og begyndte at mase tingene ned i den.
— Fint, så kan det også være lige meget. Bliv du bare boende alene i din lille fæstning.
Anna trak på smilebåndet, uden at der var varme i det.
— Find hellere et andet ord. Det lyder næsten, som om jeg har været nødt til at forsvare mig mod en belejring herinde. Men når jeg tænker over det, rammer du faktisk ikke helt ved siden af.
Grethe satte kurs mod døren, men standsede i døråbningen og vendte sig om.
— Vi får se, hvor kæphøj du er, når du står uden en mand.
— Jeg er faktisk allerede tæt på at synge, svarede Anna roligt. — Og mærkeligt nok skærer det slet ikke i ørerne.
— Din heks!
— Muligvis. Men mine papirer er i orden.
Lars flåede døren op, trådte ud på reposen og kastede over skulderen:
— Nøglen får du senere.
— Det behøver du ikke besvære dig med. Jeg får skiftet låsen i dag.
— Du er jo ikke normal.
— Og du virker forbavsende overrasket over, at handlinger har følger.
Døren smækkede efter dem med sådan et brag, at spejlet i entreen sitrede. Anna blev stående helt stille et øjeblik, mens Grethes forargede udbrud stadig kunne høres nede fra trappen, blandet med Lars’ irriterede: “Mor, nu er det nok.”
Først da lydene forsvandt, drejede hun langsomt den indvendige lås, lagde kæden på og tillod sig selv at puste ud.
Stilheden i lejligheden føltes først fremmed. Derefter føltes den vidunderlig.
Hun gik ud i køkkenet, lod blikket glide hen over bordet og fnøs tørt.
— Javel ja. Familieråd. De åd en halv kylling, drak saft og gjorde mig til skurken.
Telefonen vibrerede straks i hendes lomme. “LARS”.
Anna så på skærmen og tog opkaldet.
— Ja?
— Fatter du overhovedet, hvad du lige har gjort?
— Selvfølgelig. Jeg har fjernet tre overflødige mennesker fra mit hjem.
— Jeg mener det alvorligt!
— Det gør jeg også.
— Du kunne i det mindste have ladet være foran min mor!
— Og I kunne i det mindste have ladet være med at udstykke min lejlighed foran tante Ulla. Se bare, hvor uheldigt den her dag er faldet ud for os alle sammen.
— Du ydmygede mig.
— Nej, Lars. Det klarede du helt selv. Jeg holdt bare op med at dække det til med en dug.
— Der kommer du igen med dine smarte formuleringer.
— Og der kommer du igen uden nogen af dine egne.
Der blev tavst i den anden ende.
— Lad os nu lige køle ned, og så taler vi sammen i morgen.
— Nej.
— Hvad mener du med “nej”?
— I morgen taler vi ikke. I morgen henter du resten af dine ting. Jeg skriver tidspunktet. Du må gerne tage nogen med, et helt orkester hvis du har lyst, bare ingen improviserede familieaktioner.
— Smider du mig virkelig ud?
— Det har jeg allerede gjort. Du har bare ikke nået at acceptere det endnu.
— Anna, vi er faktisk gift.
— Ægteskab er, når to mennesker står på samme side. Når den ene slæber, den anden mumler, og den tredje kommanderer, så er det ikke et ægteskab. Så er det en fællesboligsvindel med et strejf af familiebaseret afpresning.
Et kort, vredt grin lød i røret.
— Du har altid været hård.
— Nej. Jeg har i lang tid været bekvem. Den periode er bare udløbet.
Hun afbrød samtalen og satte telefonen på lydløs.
Et minut senere begyndte den at summe igen. Denne gang var det Grethe. Anna stirrede på navnet, sukkede og tog alligevel telefonen.
— Jeg lytter.
— Du kan stadig nå at rette op på det her, sagde svigermoren med en stemme som is. — Undskylde over for din mand. Over for mig. Og sætte dig ned og tale ordentligt.
— Om hvad? Om hvordan jeg elegant og uden skandale kan forære jer kvadratmeter?
