— “Jeg er hans mor, jeg har lov.” Nej, Mette. Det har du ikke.
— Har jeg ikke lov? — Mette udstødte næsten et grin. — Er det nu dig, der skal belære mig om, hvad jeg må og ikke må? Jeg har opdraget ham alene. Jeg sled mig halvt ihjel på to jobs. Jeg gav ham alt…
— Og derfor er det helt i orden at tage kontanter fra kommoden? — afbrød Anna. — Det er da en interessant måde at føre taknemmelighedsregnskab på.
— Jeg skylder ikke dig nogen forklaring! — snerrede Mette. — Han er min søn! Hvis jeg mangler noget, hjælper han mig!
— Hjælp er, når man spørger først, og alle er enige. Ikke når man låser sig ind, roder i skufferne, tager pengene og bagefter lader som ingenting.
Lars så fra sin kone til sin mor med et jaget blik.
— Mor… har du taget dem? — spurgte han lavt.
Mette drejede brat hovedet mod ham.
— Nå, er du også begyndt på den nu? Er vi virkelig nået dertil? Min egen søn står og spørger sin mor om den slags? Flot.
— Svar bare.
— Hvad vil du have, jeg skal svare? At min husleje og regninger er steget? At jeg skulle betale naboen for vandet i sommerhuset? At jeg ville have bedt dig om det, men du altid siger: “Mor, senere”, “mor, det passer dårligt nu”, “mor, vi tager den efter løn”? Skulle jeg stå med hånden fremme som en tigger, mens din kone kigger på mig, som om jeg har spyttet i hendes mad?
— Så du tog dem, — sagde Anna næsten uhørligt.
— Jeg har ikke stjålet! — røg det ud af Mette. — Jeg tog fra min søn! Midlertidigt! Jeg ville have lagt dem tilbage!
— Hvornår? Når miraklernes tid vender tilbage? — Anna trådte et skridt nærmere. — I en måned har du “midlertidigt” taget.
— Lad nu være med at gøre det større, end det er.
— Mig? Det er ikke mig, der gennemsøger andres skuffer.
— Andres? Er min søns hjem pludselig fremmed for mig? Hører du det, Lars? Hun kalder mig en fremmed!
— Mor, det er ikke dét, sagen handler om, — mumlede han.
— Det er præcis dét, den handler om! — Mette pegede anklagende på Anna. — Hun har ikke kunnet udstå mig fra første dag. Jeg kunne se det allerede til brylluppet. Der stod hun med sit pæne smil, men øjnene regnede på det hele. Alt skal ligge i system hos hende, alt skal følge en liste. Lars, sæt dig ikke der. Lars, spis ikke det. Lars, giv ikke din mor noget. Hun har virkelig fået det indrettet bekvemt.
— For det første hedder han ikke “lille Lars”, han er toogtredive. For det andet: Hvis jeg ikke holdt styr på tingene, levede vi allerede af luft og gode hensigter. For her i huset er der nogen, der kun kan finde ud af at få løn og sige: “Det går nok på en eller anden måde.”
— Nu begynder du igen, — sagde Lars træt.
— Ja, det gør jeg. For det her er mit liv, ikke en serie, hvor man kan springe de kedelige afsnit over.
Anna vendte sig skarpt om, gik hen til kommoden og trak en notesbog og en kuglepen op af den øverste skuffe.
— Godt. Siden alle her elsker at tale om hjælp, så lad os regne lidt på den hjælp.
— Er du blevet fuldstændig vanvittig? — Mette kneb øjnene sammen.
— Nej. Jeg sørger bare for, at der endelig kommer dokumentation i vores familie. Se her. Den femte: minus 300 kroner. Den niende: minus 200. Den fjortende: yderligere 500. I dag: 500 mere. I alt 1.500 kroner. Og så er der alle madvarerne, der forsvinder efter dine “jeg smutter bare lige forbi”-besøg. Røget laks, kaffe, ost — og ikke den der tilbudsost, der smager af pap. Plus rengøringsmidler. Vokser vaskepulveret af sig selv hjemme hos dig?
— Du er smålig.
— Nej. Jeg er udmattet. Det er noget helt andet.
— Hvad tror du, du får ud af det her?
— At jeg ikke længere vil lade som om, der ikke foregår noget.
