“Mor, det her er ikke dit hus.”
“Men vi er jo familie!”
“Netop derfor skulle du have spurgt os først.”
Dagen efter tog Lars selv telefonen og ringede rundt til alle slægtningene. Ude fra køkkenet kunne Anna høre hans stemme: rolig, behersket, men uden den mindste vaklen.
Han forklarede dem én efter én, at der var sket en misforståelse. Invitationen var blevet givet uden værternes samtykke. Huset var ikke et gratis pensionat, og han og Anna havde selv ret til at bestemme, hvordan deres ferie skulle se ud.
Nogle blev tydeligt pinligt berørte og undskyldte. Mette sagde endda:
“Det anede vi ikke. Vi troede, Hanne havde aftalt det hele med jer.”
Andre tog det ilde op, især niecen, som allerede havde købt billetter.
Svigermoren derimod eksploderede. Hun fór frem og tilbage i stuen, slog ud med armene og råbte, så væggene næsten rystede.
“Det er din skyld alt sammen!” skreg hun og pegede anklagende på Anna. “Du er nærig! Utaknemmelig! Jeg tog dig ind i familien, og nu smider du vores egne folk ud!”
Men denne gang fik hun ingen støtte. Ikke engang Lars gav efter. Han stod fast.
Næste morgen kørte han sin mor til stationen. Anna gik med ud for at sige farvel, og i hænderne holdt hun en termokande med kaffe til rejsen.
Lige før afgangen forsøgte svigermoren endnu en gang at ramme hende med dårlig samvittighed.
“Du kommer til at fortryde det en dag. Du ender alene, og så er der ingen, der hjælper dig.”
“Nej,” svarede Anna stille og så hende direkte i øjnene. “Jeg har kæmpet alt for længe for det her hus. Nu vil jeg bare have fred og ro.”
Efter nogle uger gled hverdagen tilbage i sin gamle rytme. Morgenstilheden blev ikke længere brudt af høje stemmer, krav og utilfredse bemærkninger.
Anna sad igen på verandaen med sin kaffe og lod blikket hvile på havet. Mågerne kredsede over vandet, og vinden hviskede gennem fyrretræerne.
Lars brugte timer i haven. Han plantede nye roser, som Anna havde bestilt fra en planteskole.
“De bliver flotte,” sagde han og viste hende billederne af sorterne.
Om aftenen stegte de fisk i gården og så solen forsvinde ned bag horisonten. Af og til inviterede de venner på besøg i weekenden.
Familien kom stadig forbi. Men nu skete det kun efter aftale — og kun i nogle få dage ad gangen. Selv svigermoren dukkede op igen om efteråret, tre dage, og denne gang havde hun meldt sin ankomst en måned i forvejen.
Hun kaldte ikke længere huset for en faldefærdig rønne. Men hun opførte sig heller ikke, som om hun ejede det.
“Må jeg komme igen til maj?” spurgte hun, før hun rejste.
“Selvfølgelig, mor. Bare sig til i god tid — mindst tre dage før,” svarede Lars.
Og Anna smilede, mens hun så ud over sit hav.