— Om en uge kommer min søster med sin mand, og mine nevøer og niecer tager også deres familier med. Jeg har allerede fortalt dem alle, at huset ved havet nu er vores fælles familiehus, — meddelte svigermoren, mens hun lagde sit tøj ind i skabet i det store soveværelse.
Anna blev stående helt stille med koppen i hånden. Den morgenkaffe, hun netop havde nydt, smagte pludselig bittert.
— Undskyld… hvad mener du med, at de kommer?
— Otte mennesker i alt. Tag det nu roligt, vi skal nok rykke lidt sammen. Børn har godt af havluft.
Anna betragtede kvinden foran sig. Det var den samme kvinde, som for bare et år siden havde kaldt huset for en faldefærdig rønne og leet ad Annas forsøg på at redde det. Nu flyttede svigermoren kjoler rundt med en selvfølgelighed, som om hun var ved at indrette sin egen lejlighed. På sengen lå hendes toilettasker allerede spredt ud, og på natbordet havde hun stillet et indrammet billede af børnebørnene. Solen faldt ind gennem de nye vinduer — dem Anna havde brugt sine sidste opsparede penge på. I rummet blandede duften af hav sig med roserne, hun selv havde plantet i foråret.
Det lille, gamle hus ved kysten havde tilhørt Annas bedstemor. Efter bedstemoderens død dukkede der pludselig fjerne slægtninge op og gjorde krav på arven, selv om familien ikke havde set dem i årevis.
— De gad ikke engang komme til begravelsen, — havde Anna dengang sagt harmdirrende til sin mand. — Men nu kan de åbenbart godt huske, at vi er i familie!
— Måske skulle vi bare give efter? — foreslog Lars forsigtigt. — Det kommer til at koste dig alt for mange nerver…
Retssagen trak ud i næsten to år. Anna samlede papirer, mødte op til retsmøder, betalte advokater og måtte igen og igen lægge øre til hånlige bemærkninger.
Svigermoren var den, der gjorde mest ud af det.
— Lad dog den skurvogn være. Den styrter jo sammen af sig selv inden længe, — sagde hun en søndag over middagsbordet.
— Det er et minde om min bedstemor, — prøvede Anna at forklare.
— Minder kan man også gemme i et fotoalbum. I burde hellere have købt en større bolig.
— Mor, det her har vi selv valgt, — sagde Lars og forsøgte at tage sin kone i forsvar, men hans stemme lød ikke særlig fast.
— Du smider bare penge efter advokater. Hvor meget er det blevet til nu? Fem tusind kroner? Ti tusind?
Selv flere af Lars’ egne slægtninge mente, at Anna var stædig og nærig. Ved familiesammenkomsterne kom der hele tiden stikpiller om “spøgelseshuset” og hendes “luftkasteller”.
Men til sidst vandt hun alligevel sagen.
Da papirerne endelig var i orden, kørte Anna og Lars ud for at se på arven med egne øjne. Huset var forsømt, ja, men det stod stærkt og solidt, og fra vinduerne kunne man se havet.