— Lars, — sagde Anna og satte kaffekoppen foran ham. — Vi er nødt til at tale sammen.
— Mm, — svarede han uden at løfte blikket fra skærmen.
— Jeg mener det. Vi skal tale alvorligt.
— I aften, Anna. Jeg har travlt i dag. Der er en vigtig præsentation på arbejdet.
Han bøjede sig frem, kyssede hende let på kinden og gik. Det samme lille kys, den samme morgenrutine. Som om nattens ord aldrig var blevet sagt.
Anna blev siddende ved bordet og stirrede på den halvtomme kaffekop, han havde efterladt. Hvordan kunne man leve sådan? Bo under samme tag med et menneske og alligevel være usynlig for ham?
Klokken ni ringede Karen.
— Anna, hvorfor tog du ikke telefonen i går?
— Jeg var optaget.
— Optaget! — fnøs svigermoren. — Hvad i alverden kunne du dog have så travlt med?
Anna tav. Det ville ikke nytte at forklare noget. Karen ville alligevel ikke forstå det.
— Hør her, — fortsatte Karen. — Jeg kommer forbi i dag. Der er noget, vi skal have talt igennem.
— Hvad er det, vi skal tale om?
— Det får du at se. Jeg er der omkring klokken tolv.
Forbindelsen blev afbrudt. Anna blev stående med telefonen i hånden og mærkede pludselig, at grænsen var nået. Hun kunne ikke mere. Ikke flere belæringer. Ikke flere evige bebrejdelser. Ikke mere af det hus, hvor man talte om hende, som om hun var en fremmed, der tilfældigvis havde forvildet sig ind.
Hun rejste sig og gik ind i soveværelset. Inde i skabet fandt hun den gamle kuffert frem, den de havde købt dengang, de skulle på bryllupsrejse. Den var støvet, og håndtaget hang halvt løst.
Så begyndte hun at pakke. Langsomt, omhyggeligt. Kjoler, bluser, undertøj. Hænderne rystede, men hun blev ved.
Hvor skulle hun tage hen? tænkte hun. Til Mette? Hendes datter ville blive chokeret. Hun ville spørge: Mor, er I blevet uvenner? Og hvad skulle Anna svare? At far og farmor mente, hun var en doven snylter?
Hun lagde billeder af børnene ned, papirer, sine yndlingsbøger. Kufferten viste sig hurtigt at være for lille. Femogtredive år af et liv kunne åbenbart rummes i én eneste kuffert.
Til sidst satte hun sig på sengekanten og begyndte at græde. Stille, uden hulk, næsten lydløst.
Dørtelefonen skar gennem stilheden. Karen var kommet før tid.
— Luk op! — lød det skarpt gennem røret.
Anna tørrede kinderne og gik ud for at åbne. Svigermoren stormede ind i entréen, som var hun en general på vej til angreb.
— Nå, skal vi så tale? — Hun marcherede direkte ud i køkkenet og satte sig ved bordet. — Sæt dig.
Anna satte sig over for hende. Hun så på den ældre kvinde og tænkte pludselig: Var det virkelig hende, jeg har været bange for i femogtredive år?
— Sagen er den, — begyndte Karen. — Jeg talte med Lars i går. Længe.
— Det hørte jeg.
— Gjorde du? — Karen kneb øjnene sammen. — Jamen så forstår du vel også, hvad det drejer sig om.
— Ikke rigtigt.
— Anna, — sagde hun nu med en blød, næsten moderlig stemme. — Du er en klog kvinde. Du kan da ikke lade, som om du ikke selv kan se, hvad der foregår.
— Hvad er det, der foregår?
— Du har forandret dig. Meget. Du er blevet sådan… egenrådig.
Anna svarede ikke.
— Før lyttede du til mig. Du tog imod mine råd. Men nu? Nu svarer du igen.
— Hvornår har jeg svaret igen?
— Hele tiden! Også i går! Jeg spurgte dig, hvorfor du ikke tog telefonen, og du blev næsvis.
— Jeg sagde bare, at jeg havde været optaget.
— Netop! Med den tone! — Karen slog håndfladen ned i bordet. — Og i forgårs var det det samme. Jeg sagde, at suppen var alt for salt, og du tav bare. Du bad ikke engang om undskyldning!
Anna betragtede hende og kunne næsten ikke fatte, at hun aldrig før havde set vanviddet så tydeligt.
— Karen, — sagde hun roligt. — Spiste du overhovedet af suppen?
— Hvad har det med sagen at gøre?
— Spiste du den, eller gjorde du ikke?
— Altså… jeg smagte på den.
— Du tog én skefuld og erklærede, at den var for salt.
— Ja! Og hvad så?
— Lars spiste hele sin portion. Han bad endda om mere.
Et øjeblik så Karen usikker ud, men hun samlede sig hurtigt.
— Af høflighed! Min Lars er taktfuld. Han ville ikke såre dig.
— Jeg forstår, — sagde Anna og rejste sig. — Karen, jeg er nødt til at gå.
— Gå? Hvor skulle du dog gå hen? Vi er slet ikke færdige med at tale!
— Jo, det er vi.
Anna forlod køkkenet og gik hen mod kufferten.
— Hvad er nu det? — Karen fulgte efter hende og stivnede, tydeligt rystet.