Anna forsøgte at protestere.
“Men det har vi jo slet ikke talt om… Vi havde andre planer…”
Svigermoren slog blot ud med hånden, som om Annas ord var en uvæsentlig detalje.
“Lad nu være med at være smålig. Huset er stort, der er plads nok til alle.”
Hun var allerede i gang med at trække sin kuffert hen mod soveværelset. Anna skyndte sig efter hende.
Så kom den næste meddelelse.
“For resten har jeg allerede fortalt familien om jeres hus. De er allesammen helt begejstrede!”
“Hvilken familie?” Anna mærkede, hvordan gulvet næsten forsvandt under hende.
“Vores, selvfølgelig. Min søster, niecerne og nevøerne. De har ikke set havet i evigheder.”
Det viste sig, at svigermoren allerede havde lovet flere familier en gratis ferie ved kysten. Om en uge skulle hendes søster komme sammen med sin mand, to voksne børn med deres ægtefæller samt to børnebørn.
I alt otte mennesker.
Og ikke én eneste af dem havde overvejet, at husets ejer måske burde spørges først.
Endnu værre var det, at svigermoren allerede havde fordelt værelserne mellem gæsterne. Det store soveværelse havde hun taget til sig selv. Børneværelset var tiltænkt dem, der kom med børn. Gæsteværelset skulle den anden familie have.
“Hvor skal Lars og jeg så være?” spurgte Anna lavmælt.
“Man kan sagtens stille en feltseng ud på verandaen. Eller I kan sove på sofaen i stuen. Vær nu ikke så vanskelig, det er jo kun for en periode.”
Om aftenen kom Lars hjem. Anna hørte den velkendte lyd af motoren og gik hen til vinduet. Han parkerede bilen under fyrretræerne, tydeligt træt efter en lang arbejdsdag.
Svigermoren nåede først ud til døren, mens hun glattede folderne i sin kjole.
“Lars!” udbrød hun og slog armene om sin søn. “Kan du forestille dig det? Jeg ville bare samle familien, og din kone har lavet en hel scene. Hun vil ikke lade slægtningene komme!”
Anna sagde ingenting. Hun tog blot sin telefon frem og rakte den til sin mand. På skærmen stod beskeden i familiechatten, sendt tidligere på dagen:
“Kom bare allesammen. Huset er kæmpestort. Der er plads nok. Anna glæder sig kun over gæster.”
Lars læste beskederne igennem. Hans ansigt blev gradvist mørkere. Til sidst løftede han blikket og så på sin mor.
“Har du inviteret folk uden at spørge os?”
“Hvad er der galt i det?” Svigermoren trak på skuldrene.
“Har du også fordelt værelserne?”
“Naturligvis. Nogen måtte jo tage sig af planlægningen.”
“Også vores soveværelse?”
“Hvorfor ikke? Jeg har brug for en ordentlig seng. Min ryg gør ondt.”
Det var tydeligt, at svigermoren slet ikke havde regnet med den slags spørgsmål fra sin søn. Hun var vant til, at Lars altid bøjede sig.