Teenagere susede hen over fliserne på løbehjul. Overalt omkring hende var der liv, lyd og bevægelse, men Hanne følte det, som om hun sad bag glas og betragtede det hele udefra.
Om aftenen kom Lars sent hjem, træt og sulten. Hanne varmede maden, satte tallerkenen foran ham og ryddede bagefter af bordet. Det var den samme gamle rutine, slebet glat gennem årene. Han talte lidt om arbejdet, men uden egentlig at vente på, at hun svarede. For ham var hun for længst blevet en del af baggrunden, næsten som et møbel i lejligheden.
— For resten, jeg skal på tjenesterejse i morgen. En uge, sagde han henkastet, mens han zappede mellem tv-kanalerne. — Til Viborg. Der er et projekt, der skal afsluttes. Jeg tager penge til turen fra din løn. Min er allerede brugt.
Hanne løftede blikket fra de strømper, hun sad og stoppede.
— Men hvad så med regningerne? De skal betales i morgen…
— Så må du låne af nogen. Spørg Mette, for eksempel. Lars fjernede ikke øjnene fra skærmen. — Jeg betaler det tilbage senere.
Senere. Jeg betaler det senere. Hvor mange gange havde hun ikke hørt netop de ord? Og hvor mange gange havde det ikke været hende, der bagefter måtte stå og forklare sig over for folk, fordi gælden aldrig blev betalt?
Den nat lå Hanne vågen ved siden af sin snorkende mand og stirrede op i loftet. Mettes sætning kørte rundt i hovedet på hende: “Du har vel ikke tænkt dig at bruge resten af dit liv på at være tjenestepige?”
Engang havde hun jo været en helt anden. På seminariet var hun blevet valgt som holdrepræsentant, og de andre studerende kom til hende, når de havde brug for råd. Hun havde drømt om stor kærlighed, om et ægteskab, hvor begge parter stod lige, og om at opdrage børn i et hjem præget af respekt og forståelse. Hvornår var det gået galt? Hvornår havde hun sagt ja til at blive en skygge?
Næste dag fulgte Hanne Lars af sted på hans tjenesterejse. Han tog en taxa til stationen og efterlod hende med den sædvanlige formaning:
— Hold øje med mor, husk hendes medicin, og sørg for, at der er orden herhjemme.
Karen havde sat sig godt til rette i stuen foran fjernsynet med en kop te.
— Hanne, kunne du ikke købe nogle småkager til mig? Jeg har sådan lyst til noget sødt.
— Hvad skulle jeg købe dem for? røg det ud af Hanne.
Svigermoren stirrede forbløffet på hende.
— Hvad mener du med det? Du får jo din lærerløn.
— Den går til Deres medicin og regningerne.
— Nå, så det er sådan, det hænger sammen! Karen rejste sig fra sofaen. — Så du under ikke en syg gammel kvinde lidt sødt! I tredive år har jeg behandlet dig som min egen datter, og så…
Hanne hørte de velkendte bebrejdelser begynde, men pludselig stod én tanke helt klart i hende: Nu var det nok. Nok med at undskylde, fordi hun brugte sin egen løn på nødvendige udgifter. Nok med at føle skyld over, at hun ikke kunne købe småkager for penge, der ikke fandtes.
— Karen, afbrød hun sin svigermor, — jeg går til lægen. Jeg har fået voldsom hovedpine.
Det var ikke sandt. Hanne var på vej til en jurist.
Adressen på den juridiske rådgivning havde hun fundet på nettet aftenen før. Nu sad hun i bussen med en lille seddel klemt hårdt mellem fingrene og kunne næsten ikke tro, at hun virkelig havde turdet tage dette skridt.
Anne, en kvinde med gråt i håret og et roligt, opmærksomt blik, lyttede til hendes fortælling uden at virke overrasket.
— Desværre er Deres situation ret almindelig, sagde hun. — Psykisk pres gennem økonomisk kontrol forekommer ofte i familier. Men De har fuldt grundlag for at kræve bodeling.
— Og hvis han nægter? Han vil sige, at alle pengene er hans…
— Lejligheden blev købt, mens I var gift. Det er uden betydning, hvem den står registreret på. De har ret til halvdelen.