Det var sådan, det burde være. Det ville være retfærdigt!
“Retfærdigt.” Han, der havde forladt hende for en anden kvinde, stod nu og talte om retfærdighed.
– Det retfærdige, Peter, er det, der står i loven. Og loven siger, at du ikke har nogen som helst ret til mit hjem, sagde Anna, og hendes stemme blev iskold.
– Jeg er ligeglad med din lov! råbte han, og der kom en skinger, næsten hysterisk klang i hans stemme. – Der findes også noget, der hedder samvittighed! Almindelig menneskelig anstændighed! Jeg går ikke herfra med bare en kuffert! Jeg har ikke spildt ti år af mit liv på dig for ingenting!
Han forstod vist ikke selv, hvad han lige havde sagt. Men Anna hørte det. Spildt. Som om hun havde været en dårlig investering.
– Så du mener altså, at jeg skal udbetale dig en slags fratrædelsesgodtgørelse? En kompensation for, at du har været min mand?
– Kald det, hvad du vil! Han var næsten ude af sig selv nu, fordi han mærkede, at hans plan var ved at falde fra hinanden mellem hænderne på ham. – Jeg går ikke tomhændet! Jeg lægger sag an! Jeg skal nok bevise, at jeg har lavet forbedringer, der ikke kan fjernes igen! Jeg finder vidner, hvis det er nødvendigt!
Anna så på ham. På denne fremmede mand, der stod og skreg, vred og frådende af raseri. Og pludselig gjorde hans utroskab ikke længere ondt. Det eneste, hun følte, var væmmelse… og lettelse. En enorm, altopslugende lettelse over, at dette menneske snart ikke længere ville have nogen plads i hendes liv.
Uden et ord rejste hun sig, lagde penge på bordet for sin kaffe og gik mod udgangen.
– Hvor skal du hen?! Vi er ikke færdige! råbte han efter hende.
Hun standsede et øjeblik, men vendte sig ikke om.
– Jo, Peter. Vi blev færdige for et år siden. Dengang du besluttede, at dit liv ville være bedre med en anden kvinde. Nu beder jeg dig bare om at være konsekvent. Du gik. Så gå helt. Og tag dine “beregninger” med dig.
Hun trådte ud på gaden. Det regnede. Alligevel føltes det, som om hun var kommet ud fra et indelukket, røgfyldt rum og endelig kunne trække frisk luft ned i lungerne. Hun vidste godt, at Peter ville gå rettens vej. At der ventede hende snavs, nerver og advokatudgifter. Men hun vidste også, at hun ville vinde. For det var ikke kun loven, der stod på hendes side. Det gjorde sandheden også.
Da Anna kom ud fra caféen og ud på den våde gade, hvor luften duftede af regn, gik hun ikke hjem. I stedet drejede hun ind i en lille, stille park, satte sig på en bænk, der var mørk af fugt, og først dér tillod hun sig selv at trække vejret ordentligt. Luften gled tungt ned i brystet, som om hun netop var dukket op efter et langt, kvælende dyk under vand.
Hun græd ikke. Tårerne hørte til den tid, der lå et år tilbage, dengang Peter forsvandt ud af hendes liv. Nu var det noget andet, der fyldte hende: en kold, næsten fysisk væmmelse, blandet med en bitter og alt for sen klarhed. Pludselig stod deres ti år sammen foran hende i et nyt og nådesløst lys. Hun forstod, at hans forræderi ikke var begyndt for et år siden, da han mødte den anden kvinde. Det havde været vævet ind i deres ægteskab fra den allerførste dag.
For ham havde hun aldrig været en ligeværdig partner. Hun havde været et projekt. En investering. Peter havde, som en dreven investor, lagt præcis så meget i hende, som der skulle til for at holde hendes “markedsværdi” oppe: komplimenter, blomster, små sjældne krummer af omsorg. Og hun, blindet af kærlighed og taknemmelighed over, at “sådan en mand” havde valgt netop hende, en helt almindelig kvinde, havde givet ham alt: sin energi, sin støtte, sin beundring. Og også den lejlighed, hun havde ejet før ægteskabet, og som hun med glæde havde forvandlet til “deres fælles hjem”. Hun havde ikke set, at det hjem for ham aldrig havde været en rede, men snarere et kontor med et behageligt soveværelse og gratis opvartning.