“Hun knokler virkelig, og hun får hele stedet til at skinne. Når lånet engang er betalt ud, ser vi på det. Hvorfor skulle Lars have den? Han er ikke til at stole på, og hans kone… i dag er hun her, i morgen er hun væk. Du får mere brug for den med børnene, Sara, du står jo alene med dem. Jeg overdrager den til dig som en gave, bare rolig. Det vigtigste er, at de bliver ved med at betale indtil da.”
Dagen før havde Mette endnu forsøgt at overbevise sig selv om, at hun måtte have hørt forkert. At en mor da ikke kunne planlægge sådan noget bag sin egen søns ryg, og at en svigermor heller ikke kunne behandle en svigerdatter sådan, når hun var blevet mødt med oprigtig varme. Men nu, mens hun så på sin mands ligeglade ryg, faldt brikkerne på plads én efter én.
Mette lukkede bankappen. Derefter åbnede hun en anden app, denne gang en side med hotel- og opholdsreservationer.
Ti minutter senere gik hun tilbage ind i stuen.
“Lars.”
“Nå, har du overført?” brummede han uden at vende sig om.
“Nej.”
Han bremsede brat i spillet, og kampvognen på skærmen bragede direkte ind i en mur.
“Hvad mener du med nej? Er der noget galt med appen?”
“Nej. Der er ikke noget galt. Jeg betaler ikke.”
Først nu drejede Lars sig om. Hans ansigt var en blanding af oprigtig forvirring og panik.
“Du laver sjov, ikke? Mette, det er den femogtyvende i morgen!”
“Det ved jeg. Ingrid kan betale. Det er hendes lejlighed. Eller du kan betale. Eller Sara kan, eftersom det alligevel er hende, der skal bo der senere.”
“Sara? Hvad snakker du om? Er du blevet vanvittig? Hvad har min søster med det her at gøre?”
“En hel del, Lars. Jeg hørte din mor tale i telefon i går. Hun har tænkt sig at give lejligheden til Sara, når lånet er betalt ud. Fordi Sara har børn, og du er, jeg citerer, ‘en mand, man ikke kan regne med’.”
Lars blev først kridhvid. Så bredte der sig røde pletter over hans kinder.
“Du stod og lyttede med?!”
“Jeg kom ind i mit eget hjem. Jeg hørte det ved et tilfælde. Men det er faktisk underordnet. Pointen er, at jeg ikke længere vil finansiere jeres lille familiearrangement. Jeg vasker mine hænder.”
“Min mor ville aldrig sige sådan noget! Du finder bare på det hele for at skjule, hvor grådig du er! Overfør pengene med det samme!”
“Nej. Jeg har bestilt tid hos tandlægen i morgen. Og så har jeg købt et weekendophold på et kurhotel til mig selv. Mine nerver trænger til pleje.”
“Du… du er jo fuldstændig gået fra forstanden. Hvilket kurhotel? Hvad med lånet?”
“Det er ikke mit problem.”
Den aften eksploderede lejligheden i et skænderi, som de aldrig før havde oplevet i hele deres ægteskab. Lars råbte, trampede rundt og beskyldte Mette for forræderi og for at ville smide hans mor på gaden, selv om Ingrid havde sin egen udmærkede toværelseslejlighed. Mette svarede næsten ikke. Hun pakkede bare. Ikke alt, kun det mest nødvendige til de første dage.
“Hvis du går nu, lukker jeg dig aldrig ind igen!” skreg Lars, mens han fulgte efter hende ud i gangen.
“Det er ikke din lejlighed, så du bestemmer ikke, hvem der kommer ind,” sagde hun roligt og trak lynlåsen i tasken til. “Det er din mors. Tal med hende om det.”
Hun overnattede hos en veninde. Indeni gjorde det ondt, men samtidig var der en mærkelig lethed i hende. Som om hun endelig havde smidt en sæk fuld af sten fra skuldrene, en sæk hun alt for længe havde slæbt op ad bakke.
Næste morgen begyndte ikke med kaffe, men med et opkald fra svigermoren.
“Mette!” Ingrids stemme klirrede som knust glas. “Hvad bilder du dig ind? Lars har ringet og sagt, at du har tilbageholdt pengene! Banken har sendt besked om, at der ikke er dækning! Har du tænkt dig at ødelægge min kreditværdighed?”
“Godmorgen, Ingrid,” sagde Mette og holdt telefonen en smule væk fra øret. “Hvorfor skulle det være mig, der ødelægger noget? Lejligheden er din. Lånet er dit. Så må du betale.”
“Hvordan vover du at tale sådan til mig? Vi havde en aftale! I bor der, og I betaler!”
“Vi havde en aftale om at skabe et hjem. Ikke om, at jeg skulle betale en lejlighed til din datter Sara.”
I den anden ende af linjen sænkede der sig en tung, tæt tavshed.
“Du… hvor ved du det fra?” Ingrids tone blev lavere, blødere og mere truende på én gang.
“Man hører så meget,” svarede Mette. “Ved du hvad, Ingrid, i fire år har jeg været dum. Men selv i de værste tilfælde kommer der indimellem et øjeblik, hvor man bliver ædru. Jeg søger om skilsmisse. Og din egen bolig må du selv betale. Du har pension. Du har også en ny pels. Sælg den. Det burde række et par måneder.”
“Din beskidte lille…” hvinede Ingrid. “Jeg forbander dig!”