— Hvis du én gang til roder i mine penge for at give dem til din mor, så kan du pakke en rygsæk og flytte hjem til hende. Forstået? Og tag endelig dine hjemmesko med, du store helt i familietjeneste.
Lars sænkede ikke engang mobilen med det samme. Han sad i sofaen med blikket klistret til skærmen, som en teenager, der var blevet taget i noget pinligt på det værst tænkelige tidspunkt. Først efter et par sekunder løftede han langsomt øjnene.
— Anna, kan du ikke lade være med at begynde allerede ude fra døren? Hvad er der nu sket?
— “Nu” sket, siger han, — Anna smed en tyk kuvert på bordet. — Det her er, hvad der er sket. Jeg har talt efter tre gange. Der mangler igen fem hundrede kroner. Igen, Lars. Ikke tyve kroner til mælk. Ikke hundrede til en taxa. Fem hundrede. Og når det sker for fjerde gang, er det ikke længere en tilfældighed, men en hel familieforlystelse med titlen: “Gæt, hvem der bestemmer i vores hjem.”
— Hvad har det med mig at gøre? — Han spændte straks i kroppen, selv om hans ansigt allerede havde det udtryk, man får, når man i tankerne er begyndt at skrive en tilståelse. — Jeg har ikke taget dem.
— Naturligvis ikke. Du er jo nærmest helgenkåret her i huset. Pengene så bare en lys fremtid for sig og gik deres vej af sig selv.
— Anna, stop nu.
— Nej, jeg stopper ikke. Jeg har holdt mund i en måned. Første gang tænkte jeg, at jeg måske havde regnet forkert. Anden gang bildte jeg mig ind, at vi måske havde brugt dem uden at lægge mærke til det. Tredje gang tænkte jeg, at du måske havde lånt dem og glemt at sige det. Men når det sker fire gange på én måned, så er det ikke min hukommelse, der fejler. Så er det matematikken, der taler.
Lars rejste sig, stak telefonen ned i lommen på sine joggingbukser og gned sig over ansigtet med håndfladen.
— Jeg har ikke taget noget. Helt ærligt. Det lover jeg.
— Hvem har så? Katten? Han er godt nok fræk, men kontanter har han vist ikke lært at håndtere endnu.
— Begynd nu ikke på min mor, okay? — Lars fór straks op. — Hun var kun herinde for at vande blomsterne.
— Nå, så det var det. Vande blomster. Og lufte kuverten samtidig?
— Hvad er det for noget vrøvl?
— Jeg vrøvler ikke. Jeg lægger to og to sammen. Det er kun os og Mette, der har nøgler. Jeg tager ikke pengene, og ifølge dig gør du heller ikke. Hvem er der så tilbage? Postbuddet?
Lars trak ansigtet skævt.
— Du får med vilje alt til at handle om hende.
— Og du gør alt for at få det væk fra hende. Det er næsten en kunstform. Du kunne optræde med det.
Han begyndte at gå rundt i stuen og lod, som om det var af enorm betydning, om plaiden lå helt lige over armlænet. Det lille skuespil fik en muskel i Annas kind til at rykke. Hun kendte hans ritual alt for godt: Når han ikke havde noget reelt at sige, begyndte han at demonstrere huslig handlekraft.
— Jeg gider ikke skændes lige nu, — fik han presset frem.
— Tror du, jeg gør? Tror du, det er min hobby at komme hjem fra arbejde, stille mig foran kommoden og føle mig som en idiot? De penge skulle bruges til bilen. Til reparationen, Lars. Ikke til en pels, ikke til negle, ikke til noget “jeg vil have et luksusliv”-pjat. Vores affjedring larmer, som om der bor en fornærmet mekaniker i bagagerummet.
— Jeg forstår det godt.
— Nej, det gør du ikke. Hvis du gjorde, havde du for længst selv taget den samtale med din mor.
— Fordi der ikke er noget at tale om! — brød han ud. — Du har allerede dømt hende på forhånd som…
I samme øjeblik drejede en nøgle i låsen.
Anna fór ikke sammen. Hun smilede bare kort, hårdt og uden den mindste glæde.
— Nå. Hovedpersonen ankommer. Så kan vi jo tage samtalen alle sammen.
Døren gik op, og Mette trådte ind i entréen iført en regnfrakke i farven træt lavendel, med en pose fra supermarkedet i hånden og et ansigt, der ikke tilhørte en gæst, men en inspektør på uanmeldt besøg.
