Anne trak en stak formularer frem fra skuffen og lagde dem sirligt på bordet foran hende.
— Det afgørende spørgsmål er, om De er parat til at tage kampen, sagde hun lavmælt. — Han kommer ikke til at acceptere det uden modstand.
Hanne så for sig, hvordan Lars ville se ud, når stævningen fra retten nåede ham. Hun kunne næsten høre råbene allerede: bebrejdelserne, truslerne, det velkendte pres, som altid havde fået hende til at tie. Men så dukkede samtalen fra samme morgen op i hendes erindring — den om hytteost og småkager. Hun huskede, hvordan hun i tredive år havde måttet bede om penge til selv de mest nødvendige ting i sit eget hjem.
— Jeg er parat, sagde hun.
En uge senere kom Lars hjem fra forretningsrejse. Han var solbrændt, veltilpas og i usædvanligt godt humør. Under aftensmaden fortalte han ivrigt om projektet, der var blevet afsluttet med succes, og om den bonus, ledelsen havde stillet ham i udsigt. Hanne nikkede og lyttede uden at sige ret meget. Hele tiden tænkte hun på mappen med dokumenter, som lå gemt bagerst i skabet blandt lagner og håndklæder.
— For resten, jeg skal i banken i morgen, sagde han og lænede sig tilbage på stolen. — Jeg skal have omlagt en konto. Er du hjemme om formiddagen?
— Ja, det er jeg, svarede Hanne stille.
Hun fortalte ham ikke, at hun næste morgen ville indlevere skilsmissepapirerne. Det kunne han få at vide om aftenen, når han kom tilbage fra banken og opdagede, at halvdelen af pengene på kontoen var blevet spærret efter rettens beslutning.
Anne havde forklaret hende det nøje: Så snart der blev indgivet krav om bodeling, kunne de omstridte midler og værdier sikres, så ingen af parterne kunne nå at flytte dem. Lars ville først opdage det, når han stod i banken.
Den nat lå Hanne vågen og stirrede op i mørket. Hun gennemlevede den kommende dag igen og igen i tankerne. Var hun bange? Ja, frygteligt. Alligevel mærkede hun for første gang i mange år en mærkelig ro. Som om hendes liv, ganske langsomt, var ved at vende tilbage til hende selv.
Om morgenen fulgte hun ham til døren, som hun altid gjorde. Hun rakte ham hans dokumentmappe og kyssede ham let på kinden. Lars bemærkede ikke, at hendes hænder rystede.
Retsbygningen tog imod hende med kølige marmortrin og hule ekkoer fra de lange gange. Hanne gik hen til skranken i kontoret og lagde papirerne frem.
— Jeg vil indgive et søgsmål, sagde hun.
Hun blev næsten overrasket over, hvor fast og roligt hendes egen stemme lød.
En time senere gik hun hjemad som et andet menneske. Nu var processen sat i gang. Der fandtes ikke længere nogen vej tilbage.
Telefonen ringede omkring klokken tre om eftermiddagen. Det var Lars.
— Hvad fanden foregår der? brølede han i røret. — Hvad er det, du har gjort? De siger i banken, at kontoen er spærret! Hvad er det for noget med skilsmisse?
— Jeg har indgivet sagen til retten, sagde Hanne. — Om bodeling.
Der blev stille længe. Så kom hans stemme igen, lavere, men endnu farligere:
— Er du blevet vanvittig? Jeg er hjemme om en halv time. Og så trækker du den ansøgning tilbage. Hører du?
— Nej, sagde hun. — Det gør jeg ikke.
Hun lagde røret på og forberedte sig på den sværeste samtale, hun nogensinde havde haft.
Lars stormede ind i lejligheden som et uvejr. Han råbte, slog ud med armene og krævede forklaringer. Karen stod henne i hjørnet og jamrede, mens hun kaldte sin svigerdatter utaknemmelig. Hanne sad ved køkkenbordet uden at afbryde nogen af dem.
— Du har ødelagt hele mit liv! skreg Lars. — I tredive år har jeg slidt for dig! Boligen, bilen, sommerhuset — alt sammen har været for din skyld! Og så opfører du dig som en slange i græsset…
— Nej, sagde Hanne roligt. — Det hele var for din egen skyld. I dette hjem har jeg været tjenestepige. Jeg havde ingen penge, ingen beslutninger og ingen stemme.
— Hvad ved du overhovedet om penge? Han greb sig til hovedet. — En kvinde skal tage sig af hjemmet, ikke blande sig i økonomi!
— Så må en mand også forsørge sin kone, sagde hun, — i stedet for at tvinge hende til at tigge om penge til brød.
Ordene ramte som en lussing. Lars tav brat. Et øjeblik stod han bare og stirrede på hende. Så vendte han sig hårdt om, gik ind på sit værelse og smækkede døren efter sig.