— Mads, du bliver nødt til at tale med din kone! Hvad bilder hun sig ind?! Hun har smidt mig ud på trappen!
Mads sad på kontoret og sorterede kontrakter, da telefonen pludselig nærmest eksploderede i hysteriske råb.
— Mads! Tal med din kone! Hun har sat mig på gaden! Hvem tror hun, hun er?!
Mettes stemme rystede af både raseri og gråd. Mads skubbede mapperne fra sig og mærkede den velkendte hovedpine begynde at banke ved tindingerne.
— Mette, tag det roligt. Hvad er der sket?
— Hvad der er sket?! — stemmen sprang en oktav op. — Din kone… den… hun har kastet alle mine ting ud i opgangen! Hun tog dem bare og smed dem ud! Som om de var affald! Nu står jeg her på reposen med naboerne gloende på mig, som om jeg var… som om jeg var hjemløs! Forstår du det, Mads?! Hun har ydmyget mig foran alle!
Mads lukkede øjnene og gned sig over næseryggen. I de sidste to uger havde han godt fornemmet, at noget derhjemme var ved at gå skævt. Anna var blevet tavs og anspændt, og Mette… ja, Mette opførte sig, som om hun boede på et femstjernet hotel med fuld service.
— Hvad skete der lige inden? — spurgte han forsigtigt.
— Ingenting! Absolut ingenting! — Mette hulkede efter vejret. — Jeg boede der bare og læste til mine optagelsesprøver. Jeg generede ikke nogen. Og så kommer hun stormende ind på mit værelse… altså gæsteværelset… og råber, at jeg skal flytte! Jeg sagde, at jeg var kommet for at bo hos min bror, og at det også er dit hjem, men hun… hun begyndte bare at mase mine ting ned i tasker! Mads, hun lod mig ikke engang pakke ordentligt! Hun skubbede mig bare ud ad døren sammen med mine ting!
Vreden steg i ham som kogende vand. Hvordan kunne Anna finde på det? Mette var hans lillesøster, næsten stadig et barn, og hun var kun kommet for at søge ind på universitetet. Og så blev hun behandlet sådan? I hans hjem?
— Er hun blevet fuldstændig vanvittig? — røg det ud af ham. — Hvor er du nu?
— I opgangen! Med tre tasker! Mads, jeg har jo ingen steder at tage hen! Jeg har prøve i overmorgen, jeg burde læse, og nu står jeg her og…
— Bliv, hvor du er. Jeg ordner det, — afbrød Mads kort og lagde på, før han nåede at høre resten af hendes gråd.
Hans fingre sitrede, da han ringede til sin kone. Hvert bip i røret føltes endeløst.
— Ja? — Annas stemme lød jævn. Alt for rolig.
— Anna, hvad foregår der?! — eksploderede Mads. — Vil du forklare mig, hvorfor min søster står i opgangen med alle sine ting?!
Der blev stille. Han kunne høre hendes åndedræt, roligt og kontrolleret.
— Fordi jeg bad hende flytte, og hun nægtede, — svarede Anna i samme afdæmpede tone. — Så jeg hjalp hende med at komme videre.
— Laver du sjov med mig?! — Mads’ stemme blev til et råb. Et par kolleger vendte sig om, og han drejede demonstrativt hen mod vinduet, mens han sænkede stemmen til en vred hvislen. — Det er min søster! En nittenårig pige, der er kommet for at gå til optagelsesprøver! Du har smidt hende ud, som om hun var den sidste…
— Mads, lad være med at fuldføre den sætning, — sagde Anna koldt. — Sig ikke noget, du kommer til at fortryde.
— Som jeg kommer til at fortryde?! — Han var tæt på at kvæles i forargelse. — Det er dig, der har smidt min søster ud! Et barn! Forstår du overhovedet, hvad du har gjort?
— Et barn, — gentog Anna, og noget farligt gled ind i hendes stemme. — Et “barn”, som på to uger ikke har vasket én eneste tallerken op efter sig. Et “barn”, som holder fester i vores lejlighed, mens vi er på arbejde. Et “barn”, som uden at spørge tog min nye kjole på og spildte rødvin ud over den. Et “barn”, som i morges meddelte mig, at hun ikke skulle nogen steder, fordi “hendes bror bor her”.
— Og hvad så?! — afbrød Mads hende. — Hendes bror bor her jo! Det er også mit hjem, eller har du glemt det?
— Nej, Mads, — Annas stemme blev lavere, og netop derfor endnu mere truende. — Det er mit hjem. Min lejlighed, som jeg købte for mine egne penge tre år, før jeg giftede mig med dig. Du bor her, fordi du er min mand. Din søster boede her, fordi du tiggede mig om det i to uger, og fordi jeg sagde ja. Midlertidigt. Kun mens hun skulle til optagelsesprøver.
— Nå, så det er din lejlighed nu! — knurrede Mads, selv om han mærkede, at jorden begyndte at skride under ham. Han ville bare ikke indrømme det. — Vi er en familie! Betyder det virkelig ingenting for dig?
— Netop fordi det handler om familie, Mads.