— Hæv pengene fra kontoen. Lars har sagt, at I vil hjælpe! Som den ældste mand i familien har han truffet beslutningen om, at jeres opsparing skal bruges til at redde hans søster. I morgen er absolut sidste frist, ellers bliver Sara sat på gaden, og kreditorerne tager lejligheden! — Hannes stemme knækkede i en næsten teatralsk hulken, der skar igennem den dybe brummen fra den professionelle røremaskine. — Hold nu op med at smøre dine kager og tænk på familien!
Mette lagde langsomt sprøjteposen med den bløde flødecreme fra sig på det blanke metalbord. I hendes lille, men varme og hyggelige konditorværksted sænkede der sig en tung stilhed, kun brudt af piskeriset, der drejede roligt rundt i den stålblanke skål. Mette var treogfyrre år. De seneste fem år havde hun arbejdet uden fridage, uden helligdage og næsten uden pauser for at bygge sin søde forretning op fra ingenting. Hendes hænder duftede af vanilje, kanel og hårdt slid.
Hun løftede blikket mod sin svigermor. Hanne stod midt i det skinnende rene produktionslokale iført sin sædvanlige bordeauxrøde frakke og knugede sin lakerede håndtaske, som om den var et våben.
— Hanne, lad os tale ordentligt og uden råben. Jeg har kunder siddende ude i caféen, — sagde Mette behersket, mens hun tørrede hænderne i et rent viskestykke. — Lars har ganske rigtigt bedt mig tage 150.000 kroner ud af virksomhedens midler. Jeg sagde ja, fordi jeg elsker min mand, og fordi jeg godt forstår, at han er bange på sin søsters vegne. Men det giver dig ikke ret til at storme ind i mit køkken og begynde at kommandere over mine konti. Pengene skal bestilles i banken. De kan først være klar i morgen eftermiddag.
— I morgen kan det være for sent! — Hanne pressede hånden mod brystet med en dramatisk mine, som om hun stod på en teaterscene og spillede den dybeste fortvivlelse. — Du er blevet præcis som sådan en filmheltinde, der pludselig får magt og derefter ser ned på almindelige mennesker! Du tænker kun på fortjeneste! Og hjemme hos Sara har de allerede malet trusler på døren! Pigen er ved at bryde fuldstændig sammen!
Mette trak vejret tungt. Historien om Lars’ lillesøster, Sara, havde slæbt sig efter familien i årevis. Svigerinden var fireogtredive og havde aldrig haft lyst til et almindeligt lønarbejde. Hun mente selv, at hun var skabt til haute couture, luksus og et liv blandt mennesker med store penge. Igen og igen kastede hun sig ud i tvivlsomme foretagender, som hun højtideligt kaldte “forretningsprojekter”. Denne gang havde Sara, ifølge Hanne, optaget et voldsomt lån med sin eneste toværelseslejlighed som sikkerhed for at åbne et center for spirituel udvikling. Projektet var gået ned med et brag. Kreditorerne truede angiveligt med at smide både hende og hendes tiårige datter ud.
Lars, Mettes mand, var ellers ikke en mand, der lod sig rive med af panik. Han var solid, ærlig og næsten smertefuldt ansvarsbevidst. Til daglig arbejdede han som ingeniør med vandtekniske anlæg og projekterede komplicerede forsyningssystemer. Enten var han ude på byggepladser fra morgen til aften, eller også sad han bøjet over tegninger til langt ud på natten. Han elskede Mette, støttede hende i alt og havde med egne hænder hjulpet med at sætte hendes første konditori i stand.
Men da Hanne nogle dage tidligere var dukket op hjemme hos dem med tårerne løbende ned ad kinderne og fortalte, at Sara stod til at miste sin lejlighed, havde Lars vaklet. Han var gået hen til Mette, havde længe set på hende med skyld i øjnene og sagt: “Mette, jeg ved godt, at det er pengene til din nye ovn og udvidelsen af værkstedet. Jeg ved, hvor hårdt du har knoklet for dem. Men jeg kan ikke bære tanken om, at min niece ender uden tag over hovedet. Jeg tager ekstra projekter. Jeg betaler det hele tilbage, hver eneste krone, det lover jeg. Lad os redde det fjols en sidste gang.”
Mette havde ikke været i stand til at sige nej til sin mand. Hun kunne se, hvor ondt det gjorde ham. Derfor havde de besluttet at give de opsparede 150.000 kroner og dermed lægge Mettes egen drøm på hylden — drømmen om den dyre franske rotationsovn, som skulle have gjort det muligt at udvide produktionen.
— Jeg har sagt, at pengene er klar i morgen, — gentog Mette fast og mødte sin svigermors blik uden at vige. — Sig til Sara, at hun må holde ud ét døgn mere. Og nu må du undskylde mig, for karamellen til en bryllupsbestilling er ved at køle af.