tilføjede Mette, idet hun gik forbi hende. “Du har jo også en lejlighed. Med lån i. Hvordan går det egentlig med afdragene?”
Med afdragene gik det elendigt. Lars havde stadig ikke fundet et ordentligt arbejde, og Sara, hans søster, nægtede at hjælpe. Hun havde blot sagt: “Jeg har altså børn, og i øvrigt er det jeres rod.” Banken havde allerede i tre måneder lagt renter og gebyrer oveni restancen og truede nu med at opsige lånet og sende lejligheden på tvangsauktion.
Skilsmissen mellem Mette og Lars blev ordnet hurtigt. De havde ingen børn, og der var intet at dele — bortset fra Lars’ gæld, som Mette ikke havde tænkt sig at tage med sig.
Et år senere gik Mette rundt i et indkøbscenter og kiggede på nytårsgaver. Hun så fantastisk ud. Håret var klippet anderledes, blikket var roligt og sikkert, og hendes smil havde fået en lethed, som ikke havde været der før. Foran en butik med kaffemaskiner standsede hun og overvejede, om hun måske skulle give sig selv en gave.
“Mette?”
Hun vendte sig om.
Foran hende stod Lars. Han lignede en mand, der var blevet ældre på alt for kort tid. Ansigtet var træt, skuldrene hang, og han havde den samme jakke på som året før — bare mere slidt, mere forvasket, mere ynkelig.
“Hej, Lars,” sagde hun.
“Hej…” Han så på hende, som om han ikke helt kunne forstå, hvad han så. “Du ser virkelig godt ud.”
“Tak. Jeg har det også godt.” Mette betragtede ham uden at røre på sig. “Hvordan går det? Og hvordan har din mor det?”
Lars skar en grimasse, som om nogen havde ramt en øm tand.
“Banken tog lejligheden. Den kom på tvangsauktion og blev solgt for næsten ingenting. Det, der kom ind, rakte kun lige til at lukke hovedstolen. Renterne, gebyrerne og bøderne hænger stadig på min mor. Nu går halvdelen af hendes pension til fogeden.” Han sank en klump. “Og det beløb, retten dømte hende til at betale dig… det afdrager hun også på. Hundrede kroner om måneden.”
“Det gør mig ondt,” svarede Mette høfligt.
Men der var ingen varme i stemmen.
“Nu bor vi alle sammen i mors toværelses,” fortsatte Lars. “Mig, mor og Sara med børnene. Hun flyttede ind, efter hun blev skilt. Der er så trangt, at man knap kan trække vejret. Det er et helvede. Mor hakker på mig fra morgen til aften. Og hun nævner dig hele tiden.” Han efterlignede Ingrid med en træt stemme: “Hvor var Mette dog sød. Hvor havde vi det godt, da Mette var der.”
Mette lo kort.
“Virkelig? Hvad blev der af ‘snavs’ og ‘jeg forbander dig’?”
“Det… kom hun hurtigt over.” Lars trådte et skridt nærmere og forsøgte at fange hendes blik. “Mette, skal vi ikke drikke en kop kaffe? Jeg har ændret mig. Jeg arbejder nu. Kører taxa. Bilen er lejet, ja, men jeg prøver virkelig. Jeg savner dig. Jeg har forstået, hvor dum jeg var. Kan vi ikke begynde forfra? Vi kan leje en lejlighed. Bare os to. Ingen mødre, ingen andre.”
Mette så på ham.
Og mærkede ingenting.
Ikke vrede. Ikke sorg. Ikke engang medlidenhed. Foran hende stod bare en fremmed, ubehagelig mand, der lugtede af billig tobak og uløste problemer.
“Nej, Lars. Vi kan ikke begynde forfra. For jeg er allerede nået til slutningen. Slutningen på den her sørgelige historie.”
“Men vi elskede jo hinanden!”
“Jeg elskede,” sagde hun stille. “Du havde en praktisk kvinde, som løste dine problemer. Ved du hvad? Jeg har for nylig optaget et boliglån. Mit eget. I mit eget navn. Og jeg er i gang med at renovere mit eget hjem. Ingen kommer til at sige, at det ikke er mit. Ingen flytter sin søster ind dér med en flok børn. Det er en enorm lykke at være uafhængig af andre.”
“Du er blevet hård,” mumlede Lars.
“Nej,” sagde Mette. “Jeg er blevet voksen. Farvel, Lars. Og hils din mor. Sig tak til hende fra mig. Hvis hun ikke havde været så grådig dengang, havde jeg måske stadig betalt for hendes drøm og ødelagt mit eget liv imens. Det var hende, der satte mig fri.”
Hun vendte sig og gik videre. Hælene slog let mod det blanke gulv, mens hun forsvandt ind mellem butikkerne.
Kaffemaskinen købte hun ikke. Hun besluttede i stedet at lægge pengene til side til en ferie. Det år ville hun rejse til havet. For første gang i fem år. Alene. Fri. Og lykkelig.
Lars blev stående længe og så efter hende. I lommen knugede han en pakke billige cigaretter, mens det langsomt gik op for ham, hvor tåbeligt han og hans mor havde mistet hønen, der lagde guldæg, fordi de havde fået den idé at koge suppe på den.
Derhjemme ventede et skænderi om uvasket opvask, grædende nevøer og en evigt utilfreds Ingrid, som nu hver aften sad og sukkede over et gammelt billede af sin tidligere svigerdatter — et billede, hun ved et tilfælde havde fundet i et slidt fotoalbum.
Men intet kunne rulles tilbage længere.
Livet havde sendt regningen.
Og den skulle betales til sidste krone.