Den blandede sig med lugten af nyt tøj, mens mennesker hastede forbi med poser i hænderne og latter i stemmerne. Det var som at kigge ind i et fremmed liv. Let, lyst og ubekymret — sådan et liv havde hun ikke haft i meget lang tid. Alt for lang tid.
Anna gik op på tredje sal, købte en cappuccino og fandt et bord ved vinduet. Udenfor glimtede aftenbyen i tusind lys. Telefonen lyste igen. Denne gang var det hendes svigermor, der skrev: “Anna, Anders har fortalt mig det hele. Hvorfor opfører du dig så barnligt? Vi er jo familie. Mette har virkelig brug for den bil, den lille kommer jo snart…”
“Den lille.” Anna havde to børn, men ingen havde nogensinde omtalt dem sådan. Hendes børn var hendes ansvar. Hendes vågne nætter. Hendes penge til lektiehjælp, fritidsaktiviteter og alt det, der altid manglede.
Kaffen blev kold, uden at hun lagde mærke til det. Inde i hende begyndte en ubehagelig erkendelse at tage form. I sytten år havde hun gjort alt rigtigt. Arbejdet. Holdt ud. Hjælpet. Tiet stille. Og hvad havde hun fået igen? Et krav om at købe en bil til mennesker, der aldrig engang havde sagt ordentligt tak.
— Åh, undskyld! En ung pige stødte ind i hendes taske, så den gled ned på gulvet.
Anna samlede den op og smilede automatisk til hende.
Og i samme øjeblik slog det hende: Hvornår havde hun sidst smilet, fordi hun faktisk havde lyst?
Klokken var over ti, da hun kom hjem. Nøglen drejede næsten lydløst i låsen, men Anders hørte det alligevel. Han sad i stuen. Fjernsynet kørte, men hans blik var ikke rettet mod skærmen. Han ventede.
— Så kom du, sagde han og rejste sig.
Anna vidste med det samme, at det ville blive værre end om morgenen.
— Anders, jeg er træt. Kan vi ikke tale om det i morgen?
— I morgen? Han tog et skridt imod hende. Hans ansigt var rødt, og øjnene brændte. — Du har gjort mig til grin over for min mor! Hun ringede og græd! Hun sagde, du havde behandlet hende uforskammet!
— Jeg har slet ikke talt med hende i dag. Anna tog skoene af og stillede dem omhyggeligt langs væggen. Hendes fødder dunkede efter al den gåen.
— Lyv ikke! Du afviste hendes opkald! Min mor ville bare tale pænt med dig, og du…
— Anders, vær sød. Stop nu. Vi er begge to opkørte og trætte. I morgen tidlig…
— Nej! Han slog knytnæven ned i sofaryggen. — Vi taler nu! Du går ud og optager et lån, og så køber du den bil. Er det forstået?
Anna pustede langsomt ud. Hun så på manden foran sig — faren til hendes børn, manden hun næsten havde delt tyve år med. Og pludselig kunne hun ikke genkende ham. Ikke det mindste.
— Jeg tager ikke noget lån, sagde hun lavt.
— Hvad betyder det, at du ikke gør det? Anders blev endnu mørkere i ansigtet. — Er du fuldstændig fra forstanden? Hørte du ikke, hvad jeg sagde?
— Jo. Jeg hørte dig. Men jeg tager ikke et lån. Vi har allerede boliglån, og jeg betaler stadig for Mads’ studieudgifter. Jeg kan ikke bære mere.
— Det kan du godt! Han kom helt tæt på og tårnede sig op over hende. — Så må du arbejde mere. Tage ekstra vagter. Min mor har hele sit liv…
— Din mor, din mor! Annas stemme steg pludselig, og Anders standsede et sekund. — Hvad med mig? Er jeg ikke et menneske? Jeg arbejder tres timer om ugen! Min ryg gør så ondt, at jeg knap kan rette mig op om aftenen! Mine egne børn ser mig næsten ikke, fordi jeg hele tiden skal tjene penge! Til hvad? Til din mor, din søster og dine krav?
— Hold kæft! brølede han. — Du skal ikke tale sådan! Du er min kone! Du har en pligt!
— En pligt? Anna mærkede, hvordan noget i hende brændte over for sidste gang. Den tråd, der stadig havde holdt deres ægteskab sammen, smeltede væk. — Er det min pligt at finde mig i grovhed? At forsørge dine slægtninge? At tie stille?
— Ja! Han greb fat i hendes skuldre og ruskede hende. — Ja, det er din pligt! For du er min kone! Vi er en familie!
Anna rev sig fri. Hjertet hamrede så hårdt, at det slog helt op i tindingerne.
— Rør mig ikke.
— Eller hvad? Der kom noget nyt ind i hans stemme. Noget åbent og ægte truende. — Hvad vil du gøre? Anna, jeg har fået nok af dig. Jeg siger det for sidste gang: I morgen går du i banken, optager lånet og køber bilen til min mor. Hvis ikke, så bliver jeg skilt fra dig.
Ordet blev hængende mellem dem, tungt og endeligt.
— Hvad sagde du? Anna troede ikke sine egne ører.
— Du hørte mig. Anders lagde armene over kors. — Jeg bliver skilt. Lejligheden er min, den står i mit navn. Børnene bliver hos mig. Og du kan gå, hvorhen du vil. Til dit lille dyrebare arbejde, for eksempel. Der kan du jo sove.
— Du er blevet vanvittig, hviskede hun.
— Nej, det er dig, der er blevet vanvittig! Han trådte igen frem mod hende. — Tror du virkelig, du er uerstattelig? Tror du, vi ikke kan klare os uden dig?