— Ikke “vores”. Min lejlighed. Og svaret er stadig nej.
— Vil du ikke engang tale om det? udbrød han.
— Jeg har talt om det i tre år, Lars. Hver eneste december. Det er kun ordene, der bliver pakket anderledes ind.
— Du er bare bange for at tage ansvar! røg det ud af ham. — Det er lettere for dig at lukke døren og sige: “Det angår ikke mig.”
— Fordi det ikke er mit ansvar, svarede hun roligt. — Jeg giftede mig ikke med din mor. Og jeg har aldrig sagt ja til at leve i et trepersoners ægteskab.
Han sprang op fra stolen.
— Og hvis jeg siger, at vi ikke kommer videre, hvis du ikke går med til det? Hvad så?
Anna så længe på ham.
— Så betyder det vel, at vi allerede er gået i stå.
Tavsheden lagde sig mellem dem, tung og klæbrig. Udenfor var der nogen, der fyrede fyrværkeri af alt for tidligt, skævt og tåbeligt, sådan som det sker i boligkvarterer midt i december.
— Afpresser du mig nu? spurgte Lars dæmpet.
— Nej. For første gang siger jeg sandheden.
Han lod hånden glide hen over ansigtet.
— Jeg er træt, Anna. Virkelig træt. Min mor presser mig. Du presser mig. Og jeg står midt imellem jer som en komplet idiot.
— Jeg presser dig ikke, sagde hun og rystede langsomt på hovedet. — Jeg siger bare nej.
— For dig er det det samme. Hvis noget ikke bliver, som du vil have det, så er det imod dig.
— Nej. Hvis noget ikke bliver, som du vil have det, så bliver jeg den onde. Egoistisk. Kold. Hjerteløs.
— Det er dig selv, der bruger de ord.
— Nej, Lars. Det er dig, der har sat dem på mig. Længe nu.
Han satte sig igen og stirrede ned i bordpladen.
— Hun sagde i dag, begyndte han lavmælt, — at hvis det fortsætter sådan, ender huset alligevel hos mig. Men hun ved ikke, om hun lever længe nok til det.
Anna løftede langsomt blikket.
— Så kom vi endelig frem til det egentlige.
— Lad være.
— Jeg lader være. Jeg lytter. Du tænker ikke på, hvordan du kan hjælpe hende. Du tænker på, hvad der sker bagefter.
— Det passer ikke!
— Jo. Og det ved du godt.
Han rejste sig brat.
— Ved du hvad? Jeg tager hen til hende. Nu. Og du kan tænke dig om. Grundigt. Det er snart nytår, Anna. Ikke ligefrem det bedste tidspunkt for ultimatummer.
— Det er ikke et ultimatum, sagde hun stille efter ham. — Det er min grænse.
Døren smækkede.
Anna blev siddende alene. I køkkenet hang duften af te sammen med den kolde luft, der sivede ind gennem det halvåbne vindue. Et sted i naboopgangen lød en skinger nytårsreklame fra et fjernsyn.
Hun satte sig bedre til rette og foldede hænderne om kruset.
Hver december det samme. Men i år ville hun ikke længere lade, som om det hele var i orden.
Telefonen forblev tavs. Uret tikkede. Udenfor faldt våd sne mod ruden.
Efter en time kom beskeden.
“Jeg er hos min mor. Vi er nødt til at tale alvorligt sammen. Efter helligdagene.”
Anna slukkede skærmen.
— Efter helligdagene, gentog hun højt. — Selvfølgelig.
Hun vidste allerede, at det, der ventede, ville blive tungere: både samtalerne og beslutningerne.