— Hvad er det dog for et spektakel, I laver i hele opgangen? — sagde hun højt, før hun overhovedet havde fået skoene ordentligt af. — Jeg kunne høre jer ude på trappen. Normale mennesker spiser aftensmad efter arbejde, men I stiller teater op. Lars, er du nu sulten igen? Jeg har købt en kylling til jer. Der er jo altid kun elendighed, yoghurt og tre æg i jeres køleskab.
Anna vendte sig langsomt mod hende.
— Du kommer på et passende tidspunkt. Vi taler netop om penge, der forsvinder.
Mette satte posen fra sig på gulvet og kneb øjnene sammen.
— Hvilke penge?
— Mine. Fra kuverten. I kommoden. Fem hundrede kroner. I dag. Og før det endnu en gang, og endnu en, og endnu en.
Svigermoren rettede ryggen.
— Hvad er det, du antyder?
— Jeg antyder ikke noget. Jeg spørger direkte: Har du taget dem?
— Er du blevet fuldstændig vanvittig? — Mettes stemme sprang straks et par toner op. — Jeg kommer forbi min søn, har madvarer med til jer, og så bliver jeg afhørt, som om jeg havde stjålet en pung på et marked?
— Det handler ikke om en pung, men om penge, der forsvinder gentagne gange, — sagde Anna roligt. — Der er en forskel.
— Hvor er du dog høflig, når du fornærmer folk, — fnøs Mette. — Lars, hører du, hvordan hun taler til mig?
Lars stod mellem køkkenet og stuen, som om han forsøgte at beregne, hvor det var mindst farligt at befinde sig. Der fandtes bare ikke noget sikkert sted.
— Mor, lad os nu tage det roligt…
— Roligt? — Mette slog ud med armene. — Selvfølgelig, roligt. Din kone beskylder mig for tyveri, og jeg skal bare stå her og smile pænt? Skal jeg også sige tak bagefter? Anna, har du ikke blandet tingene lidt sammen? Jeg kom trods alt ikke tomhændet.
— Nej, og du gik tilsyneladende heller ikke altid tomhændet herfra, — svarede Anna skarpt.
— Hvad bilder du dig…
— Mor, — brød Lars ind, — vent nu lige…
— Nej, det er dig, der skal vente! — Mette drejede sig mod ham. — Først vil jeg høre, hvor langt din kære hustru har tænkt sig at gå. Kom nu, Anna. Sig det lige ud, mens du ser mig i øjnene. Mener du, at jeg har taget jeres penge?
Anna lagde armene over kors.
— Jeg mener, at pengene kun forsvinder på de dage, hvor du har været her, mens vi ikke var hjemme. Og jeg mener også, at det er på tide at holde op med at lade, som om det er tåge, mystik eller onde ånder i opgangen, der står bag.
— Hør hende lige. Hun laver vittigheder. Sikke en humoristisk ung dame. Men for en femøre ville hun kvæle sig selv.
— Ikke for en femøre. Men for mine egne penge kæmper jeg.
— Dine? — Mette smilede hånligt. — Så i jeres ægteskab er alting nu delt op i dit og hans? Interessant. Da I tog på ferie ved havet, hvis penge var det så? Og hvem hjalp jer med at købe køleskabet? Og da I flyttede ind i den her lejlighed, hvem gav jer halvdelen af gryderne? Skal jeg minde dig om det?
— Du må endelig også nævne de tre håndklæder og den lille vase. Måske burde jeg straks gå på museum for taknemmelighed.
— Gør du nar af mig?
— Nej. Jeg er bare træt. Træt af, at du går ind og ud her, som om det er dit eget hjem. Træt af poser med “jeg har lige taget noget med til jer”, hvorefter der på mærkelig vis mangler enten kylling, ost eller penge. Træt af dine nøgler. Træt af, at min mand bliver til et møbel, hver gang ordet “mor” bliver sagt.
Lars fór sammen.
— Anna!
— Hvad “Anna”? Kan du ikke lide formuleringen? Så find en anden. Bare sørg for, at den er ærlig.
Mette trak vejret ind med et hørligt sug.
— Nå, så det er sådan, det hænger sammen. Det er mine nøgler, der irriterer dig. Ikke pengene, ikke hjælpen, men det, at jeg kan komme ind til min søn. Så sig det dog.
— Fint. Så siger jeg det. Det gør mig rasende, at du dukker op uden at varsle det. Det gør mig rasende, at du åbner vores skabe. Det gør mig rasende, at du altid har det samme svar på alting.