Konen kom ved et tilfælde til at overhøre sin mand og sin svigermor, og næste morgen besluttede hun at pakke sine ting.
Anna vågnede ved lyde, der sivede ind fra køkkenet. På uret stod der halv to. Hun blev liggende i sengen, helt stille, mens hun forsøgte at forstå, hvem der dog kunne være oppe på den tid af natten. Så genkendte hun stemmen. Det var hendes svigermor.
— Lars, hvor længe skal det her fortsætte? hvislede Karen. — Hun har jo fuldstændig taget magten herhjemme!
Anna stivnede under dynen. Hvem var det, de talte om?
— Mor, dæmp dig. Anna sover, svarede hendes mand lavmælt.
— Det er jeg ligeglad med! Lad hende bare høre det! Måske går det endelig op for hende, hvad hun har gang i!
Annas hjerte begyndte at hamre så voldsomt, at det føltes, som om slagene måtte kunne høres i hele lejligheden. Nu var hun ikke længere i tvivl. Det handlede om hende.
— I går bad jeg hende om at skrælle kartoflerne, fortsatte Karen ophidset. — Og hvad svarede hun? At hun nok selv skulle finde ud af, hvornår det skulle gøres! Har du nogensinde hørt noget lignende? Til mig, i min alder!
— Mor, hold nu op…
— Nej, du skal ikke forsvare hende! I femogtredive år har jeg tiet stille! Jeg troede, hun med tiden ville komme til fornuft og forstå, hvem der bestemmer i huset. Men nej, det bliver kun værre og værre!
Anna lukkede øjnene. Herregud, hvad var det, kvinden stod og sagde? Hvilke kartofler? Hele dagen i går havde Anna gjort rent, lavet mad og vasket tøj. Og nu var det altså kartoflerne, der var problemet?
— Og se i det hele taget på hende, fortsatte svigermoren. — Hun går rundt, som om hun var en eller anden prinsesse! Hvad kan hun egentlig? Hun kan ikke lave ordentlig mad, hun holder ikke styr på hjemmet…
— Mor, lad det ligge.
— Nej, det gør jeg ikke! Lars, er du en mand eller hvad? Hvorfor tillader du, at din kone fortæller dig, hvad du skal gøre?
— Der er ingen, der fortæller mig noget!
— Jo, det er der! Jeg husker tydeligt, da du ville skifte bil. Hun var imod det. Du ville købe sommerhus. Igen sagde hun nej! I alt spørger du først efter hendes mening!
Anna satte sig langsomt op i sengen med åben mund. Hvilken bil? Hvilket sommerhus? De havde jo altid truffet den slags beslutninger sammen. Eller havde hun taget fejl alle de år?
— Ved du, hvad jeg tror? Karens stemme blev lavere, men netop derfor lød den endnu mere giftig. — Hun sætter ikke pris på dig. Overhovedet ikke.
— Mor…
— Lad være med at sige “mor” på den måde! Jeg ser jo, hvad der foregår! Du slider som et trækdyr, og hvad gør hun? Hun ligger på sofaen og glor fjernsyn!
Anna gispede efter vejret. Ligger på sofaen? Var kvinden blind? Eller nægtede hun bare med vilje at se, at Anna arbejdede fra morgen til aften uden et øjebliks ro?
— Og utaknemmelig er hun også! tilføjede Karen. — Tænk på alt det, jeg har gjort for hende! Da hun var syg, passede jeg hende! Da I manglede penge, hjalp jeg jer! Og alligevel opfører hun sig, som om hun har ret til at se ned på mig!
— Der er ingen, der ser ned på dig, mor.
— Jo, der er! I går spurgte jeg hende, hvorfor hun ikke tog telefonen, når jeg ringede. Ved du, hvad hun sagde? At hun havde travlt! Travlt! Hvad i alverden kan hun have så travlt med?
Anna huskede straks dagen før. Fem ubesvarede opkald fra svigermoren. Ja, hun havde ikke taget den. Hun havde stået ved komfuret og lavet frokost til hele familien.
— Lars, sagde Karen nu så lavt, at ordene næsten forsvandt i mørket, — synes du ikke, tiden er kommet til at ændre noget?
— Hvad mener du?
— Jamen… du må tale alvorligt med hende. Forklare hende, hvordan man opfører sig. Hun tror åbenbart, at hun kan tillade sig hvad som helst!
— Mor, vi har været sammen i femogtredive år…
— Netop! I femogtredive år har du fundet dig i det! Og hvad har hun gjort for dig? Børnene har hun ikke engang opdraget ordentligt, og hjemmet sejler…
Anna knyttede hænderne under dynen. Børnene? Som om hun ikke stort set havde båret det ansvar alene. Og hjemmet… Gud i himlen, hvad var det for noget, den kvinde fandt på?
— Jeg siger ikke, at du skal smide hende ud, fortsatte Karen. — Men hun skal sættes på plads! Hun må lære, hvor hun hører til!
Derefter fulgte en lang, tung stilhed. Anna lyttede anspændt og turde næsten ikke trække vejret.
— Godt, mor. Det er sent. Gå nu i seng.
— Tænk over det, jeg har sagt, Lars. Tænk dig grundigt om.
Der lød slæbende skridt fra hjemmesko hen over gulvet, og kort efter smækkede en dør. Så gik hendes mand ud på badeværelset, kom tilbage og lagde sig igen. Hans vejrtrækning blev hurtigt rolig og jævn.
Anna lå derimod med blikket rettet mod loftet. Søvnen var forsvundet for altid den nat.
Næste morgen stod Lars op, som om intet overhovedet var hændt. Han fløjtede muntert under bruseren, satte sig siden ved morgenbordet og læste nyheder på sin telefon.