Lars rømmede sig.
— Anna, måske behøver vi ikke tage det på den måde…
— Hvilken måde skal det så være? Blidt? Med underlægningsmusik? Skal jeg lave en PowerPoint? “Kære Mette, vi har bemærket, at vores penge på mystisk vis forsvinder. Kunne du eventuelt stjæle lidt mere diskret?”
Selv Lars kom til at fnise kort. Anna hørte det straks og sendte ham et hårdt blik.
— Du skal ikke more dig. Du er ikke publikum i det her. Du er medansvarlig under paragrafen bekvem fejhed.
— Mange tak, min elskede hustru, — mumlede han.
— Det var så lidt. Du siger bare til en anden gang.
Mette løftede hagen med såret værdighed.
— Se nu, Lars. Sådan taler man altså til din mor i dit hjem.
— I vores hjem, — rettede Anna.
— Det er fuldstændig ligegyldigt! Pointen er den samme! Du lader hende ydmyge mig.
— Mor, — sagde Lars, og for første gang så han direkte på hende, — du skulle ikke have taget noget uden at spørge.
Stilheden lagde sig tungt i rummet. Selv køleskabets brummen syntes at blive dæmpet, som om det ikke ville forstyrre.
— Hvad sagde du? — spurgte Mette langsomt.
— Du skulle ikke have taget dem, — gentog Lars, denne gang fastere. — Det var forkert.
— Forkert? — Hun lo kort, som om hendes søn pludselig havde fået et ekstra hoved. — Og det rigtige er så at sidde under tøflen og gentage hendes sætninger?
— Det er ikke hendes sætninger. Det er sandheden.
— Nå, sandheden. Hør ham lige. Nu kan han tale. Men dengang du skulle have betalt din uddannelse, hvem tog sig så af sandheden? Da du gik rundt om vinteren uden ordentlig jakke, hvem købte den til dig? Da du rodede dig ud i det lån til den motorcykel, hvem trak dig så fri?
— Mor, stop nu.
— Nej, jeg stopper ikke! Skal du nu stå dér og forklare mig, hvad der er rigtigt og forkert? Da jeg var på din alder…
— Netop, — skar Anna igennem. — Da du var på hans alder, havde du allerede vænnet dig til, at alle skyldte dig noget. Også din søn.
— Hvordan vover du?
— Uden større besvær. Jeg har haft en elendig dag, kuverten er tom, og min tålmodighed er brugt op.
Mette greb posen fra gulvet og satte den hårdt på skænken, så det gav et brag.
— Så skal I heller ikke have mine varer. I skal ikke have mine besøg. Fint. Men kom ikke løbende til mig, når livet en dag slår jer i baghovedet.
— Det skal du ikke bekymre dig om, — sagde Anna. — Vi klarer os. Men først afleverer du nøglerne.
— Hvad? — Mette stirrede på hende, som om hun ikke havde forstået ordene.
— Nøglerne til lejligheden. Det sæt med den store nøglering. Læg dem på bordet.
— Er du gået fra forstanden? — udbrød Mette. — Vil du skære mig væk fra min søn?
— Nej. Jeg vil låse min hoveddør.
— Lars! Hører du det? Hun kræver mine nøgler!
Lars sagde ingenting. Anna kunne se musklerne arbejde i hans kæbe. Han hadede øjeblikke som dette — ikke fordi de gjorde ondt, men fordi han blev nødt til at vælge. Og valg var ikke hans stærke side. Han foretrak, at problemer opløste sig selv, helst uden at han behøvede røre en finger.
— Lars, — sagde Anna med en stemme, der var iskold, — enten lægger din mor nøglerne på bordet nu, eller også skifter jeg låsen i morgen. Og samtidig ændrer jeg hele indretningen af vores familieliv. Så får du rigeligt med fritid til at dyrke din sønlige pligt.
Mette så udfordrende på sin søn.
— Nå? Sig dog noget. Eller har du endeligt besluttet dig for at blive et vedhæng til hendes lønkonto?
Det trak i Lars’ ene mundvig.
— Mor, lad være med at begynde.
— Det er mig, der ikke skal begynde? Det er hende, der har gjort køkkenet til et cirkus!
— Det er ikke et cirkus. Det er en samtale, vi burde have taget for længe siden.