— Om familie.
— Det ord forstår du og jeg vist meget forskelligt.
— Ja, naturligvis. For dig betyder familie kun noget, så længe det passer dig.
— Nej. For mig betyder familie, at andre ikke stikker deres fingre ned i mine dokumenter.
— Du gør jo alting til dit!
— Fordi det er mit. Forestil dig den ubehagelige detalje.
— Vi har da ikke brug for hele din lejlighed! Hold op med at finde på ting! Vi ville bare sikre Lars.
— Mod hvem? Mod mig, som har fodret ham, dækket over ham, lyttet til ham og båret ham frem til hans næste løn i to år?
— Du vover ikke at tale sådan om min søn!
— Og du vover ikke at opføre dig som husbestyrerinde i mit hjem.
— Han er en mand!
— På papiret, ja. I praksis er bevismaterialet foreløbig ret tyndt.
Grethe hev efter vejret af forargelse.
— Det kommer du til at fortryde! Du ender med selv at kravle tilbage til ham!
— Det tvivler jeg stærkt på. Jeg kravler kun ind under badekarret, når kattens legetøjsbold triller derind. Og selv det gør jeg uden større glæde.
— Hvor er du dog…
— Hav en god aften, Grethe.
Anna lagde på, vendte telefonen med skærmen nedad og begyndte uden et ord at rydde af bordet. Tallerkenerne røg i vasken. Kataloget endte i posen med papiraffald. Notesbogen med tal og bemærkninger som “skab her” og “feltseng til Ulla” fulgte samme vej.
Hun foldede et ark ud og læste et par linjer mere. “Lars taler blidt med hende senere.” “Hvis hun sætter sig imod, læg pres via familien.” Anna kunne ikke lade være med at fnyse.
— Blidt. Naturligvis. Jeg bliver helt rørt.
Telefonen gav et kort bip. En besked fra Lars: “Du gik for langt. Mor græder.”
Anna skrev hurtigt tilbage: “Så må hun tørre øjnene og finde en bolig til tante Ulla. Og et nyt målebånd.”
Svaret kom næsten med det samme: “Gør du grin med mig?”
Hun tastede: “Nej. Jeg taler bare ærligt for første gang i meget lang tid.”
Derefter åbnede hun chatten med sin veninde Mette og skrev: “Hvis jeg ikke har slået nogen ihjel med ord i aften, så er det personlig udvikling.”
Mette svarede efter et halvt minut: “Jeg er på vagt til ni, men jeg vil allerede have alle detaljer. Hvem har du smidt ud?”
Anna tog et billede af det tomme bord og den ternede sportstaske ved døren og sendte det med teksten: “Manden, svigermoren og tante-invasionen. De kom for at fordele min lejlighed.”
Mette ringede straks op på video.
— Okay, sagde hun i stedet for at hilse. — Drej kameraet. Jeg vil se slagmarken.
Anna vendte telefonen rundt mod køkkenet.
— Her lå hovedkvarteret. Her spiste de kylling. Her tegnede de, hvor jeg bedst kunne presses sammen. Og her planlagde de tilsyneladende landgangen af ekstra familie.
Mette fløjtede lavt.
— Hør, det der er ikke bare frækhed. Det er nærmest hverdags-cosplay af en besættelse.
— Det var også cirka min vurdering.
— Og Lars?
— Han sad der og nikkede med. Slapt, men målrettet. Som en potteplante, der pludselig har besluttet sig for at blive notar.
Mette brød ud i latter.
— Du kan altså noget med billeder. Hvad så nu?
— Nu skifter jeg låsen. Samler resten af hans ragelse sammen. Tjekker, om han har snuppet nogle papirer. Og bagefter sidder jeg nok og vænner mig til, at jeg officielt er årets dårlige svigerdatter.
— Til gengæld vinder du guld i kategorien “lod sig ikke narre”.
For første gang den aften smilede Anna helt oprigtigt.
— Ved du, hvad der er det mest ulækre?
— Hvad?
— Jeg blev jo ikke engang rigtig overrasket.