— Anna, hvorfor tager du ikke telefonen? Vi er allerede på motorvejen! Der er en time tilbage, så sæt kedlen over! — Mettes stemme, min svigerindes, skar så højt gennem røret, at jeg måtte skrue ned, før højtaleren begyndte at rasle.
Jeg kastede et blik på mobilen. 30. december, klokken 14.15. Udenfor faldt tung, våd københavnsk sne dovent mod jorden og blev straks til grå sjap på asfalten.
I min lejlighed duftede der af friskmalet kaffe og en anelse af gran. I hjørnet stod et lille juletræ, som jeg aftenen før havde pyntet, mens en gammel film kørte i baggrunden. Enkelt, roligt, præcis som jeg kunne lide det.
— Mette, — sagde jeg og tog en slurk, mens jeg nød stilheden i mit køkken. — Hvor er det egentlig, I er på vej hen?
— Helt ærligt, altså! — lo hun i telefonen, og bag hendes latter kunne jeg høre børneskrig og en dyb mandestemme, der brummede muntert. — I sommerhuset, selvfølgelig! Hjem til os! Vi tænkte, hvorfor sidde og mugne i byen? Vi har salaterne med, Lars har købt fyrværkeri. Du kan lige så stille få saunaen gjort klar derude. Vi kommer jo med børnene, så huset skal helst være varmt.
“Hjem til os.”
Det lille udtryk havde skåret mig i ørerne i tre år, lige siden min mand, Mettes bror, døde.
Sommerhuset var solidt bygget, men krævede konstant pasning; et træhus, som mine egne forældre havde efterladt til mig. Ikke min mand. Alligevel var det i Mettes øjne “familiens samlingssted”, et sted hvor hun åbenbart mente, hun havde livslang ret til ferieophold.
— Mette, — svarede jeg roligt og mærkede, hvordan spændingen i kroppen langsomt slap sit tag. — Jeg er ikke i sommerhuset.
Der blev stille i den anden ende. Kun dækkenes susen mod vejen og en radio et sted i bilen kunne høres.
— Hvad mener du med, at du ikke er der? — hendes festlige tone forsvandt, og den blev erstattet af den metalliske klang, jeg kendte alt for godt. — Hvor er du så? Vi havde jo aftalt, at nytår er en familieaften.
— Vi havde ikke aftalt noget, Mette. Du meddelte mig bare, hvordan det skulle være. Jeg er hjemme. I København.
— Nå, — sagde hun, tydeligvis i gang med at regne ud, hvordan hun kunne omlægge planerne uden at miste kontrollen. — Det er selvfølgelig upraktisk, hvis huset er koldt. Men nøglen ligger jo som altid i glasset under verandaen, det ved vi godt. Lars kan sagtens få gang i brændeovnen, vi er ikke små børn. Så pak du bare en taske og hop i en taxa eller tag toget. Vi venter på dig. Det går ikke, at du sidder alene.
Hun spurgte ikke. Hun gav ordrer.
Som hun havde givet ordrer over min tid sidste sommer, da hun kom med tre nevøer og niecer og lod dem blive hos mig i fjorten dage: “Anna, du har jo alligevel ikke noget at lave derude i den friske luft, og jeg drukner i en rapport.”
Som hun havde taget sig friheder med mine penge, når jeg uden et ord betalte elregningerne efter deres vinterbesøg, fordi “åh, vi glemte at aflæse måleren, vi ordner det senere”.
Det blev aldrig ordnet.
Grænsen, der ikke kunne krydses tilbage
— Mette, lad være med at køre videre, — sagde jeg og fulgte med blikket en snefnug, der smeltede mod ruden. — Vend om.
— Hvad er der med dig, Anna? Er du blevet vanvittig? Vi har bagagerummet fuldt af mad! Børnene glæder sig! Lars er træt, han kan ikke køre hele vejen tilbage nu. Hold nu op med det pjat. Nå, forbindelsen ryger snart, vi er der om lidt. Nøglen under verandaen, den husker jeg!
Så afbrød hun.
Jeg lagde telefonen fra mig og så ned på mine hænder. De rystede ikke. De lå helt stille. For bare et år siden ville jeg have reageret helt anderledes.