– Anna, du gør klogest i ikke at hidse mig op, ellers kommer du til at fortryde det! Min mor og min søster har brug for en bil, og det bliver dig, der betaler den! hvæsede hendes mand.
– Hold mund! Anna, prøv ikke at gøre mig vred, for så ender det galt for dig! Min mor og Mette skal have en bil, og du skal sørge for at købe den! hvislede Anders.
Ordene blev hængende i køkkenet som en giftig tåge. Anna stod med ryggen til ham ved komfuret og mærkede, hvordan noget inde i hende langsomt mistede al varme. Det gjorde ikke ondt på den sædvanlige måde, det brændte ikke og rev ikke i hende. Det frøs bare til, som om hendes indre blev forvandlet til sprøde stykker is. Hun lagde øseskeen fra sig med en rolig bevægelse. Borsjtjen boblede endnu sagte i gryden, duften af dild og hvidløg bredte sig i rummet, udenfor faldt en fin oktoberregn, og i hendes liv var der netop sket en forskydning, usynlig, men voldsom som et jordskælv.
– Hvad var det, du sagde? spurgte hun og vendte sig om. Stemmen var lav, men fast.
Anders sad ved bordet, bredt plantet på stolen, mens han lod fingeren glide hen over telefonens skærm. Han værdigede hende ikke et blik. Toogfyrre år, afdelingsleder i et handelsfirma, jakkesæt til tre tusind kroner og det arrogante, nedladende udtryk i ansigtet. Engang havde hun set en støtte i den mand. Nu så hun kun frækhed.
– Du hørte mig godt. Min mor har taget den samme bus i tredive år. Mette er gravid, hun har også brug for en bil. Det er dig, der styrer pengene, så du finder ud af det.
Anna smilede. Det var mærkeligt. Som om hele hendes verden styrtede sammen, og alligevel stod hun dér og smilede.
– Hvilke penge, Anders? Dem jeg slider for i salonen? Tres timer om ugen, ømme fødder og kunder, der får anfald over den mindste detalje? Det er mine penge.
– Vores penge, sagde han og løftede endelig blikket fra displayet. Hans øjne var kolde, næsten fremmede. – Vi er en familie. Eller har du glemt det?
Sytten års ægteskab. To børn: Mads på universitetet og Sara i niende klasse. En lejlighed med boliglån, som hun betalte af på lige så meget som han. Hendes fødder i størrelse syvogtredive var blevet slidt mellem arbejde og huslige pligter, hendes hænder lugtede af cremer og neglelak, og hver aften værkede ryggen. Og han sad bare dér og sagde: Du køber den.
– Nej, det har jeg ikke glemt, svarede Anna og slukkede for blusset. – Jeg kan bare ikke huske, at din familie nogensinde har spurgt, hvad jeg havde brug for.
Anders rejste sig. Høj, bredskuldret, sådan en mand hun tidligere havde følt sig tryg ved at stå ved siden af. Nu så hun kun, hvordan han brugte sin størrelse til at presse hende.
– Så begynder det, mumlede han, gik hen til vinduet og tændte en cigaret, selv om hun utallige gange havde bedt ham lade være med at ryge indenfor. – Dine fornærmelser igen. Min mor er gammel, og Mette skal snart føde …
– Lille Mette er otteogtyve, og hun har en mand. Så må han købe en bil til hende! Anna mærkede, hvordan noget glohedt omsider brød igennem isen i hende. – Og din mor har jeg givet tusind kroner hver måned i tre år til “medicin”, selv om hun er sundere end mig!
– Du vover ikke at tale sådan om min mor!
Dér gik grænsen. Anna fornemmede, at selve rummet ændrede sig. Luften blev tykkere, tungere.
– Jeg går, sagde hun, tog forklædet af og hængte det på krogen ved entrédøren. – Borsjtjen står på komfuret. Du kan selv varme den.
– Hvor går du hen? Anders fór mod døren, men Anna var allerede i gang med at tage frakken på. Hænderne rystede, men hun fik lynlåsen trukket op.
– Ud. Efter luft. For at tænke.
– Anna!
Hun vendte sig ikke om. Døren smækkede bag hende, trappen fløj næsten op under hendes fødder, og få øjeblikke senere stod hun udenfor på gaden, våd, mørk, efterårsduftende … og fri.
Anna gik hurtigt uden at ane, hvor hun egentlig var på vej hen. Hun passerede den lille butik, hvor hun plejede at handle om fredagen. Hun gik forbi busstoppestedet, hvor de samme trætte ansigter stod hver eneste morgen. Byen så anderledes ud i regnvejret, udvisket og næsten eventyrlig, som om hun befandt sig i en film. Lygternes skær spejlede sig i pytterne, biler gled hvislende hen over den våde asfalt, og et sted længere henne strømmede musik ud gennem den åbne dør til en café.
Hun standsede foran vinduet til en guldsmed. Guldkæder, armbånd, ringe; alt glimtede i det skarpe lys. Hvornår havde hun sidst fået en rigtig gave? Til hendes fødselsdag havde Anders rakt hende en kuvert og sagt: “Køb, hvad du vil.” Hun havde købt nye sneakers til Sara og en rygsæk til Mads.
Telefonen vibrerede i hendes hånd. Anders. Anna afviste opkaldet.
Hun måtte videre. Hen mod indkøbscentret. Der var varmt, der var lys, og man kunne sætte sig i spiseområdet med en kop kaffe og samle tankerne. Bussen fik hende hurtigt derhen. I den enorme hal var det første, der mødte hende, den varme duft af popcorn.