt:
“Det er for sent at blive blød. I dag så jeg alt for tydeligt, hvem jeg har boet sammen med.”
Hun rejste sig, bar kassen ud i entréen og stillede den ved døren. Så gik hun tilbage til køkkenet, tørrede bordet af, hev dugen af og smed den til vask. Vinduet blev åbnet på vid gab. Den kølige aftenluft strømmede ind i lejligheden, og det føltes, som om den samtidig blæste den sidste klæbrige rest af familiens indelukkede lugt ud.
I vindueskarmen lå Lars’ bilnøgle, som han havde glemt. Anna drejede nøgleringen mellem fingrene, smilede skævt og lagde den oven på kassen.
— Du kan hente den i morgen, verdens herre.
Så lavede hun endnu en kop kaffe, satte sig ved vinduet og mærkede for første gang i meget lang tid, at der faktisk var stille derhjemme. Ikke fordi der ikke var nogen i lejligheden. Men fordi ingen længere skulle bestemme på hendes vegne, hvor hun skulle bo, hvem hun skulle finde sig i, eller hvor meget plads fremmede menneskers tasker måtte optage i hendes liv.
Og netop den følelse viste sig at være mere værd end alle kvadratmeter, alle familiære paroler og alle de mænd, der alt for længe havde forvekslet kærlighed med bekvemmelighed.