efter sådan en samtale allerede have faret rundt i lejligheden, revet en taske frem, ringet efter en taxa og skyndt mig af sted for at nå at få huset varmet op, inden de “kære gæster” ankom.
For ikke at såre nogen. For at være den rare. Den, man altid kunne regne med.
Kender I ikke den fornemmelse? Når alt inde i én stritter imod, men munden alligevel former et smil, og man hører sig selv sige: “Selvfølgelig, kom bare, jeg har netop bagt en tærte.”
Kvinder i min generation blev opdraget til at være bekvemme for andre. Vi lærte, at en dårlig fred altid var bedre end et åbent skænderi.
Men indimellem stiller livet én i en situation, hvor der ikke længere findes nogen mellemvej: Enten lader man dem kravle helt op på nakken af sig, eller også husker man pludselig, at man faktisk har en rygrad.
Jeg rejste mig, gik hen til chatollet og trak en mappe ud. Øverst lå aftalen, dateret den 23. december.
For en uge siden havde jeg solgt sommerhuset.
Det var gået hurtigt. Køberen var en mand, der netop søgte fred og afstand til mennesker.
Mette havde ikke fået et eneste ord at vide. Jeg kendte hende for godt. Havde jeg nævnt salget, ville hele familien være styrtet til som en flok krager. Så var det begyndt med råb om “slægtens minder”, om at jeg “berøvede børnene frisk luft”, og om at huset jo “også havde været Peters”.
De ville have ødelagt handlen. Og bagefter ville de have fået mig til at føle mig som et dårligt menneske.
Men sandheden var enkel: Jeg havde brug for pengene. Min løn som korrekturlæser og min beskedne pension rakte ikke til at holde to hundrede kvadratmeter kørende, når taget snart krævede reparation, og fyret derefter skulle udskiftes. Jeg var træt af at være gratis opsynsmand for andres ferie.
Jeg kastede et blik på uret. Jeg havde omtrent en time til at beslutte mig: slukke telefonen eller tage konfrontationen.
Den nye ejer
Den time forsvandt i en mærkelig, næsten stivnet ro. I tankerne fulgte jeg deres tur. Nu passerede de sikkert svinget ved skoven. Nu sad Lars, Mettes mand, nok bag rattet og fyrede sine sædvanlige vittigheder af. Børnene ventede utålmodigt på den frihed, de mente lå for enden af vejen.
De var på vej mod et hus, som i en hel uge havde tilhørt en anden.
Den nye ejer, Søren, tidligere officer, havde virket hård, men ordentlig. Da han gennemgik huset, spurgte han især til hegnet.
— Jeg bryder mig ikke om uanmeldte gæster, sagde han kort, mens han satte sin underskrift på overdragelsen. — Min hund er ikke til pynt. Jeg har brug for ro.
Dengang havde jeg sagt det, som det var:
— Der kan godt dukke familie op, som stadig tror, de kan komme her efter gammel vane.
Han havde blot trukket på smilebåndet.
— Det tager jeg mig af, Anna. Privat ejendom er privat ejendom.
Og nu nærmede to biler, fyldt med salater og urokkelig selvretfærdighed, sig hans port.
Telefonen ringede præcis en time og et kvarter senere. Det var Mette.
Jeg åndede langsomt ud, rettede ryggen og tog den.
— Anna! Det var ikke bare et råb, der ramte mig gennem røret, men et skingert hyl blandet med en stor hunds gøen og en dyb mandestemme i baggrunden. — Anna, hvad foregår der?!
— Hvad er der sket, Mette? spurgte jeg, og min stemme lød overraskende rolig.
— Nøglen passer ikke! Låsene er skiftet! Vi begyndte at banke på, og så… så kom der en eller anden mand ud! I uniform! Med en kæmpe hund! Han siger, det er hans hus! Anna, han virker fuldstændig uhyggelig! Ring efter politiet, vi tør ikke engang stige ud af bilerne!
— Han er ikke uhyggelig, Mette, sagde jeg og så på mit eget spejlbillede i den mørke rude.
— Hvem er han så?! Hvem?! Hvorfor nægter han overhovedet at lukke os ind?