I flere minutter blev han siddende sådan, med blikket fastlåst på et utydeligt punkt på væggen. Stilheden i køkkenet blev så tæt, at den næsten kunne mærkes i luften.
— Så det var altså inkassofolk, sagde Lars lavt. Der var kommet en kold, metallisk klang ind i hans stemme. — Så Sofie skulle ende på gaden. Brystoperation. Fedtsugning. Kropsmodellering.
— Aftalen lå fremme på bordet, fortsatte Mette dæmpet. — Sara har ikke engang gjort sig den ulejlighed at gemme den væk. Hun var åbenbart sikker på, at hun i morgen ville få kontanterne. Din mor vidste det, Lars. Hun var her i dag og råbte, at du havde truffet en mandig beslutning om at disponere over mine penge. Hun blev ved med at sige, at det handlede om at redde familien.
Lars rejste sig brat. Uden at svare gik han hen til vinduet og plantede begge hænder hårdt mod vindueskarmen. Mette kunne se, hvordan hans ryg hævede og sænkede sig i tunge, kontrollerede åndedrag. Det gjorde ondt på hende at se ham sådan. De mennesker, der burde have stået ham nærmest, havde brugt ham uden skam, uden tøven og med en kynisme, der næsten var ufattelig.
— De kommer her i morgen aften, sagde han uden at vende sig om. — Mor ringede tidligere. Hun sagde, at hun og Sara ville hente pengene, så de kunne køre direkte til kreditorerne næste morgen. Sig ingenting til dem. Jeg ordner det selv.
Næste aften lød dørklokken i Mette og Lars’ lejlighed.
Udenfor stod Hanne og Sara.
De havde begge iført sig en sorgfuld mine, der virkede alt for omhyggeligt indstuderet. Sara var mødt op i en gammel, udtrådt sweater, havde undladt makeup og bar hele sin fremtoning som et bevis på, at hun var blevet knust af livets uretfærdighed. Hanne sukkede dybt og teatralsk, mens hun med den ene hånd holdt sig for brystet, som om hjertet kunne svigte hvert øjeblik.
— Lars, Mette, tusind, tusind tak, begyndte Sara med gråd i stemmen, da hun trådte ind i stuen og satte sig yderst på sofaen. — I redder mig fra afgrunden. Hvis det ikke var for jer, ville Sofie og jeg ikke have noget sted at gå hen. Jeg skal nok betale jer tilbage med arbejde, jeg sværger. Jeg vasker gulve, gør trapper rene, hvad som helst.
— Ja, mine børn, Gud vil belønne jer for jeres godhed, istemte Hanne og duppede sine helt tørre øjenkroge med et lommetørklæde. — I vanskelige tider må familien holde sammen. Har I pengene klar? Sara skal mødes med de banditter klokken ni i morgen tidlig.
Lars stod ved reolen. Han virkede rolig, næsten uhyggeligt rolig, men blikket, han rettede mod sin mor og sin søster, var fremmed og fjernt, som om han så dem klart for allerførste gang.
— De er klar, svarede han med en jævn stemme.
Han tog en kraftig mappe fra bordet og lod den falde ned på sofabordet foran de to kvinder.
— Her. Præcis 150.000 kroner. Kig bare.
Sara rakte hastigt ud efter mappen. Hun flåede den op, men stivnede i samme sekund.
Der lå ingen pengesedler indeni.
I stedet lå der farveudskrifter af kontrakten fra klinikken for æstetisk kirurgi.
Hanne lænede sig ind over datterens skulder. Også hun blev tavs. Den indøvede sorg forsvandt fra hendes ansigt på et øjeblik, som om nogen havde slukket for en lampe.
— Lars… det… det må være en misforståelse, stammede Sara og klappede mappen sammen med rystende hænder. — Det er bare en reklamebrochure. Jeg tog den med fra gaden.
— Nok, sagde Lars.
Ordet skar gennem rummet som et piskesmæld.
— Reklamebrochurer bliver ikke underskrevet. Og der bliver ikke udstedt personlige fakturaer på 150.000 kroner på baggrund af en folder. Jeg ved det hele. Og Mette ved det hele.
Hanne forstod straks, at benægtelse ikke længere kunne redde dem. På et splitsekund skiftede hun taktik. Hun rettede ryggen, kneb øjnene sammen og gik direkte til angreb.
— Og hvad så? råbte hun skingert og stirrede trodsigt på sin søn. — Ja, det er til en operation! Mener du virkelig, at din søster ikke har ret til et personligt liv? Hun er fireogtredive, hun har ingen mand, ingen udsigter, ingenting! Hun er nødt til at finde en ordentlig mand med penge, så Sofie kan få en fremtid. Hvem vil have hende, som hun ser ud nu? Det her er en investering i hendes liv! Og I har rigeligt! Mette bager jo sine kager, hun tjener bare nogle flere penge. I er forpligtet til at hjælpe!
Mette sad i lænestolen og lyttede til den strøm af ord med en mærkelig, næsten rolig forbløffelse. Hannes logik var så forvrænget, at den ikke engang vakte vrede længere. Den fremkaldte kun en kold væmmelse.
— En investering? gentog Lars og tog et skridt hen imod sin mor. — Så I besluttede altså at investere i min søsters nye mave og nye bryster for vores penge?