Mette kneb øjnene sammen.
— Nå, sådan. Nu taler du pludselig med hendes ord. Hvor nydeligt.
— Jeg taler med mine egne ord, sagde Lars, og der kom en hårdhed i stemmen, som overraskede dem begge. — Giv mig nøglerne.
Mette stivnede.
— Hvad sagde du?
— Nøglerne. Giv mig dem. Vær sød.
— Nej, sig det lidt højere. Jeg vil gerne være helt sikker på, at jeg hører rigtigt, når min egen søn smider mig ud.
— Jeg smider dig ikke ud. Jeg beder dig bare om ikke at komme her, når vi ikke er hjemme, og om ikke at tage noget uden at spørge.
— Spørge? Hende, mener du? Skal jeg også have en kalender? Tirsdag må jeg hente salt, torsdag må jeg savne min søn?
— Mor, stop med at gøre nar.
— Nå, gør det ondt? Tror du, det er morsomt for mig? Jeg kommer her som familie, og I behandler mig som en fremmed. I kan kvæles i jeres penge!
— Det handler ikke først og fremmest om penge, sagde Lars.
— Selvfølgelig ikke. Det handler om, hvem der bestemmer her. Og din kone gør sig sandelig umage for at vise det.
— Nej, sagde Anna, og for første gang den aften hævede hun stemmen. — Det handler om, at du har besluttet, at du kan råde over ting, der ikke tilhører dig. Og bagefter opfører du dig, som om jeg skal tie stille for ikke at ødelægge dit humør. Det skal jeg ikke.
Mette så på hende med smalle øjne. Da hun talte igen, var stemmen lavere, næsten giftig.
— Ved du hvad, Anna? Du tror, du har vundet. Det har du ikke. Du har bare vist, hvem du er. Kold. Beregnende. Ondskabsfuld. En normal kvinde holder ikke sammen på en familie på den måde.
— En normal kvinde roder heller ikke i andres skuffer, svarede Anna lige så lavt. — Og hun gør ikke sin søn til en hæveautomat med ansigt.
Lars lukkede øjnene et øjeblik.
— Mor. Nøglerne.
I flere sekunder stod Mette bare og stirrede på ham. Så stak hun hånden i lommen på sin frakke med et udtryk, som om hun blev tvunget til at deltage i en historisk uretfærdighed. Hun trak nøglebundtet frem og rystede det i luften.
— Her. Tag dem. Er du tilfreds nu? Hun kastede dem på bordet, så metallet klirrede hårdt mod pladen. — Så kan I leve her efter jeres egne små regler. Med lommeregner, kuverter og stor, stor kærlighed.
Anna tog tavst nøglerne op. Den tunge nøglering var kold mod hendes håndflade.
— Tak.
— Det er ikke dig, der skal sige tak, fnøs Mette. — Jeg gør det her ikke for din skyld.
— Nej, det har jeg bemærket. Du gør i det hele taget mange ting mere for virkningen end for andre mennesker.
— Åh, hold dog mund.
— Mor! sagde Lars skarpt.
Stilheden faldt tungt mellem dem. Den lugtede af våd frakke, af kylling i en plasticpose og af ti års fornærmelser, som aldrig var blevet sagt højt.
Mette rettede på kraven.
— Fint. Jeg sætter aldrig mine ben her igen.
— Lad være med at sværge på det, sagde Anna. — Men næste gang ringer du først.
— Jeg sagde, jeg ikke kommer! I kommer selv kravlende bagefter.
— Vi plejer at gå på benene, svarede Anna tørt. — Og ja, uden nøgler.
Mette sendte hende et blik, der kunne have oplyst halvdelen af opgangen, og gik mod døren. Ude i entréen vendte hun sig mod sin søn.
— Nå. Tillykke. Du er blevet voksen. Du har smidt din mor ud. Sikke en mand.
— Mor, lad nu være…
— Nej. Det er for sent. Lev, som du vil.
Døren smækkede så hårdt, at paraplyen gled af krogen og klaskede ned på gulvet.
I nogle sekunder rørte ingen sig.
Så sank Lars ned i sofaen og stirrede på gulvtæppet, som om svaret på, hvordan han var havnet midt mellem to fronter, pludselig skulle dukke op mellem trådene. Fyrre kvadratmeter kunne føles urimeligt små.
Anna samlede paraplyen op, hængte den på plads igen, stak nøglerne i lommen på sine jeans og vendte sig først derefter mod ham.
— Nå?
— Hvad mener du med “nå”?
— Var det det hele fra dig? Eller kommer anden episode nu, den hvor jeg gik for vidt, og vi burde have vist forståelse?
Han pustede tungt ud.
— Nej. Den kommer ikke. Du har ret.
— Det lød meget overbevisende. Næsten som et svar under afhøring uden advokat.
— Anna, lad nu være med at trampe mere på mig.
— Det er ikke tramp. Det er virkelighedstjek. Jeg vil vide, om du faktisk har forstået det, eller om du bare venter på, at stormen driver over.
Lars gned sig over ansigtet.
— Jeg har forstået det. Virkelig. Jeg… jeg troede bare ikke, hun faktisk tog noget. Eller jo, måske gjorde jeg. Jeg havde nok en mistanke. Jeg ville bare ikke tro på det.
— Fordi det er bekvemt ikke at tro på det, sagde Anna og satte sig over for ham. — Så længe jeg tier, kan du være den gode søn, den gode mand og et menneske uden konflikter. Smukt. Det er bare mærkeligt, at det er mine penge, der forsvinder.
— Jeg ved det.
— Nej, det gør du ikke. Du ved ikke, hvordan det føles at åbne sin egen skuffe og finde den tom. Og så kommer den der ulækre fornemmelse: Man er ikke bare blevet snydt, man er blevet behandlet som en idiot. I sit eget hjem.
— Undskyld.
— Undskyld er fint nok. Men lad os fortsætte med ord, der kommer ud af munden, og helst nogle, der handler om noget konkret.
Han nikkede.
— Godt. Jeg tager selv hen til hende i morgen. Jeg siger, at det ikke sker igen. Hvis hun har brug for hjælp, må hun sige det til mig i stedet for at gå herind som… Han tøvede.
— Som en revisor med privat interesse, foreslog Anna.
— Ja. Præcis. