— Hanne, hvor er min grå rullekravetrøje? Og hvorfor er der ingen hytteost i køleskabet? Mor bad dig jo i går om at købe noget.
Hanne blev stående helt stille ved vasken med en tallerken i hånden. Lars stod i køkkendøren, allerede klædt på til at køre ud på byggepladsen, kort for hovedet og tydeligt presset på tid. Bag ham anede man Karen i en falmet, udvasket morgenkåbe.
— Rullekraven ligger i skabet, på hylden med vintertøjet, svarede Hanne lavmælt. — Og hytteosten… jeg havde ikke flere penge.
— Ikke flere penge? Karen skubbede sig forbi sin søn og kom ind i køkkenet. — Lars gav dig jo penge i sidste uge!
Hanne sænkede blikket. De penge var gået til el, varme og de piller, som netop Karen skulle bruge. Men det nyttede ikke at forklare det. I dette hjem havde hendes ord for længst mistet enhver vægt.
— Hold nu op med bare at stå dér som en statue! eksploderede Lars. — Jeg kommer for sent på arbejde, og du står her og gør alting besværligt. Spørg Mette, om du kan låne lidt. Hun er jo vistnok din veninde.
Han rev skabslågen op, greb rullekravetrøjen og forsvandt ud i entréen. Karen sukkede tungt og rystede på hovedet med et udtryk, som om hun bar hele verdens uretfærdighed på sine skuldre.
— Du slider ham helt op, Hanne. Manden knokler som et trækdyr, og herhjemme får han ikke et øjebliks fred. Dengang jeg var ung, opførte koner sig anderledes.
Yderdøren smækkede. Stilheden bredte sig i lejligheden som et tungt tæppe. Hanne tyggede mekanisk videre på sin mad med margarine; smør blev kun købt, når der kom gæster, eller når der var højtid. Hvorfor fandt hun sig stadig i det? Hvorfor kunne hun ikke bare sige højt, at hun underviste seks lektioner om dagen på skolen, havde ansvar for en hel klasse, forberedte elever til prøver og bagefter kom hjem for at vaske, gøre rent og lave mad til tre mennesker? Alt sammen oveni de småbeløb, som hendes mand nådigt udleverede til det, han kaldte “kvindeudgifter”.
Ringeklokken skar gennem hendes tanker. Udenfor stod Mette, naboen fra femte sal, med en indkøbspose i hånden.
— Hanne, hvordan går det med dig? Du ser helt slået ud igen.
— Det er ingenting, svarede Hanne automatisk og lod hende komme med ud i køkkenet.
— Den må du længere ud på landet med. Du er femogfyrre år, men rødmer stadig som en skolepige, bare nogen hæver stemmen. Mette gik direkte til sagen. — Hvad er der nu sket?
Da brast der noget i Hanne. Ordene kom uden at spørge om lov. Hun fortalte om hytteosten, hun ikke havde råd til at købe, om bebrejdelserne, der aldrig holdt op, om pengene, som aldrig rakte til det mest nødvendige, og om svigermoren, der behandlede hende som en hushjælp uden løn.
— Ved du egentlig godt, at den her lejlighed halvt om halvt er din? spurgte Mette pludselig. — Den blev jo købt for pengene fra salget af dine forældres lejlighed, ikke?
— Men papirerne står i Lars’ navn…
— Og hvad så? I var gift, da den blev købt, så du har rettigheder. Mette trak stolen tættere på. — Hør nu… hvad nu hvis du…
Hun fuldførte ikke sætningen, men Hanne forstod alligevel. Noget gav et ryk i brystet på hende, og hun vidste ikke, om det var frygt eller et spinkelt håb. Skilsmisse? Efter tredive års ægteskab? Men hvordan skulle det overhovedet kunne lade sig gøre? Hvad skulle hun leve af? Og hvad ville børnene sige?
— Tænk i det mindste over det, sagde Mette sagte. — Du har vel ikke tænkt dig at bruge resten af dit liv på at være tjenestepige?
Da naboen var gået, blev Hanne siddende længe ved køkkenbordet og stirrede ud ad vinduet. Nede i gården legede børnene, unge mødre skubbede barnevogne frem over fliserne, og de større børn fyldte eftermiddagen med støj og bevægelse.