– Mette, overfør lige 3.500 kr. til mit kort. Afdraget skal betales i banken i morgen, sagde Lars uden så meget som at løfte blikket fra den bærbare, hvor han endnu en gang sad begravet i sine kampvognsslag.
Mette stivnede med strygejernet i hånden. Dampen hvæsede ud gennem hullerne og lagde sig som en hvid sky over strygebrættet. Langsomt satte hun jernet fra sig og så på sin mands brede ryg, der spændte mod den slidte T-shirt. Det månedlige ritual med “send lige pengene” havde stået på i fire år, men netop denne regnvåde tirsdag i november var der noget i hende, der knækkede for alvor.
– Lars, sagde hun lavt og anstrengte sig for at holde stemmen rolig. – Har du virkelig ikke en eneste krone tilbage? I sidste uge købte jeg ind for 1.000 kr., og jeg har også betalt regningerne. Der er næsten ingenting tilbage af forskuddet, og jeg skal stadig klare mig til lønningsdag.
Lars klikkede irriteret med tungen, trak høretelefonerne af og drejede rundt på kontorstolen. Hans ansigt havde det samme fornærmede udtryk som et barn, der netop har fået taget sit slik.
– Mette, det har vi jo talt om. Der er stille på arbejdet lige nu, ingen bestillinger. Du ved, jeg lever af provision. Banken venter altså ikke. Mor har allerede fået en påmindelse på SMS. Du vil vel ikke have, at inkassofolk begynder at plage hende? Hun har jo forhøjet blodtryk.
– Så din mor har forhøjet blodtryk, og jeg har åbenbart en pengemaskine stående i natbordet? Mette rev ledningen til strygejernet ud af stikkontakten. – Lars, jeg har betalt det lån i fire år. I fire år er halvfjerds procent af min indkomst gået til en lejlighed, hvor jeg juridisk set ikke er nogen som helst.
– Nu starter du igen! sukkede han og rullede med øjnene. – Hvor længe skal vi tygge på det samme? Vi har gennemgået det hundrede gange. Lejligheden blev skrevet i mors navn, fordi hun som pensionist og med sin anciennitet kunne få en bedre rente. Vi har sparet en formue. Det er for vores familie!
– Hvilken familie, Lars? Mette gik hen til vinduet, hvor efterårsregnen piskede mod ruden. – På papiret findes vores familie slet ikke i den lejlighed. Der er én ejer: Ingrid. Og så er der os, lejerne, som betaler hendes formue af. Eller rettere sagt mig. For din “stille periode” ser af en eller anden grund ud til at vare hele året.
– Skal du nu også kaste penge i hovedet på mig? Hans stemme steg og blev skinger. – Er du blevet så beregnende? Jeg bidrager også! Det var mig, der lavede istandsættelsen. Jeg satte tapet op!
– Tapetet, som vi købte for min bonus. Lars, jeg er træt. Jeg var hos tandlægen i dag. Jeg skal have lavet en krone, og det koster. Men jeg har ingen penge, fordi afdraget forfalder i morgen. Jeg har gået i den samme vinterfrakke i fem år. Og din mor pralede i sidste uge af sin nye pels, for hun kan jo lægge sin pension til side, når børnene hjælper hende med boligen.
– Lad være med at tælle min mors penge! Lars sprang op fra stolen. – Det er lavt. Hun har lukket os ind i sin lejlighed, og du…
– Lukket os ind i en lejlighed, som jeg betaler for? Sikke en generøsitet.
– Nok. Ikke mere hysteri. Overfør pengene. Jeg gider ikke stå og skamme mig over for min mor i morgen, hvis banken ringer. Og varm aftensmaden, jeg er sulten.
Han satte høretelefonerne på igen med en bevægelse, der tydeligt skulle markere, at samtalen var afsluttet. Mette blev stående og så på hans nakke, mens en isnende tomhed bredte sig i hendes bryst. Kærlighed, tålmodighed og håb forsvandt på et øjeblik; i stedet kom en kold, nøgtern klarhed.
Uden et ord forlod hun værelset, fandt sin telefon frem og åbnede bankappen. Der stod 4.000 kr. på kontoen. Præcis nok til afdraget og en smule til mad. Hendes finger blev hængende over knappen til overførsel.
Så kom hun i tanke om samtalen fra dagen før, den hun ved et tilfælde havde overhørt. Ingrid havde været på besøg og sad i køkkenet med en kop te, mens Mette var løbet ned i butikken. Da hun kom tidligere tilbage end ventet og lydløst åbnede døren, hørte hun sin svigermors stemme inde fra køkkenet. Ingrid talte i telefon med sin ældste datter, Mettes svigerinde, Sara.
“Ja, Sara, alt går helt efter planen. Afdragene på lejligheden bliver betalt, som de skal. De har lavet en pæn istandsættelse, og Mette er så flittig.”