— … taler jeg med dig, i stedet for bare at få låsene skiftet, — svarede Anna skarpt. — Mads, din lille “pige” har opført sig egoistisk og uforskammet. Jeg har holdt det ud i fjorten dage. Jeg prøvede at tage den stille og roligt med hende. Jeg forklarede, at når man bor i en andens hjem, rydder man op efter sig selv, man larmer ikke midt om natten, og man roder ikke i andre menneskers ting. Ved du, hvad hun svarede?
Mads sagde ingenting. Hans kæber var spændt så hårdt sammen, at det næsten kunne høres gennem telefonen.
— Hun sagde: “Det her er min brors hjem, så jeg gør, hvad der passer mig. Hvis du ikke kan lide det, er det dit problem.” Præcis sådan, Mads. Ordret. Og da jeg bad hende finde et andet sted at være, meddelte hun mig, at hun ikke skulle nogen steder. Så ja, jeg stillede hendes ting ud i opgangen. Pænt pakket sammen, endda.
— Det var dit ansvar at løse det! — røg det ud af Mads. Han vidste allerede, at han lød dum, men ordene løb fra ham. — Det er dig, der bor der fast! Du burde have fundet en måde at komme overens med hende på!
— Mit ansvar? — Annas stemme blev helt stille af vantro. — Mads, hører du overhovedet dig selv? Mener du seriøst, at det er min pligt at opdrage din voksne søster?
— Hun er ikke voksen! Hun er nitten!
— Da jeg var atten, lejede jeg et lille værelse og arbejdede om aftenen for at kunne betale huslejen, — sagde Anna iskoldt. — Samtidig formåede jeg både at rydde op efter mig selv og lade være med at være fræk over for dem, der lod mig bo der. Så lad være med at bruge hendes alder som undskyldning.
— Det er ikke det samme! — Mads kunne mærke, at han var ved at tabe diskussionen, og netop derfor blev han endnu mere rasende. — Mette er opdraget anderledes, hun er vant til…
— Vant til hvad? — afbrød Anna ham. — At andre samler op efter hende? At hun kan tillade sig alt? At storebror nok skal glatte det hele ud? Mads, hun er nitten år. I den alder flytter folk hjemmefra, stifter familie, får børn, tager ansvar for deres eget liv. Og du står her og kalder hende et barn?
— Hold nu op med at spille så klog! — eksploderede Mads. — Forstår du overhovedet, hvad du har gjort? Hun står ude i opgangen! Hun skal til prøve i overmorgen! Hun har ingen steder at tage hen!
— Hun har en mor, der bor to timer herfra, — svarede Anna uden at blinke. — Hun kan få et kollegieværelse, hvis hun bliver optaget. Og hun har også penge til et hotelværelse — af dem, du så flittigt overfører til hende.
— Hvordan ved du noget om de overførsler? — slap det ud af Mads.
— Fordi det er vores fælles konto, dit geni, — sagde Anna træt. — Jeg kan se hver eneste betaling. Fem hundrede til lommepenge. Tusind til tøj. Syv hundrede mere til et eller andet, ingen ved hvad. På to uger, Mads. To tusind to hundrede kroner.
— Hun er min søster!
— Og hun blev mit problem! — For første gang hævede Anna stemmen. — Et problem, der sluttede for nøjagtig en time siden, da jeg satte hende uden for døren!
— Du… du er jo syg i hovedet! — hvæsede Mads, nu helt uden kontrol over sig selv. — Du er en kold, selvisk kvinde, der er fuldstændig ligeglad med min familie!
— Stop. — Annas stemme blev igen lav. — Mads, kaldte du mig lige syg i hovedet og selvisk?
Der var noget i hendes tone, der fik ham til at tie.
— Jeg… jeg blev bare revet med…
— Nej, vent. Lad os gøre den tanke færdig, — fortsatte Anna med en ro, der næsten var mere ubehagelig end vrede. — Jeg er altså selvisk, fordi jeg ikke vil leve i kaos i min egen lejlighed? Fordi jeg ikke vil have, at et menneske, jeg knap nok kender, går og snager i mine skabe? Fordi jeg er træt af at rydde op efter en voksen kvinde, som ikke engang kan hilse ordentligt?
— Mette er ikke et fremmed menneske!
— For mig er hun, Mads. Hun er fremmed. Før det her havde jeg set hende tre gange i mit liv. Til vores bryllup, til nytår og til din mors fødselsdag. Og hver eneste gang opførte hun sig, som om jeg var ansat til at servicere hende. Så ja: for mig er hun en fremmed, der udnyttede min gæstfrihed.
— Fint! Fantastisk! — Mads havde opgivet at beherske sig. — Så min familie er fremmede for dig! Måske skal jeg også flytte? Så jeg ikke besudler dit lille kongerige?
Pausen blev så lang, at Mads et øjeblik troede, forbindelsen var røget.
— Ved du hvad, Mads, — sagde Anna til sidst, og hendes stemme lød mærkelig: udmattet, men helt fast. — Din søster kan komme tilbage. I aften. Hun samler de sidste ting, hun siger undskyld for sin uforskammethed, og så flytter hun. Hvis du mener, det er urimeligt, kan du tage af sted sammen med hende. Jeg købte den her lejlighed, før vi blev gift, og den tilhører mig alene. Du kan hente dine ting og bo, hvor du vil.