— Er du overhovedet klar over, hvad du lige sagde? Lars blev stående midt på køkkengulvet med jakken på og mobilen i hånden; han havde ikke engang taget skoene af. — Du siger det her til mig i december. Lige før nytår.
— Ja, det gør jeg, svarede Anna roligt og tog en lille slurk af teen, der for længst var blevet lunken. — Det er netop derfor, jeg siger det nu og ikke senere.
— Senere? Hvornår er det? Når min mor til sidst fryser ihjel i sit eget hus? Hans stemme steg. — Når hun ligger helt ned?
— Lars, lad os nu undvære dramaet. Anna så direkte på ham. — Du er lige kommet hjem fra hende. Hun lever, hun er rask, og med dine egne ord “brokker hun sig bare”.
— Hun brokker sig ikke, hun beder om hjælp! Det er altså ikke det samme!
— Jo, sagde Anna og satte koppen fra sig. — Hun beder dig om at indrette alting på den måde, der passer dig bedst. Og du vil gerne gøre det, der er lettest for dig, men på min bekostning.
Et kort, anspændt grin slap ud af Lars; det lød mere vredt end morsomt.
— Så er vi i gang igen. Du får altid vendt det hele på hovedet. Jeg sagde bare, at min mor har det svært alene. Det er vinter, der ligger sne, og huset er gammelt. Hvad er der at fordreje?
— Og jeg sagde bare, at jeg ikke er parat til at bære det dér. Hverken med kroppen eller med hovedet.
— Hvem skal så?! Han tog et skridt nærmere. — Mig alene? Tror du, jeg er lavet af jern?
— Du er en voksen mand. Og det er din mor. Anna løftede let på skuldrene. — Jeg forhindrer dig ikke i noget. Kør derud. Hjælp hende. Gør det, du mener er rigtigt.
— Gør du grin med mig? Lars lo skarpt. — Du sidder her i en varm lejlighed, din lejlighed, for resten, mens min mor fryser! Og dit svar er bare: “Så kør derud”?
— Mit svar er: lad være med at trække mig ind i noget, jeg ikke ønsker at være en del af, sagde Anna hårdt. — Det er ærligt.
Han flåede huen af og kastede den hen på den lille skænk.
— Det er præcis derfor, min mor aldrig har kunnet lide dig. Hun sagde det allerede i begyndelsen: “Hun er kold, Lars. Hun er ligeglad med alt.”
— Så må du hilse din mor, sagde Anna og rejste sig, — og fortælle hende, at jeg ikke har pligt til at behage hende. Og jeg har heller ikke pligt til at leve efter hendes forventninger.
— Kan du høre dig selv?! Han var tæt på at råbe. — Det her er familie! Almindelige mennesker samles i december, hjælper hinanden og gør sig klar til højtiden!
— Netop. Anna smilede uden glæde. — Almindelige mennesker. Hos os gentager det samme sig hver eneste december: din mor, hendes hus, hendes problemer og dig, der lader som om, du og jeg ikke har vores eget liv.
December lugtede af mandariner og sammenstød.
— Anna, sagde Lars lavere og satte sig over for hende. — Lad os tale ordentligt. Nytår står for døren. Hun er alene. Lad os i det mindste få hende herind i helligdagene.
Anna trak langsomt vejret ind.
— Sig det én gang til.
— Altså… Han tøvede. — Midlertidigt. Et par måneder. Bare til frosten slipper.
— I min lejlighed? spurgte hun.
— I vores, rettede han automatisk.
— Nej, skar Anna igennem.