Retssagen blev sat til to måneder senere. Det blev to måneder, der føltes som en endeløs straf: bebrejdelser, pres, hentydninger og direkte trusler. Børnene stillede sig først på Lars’ side. De forstod ikke, hvorfor deres mor pludselig ville “ødelægge familien”. Men Hanne gav ikke efter.
Den dag, hun skulle møde i retten, tog hun et enkelt, mørkt jakkesæt på og lagde for første gang i årevis læbestift på. Retssalen var kvælende varm, og luften var tung af papir, støv og menneskers nervøsitet. Lars sad ved siden af sin advokat og gjorde sig tydeligt umage for ikke at se på hende.
— Sagsøger, De kan fremlægge Deres forklaring, sagde dommeren.
Hanne rejste sig. Munden var tør, og stemmen ville først ikke bære, men hun tvang ordene frem.
— Deres nåde, i tredive år har jeg levet i et ægteskab, hvor jeg blev behandlet som en ejendel. Jeg arbejdede, men jeg havde ikke ret til selv at råde over de penge, jeg tjente. Lejligheden blev købt for pengene fra salget af min forældres bolig, men den blev skrevet i min mands navn. Jeg beder kun om, at retfærdigheden bliver genoprettet.
— Hun lyver! råbte Lars, før han kunne standse sig selv. — Jeg har forsørget hende! Hun har aldrig manglet noget!
— Jeg havde ikke engang råd til at købe hytteost, sagde Hanne lavt. — De sidste år levede jeg ofte af brød med margarine, fordi alt, hvad jeg havde, gik til familiens udgifter. Til mig selv var der aldrig noget tilbage. Det er ikke et liv. Det er bare at overleve.
Sagen trak ud i tre timer. Vidner blev afhørt, dokumenter gennemgået, og retten undersøgte nøje, hvor pengene til lejligheden egentlig var kommet fra. Til sidst trak dommeren sig tilbage for at træffe afgørelse.
Da kendelsen blev læst op, var den til Hannes fordel. Hun fik ret til en etværelses lejlighed og en økonomisk kompensation. Det var ikke nogen formue, men det var nok til, at hun kunne begynde forfra.
Lars forlod retssalen uden at vende sig om. Karen sendte sin svigerdatter et blik, der var så fyldt med had, at det næsten gjorde fysisk ondt.
— Du ender alene, hvæsede hun. — Hvem skulle dog have brug for dig nu?
Måske havde Karen ret. Måske ville Hanne faktisk blive alene. Men for første gang i tredive år var ensomheden ikke det, der skræmte hende mest. Det eneste, hun frygtede, var igen at blive reduceret til en skygge i et liv, der tilhørte andre.
Den nye lejlighed var lille, men lys. Ét værelse, et køkken og et badeværelse. Efter den gamle treværelses føltes den næsten som et dukkehus. Alligevel var der én afgørende forskel: den var hendes.
Hanne købte nogle enkle møbler, hængte billeder af børnene på væggene og stillede en potte med pelargonier i vindueskarmen. Om aftenen lavede hun te og satte sig med en bog — en luksus, hun i årevis havde været afskåret fra. Ingen krævede, at maden stod på bordet på et bestemt tidspunkt. Ingen skruede fjernsynet op, så ruderne dirrede. Ingen bebrejdede hende, at hun havde “smidt penge væk” på bøger.
Langsomt begyndte børnene også at tø op. Mikkel kom forbi i weekenderne og hjalp hende med småreparationer. Sofie tog børnebørnene med på besøg. Lidt efter lidt gik det op for dem, at deres mor ikke havde ødelagt familien. Hun havde reddet sig selv.
En aften ringede Mette.
— Nå, Hanne? Hvordan går det? Fortryder du?
Hanne stod ved vinduet og så ned i gården, hvor nogle børn legede. Et sted langt væk, i et liv der ikke længere var hendes, sad Lars sikkert foran fjernsynet og spiste aftensmad, mens Karen beklagede sig til en ny hushjælp over utaknemmelige svigerdøtre.
— Ved du hvad, Mette, sagde Hanne stille. — Jeg troede, jeg ville komme til at fortryde. Men det eneste, jeg fortryder, er, at jeg ikke gjorde det meget tidligere. Så mange år gik tabt.
Hun lagde røret på og vendte tilbage til sin bog. På bordet dampede en kop kaffe — god kaffe, som hun stadig købte, selv om den var dyr. For nogle ting er mere værd end penge. For eksempel retten til at være sig selv.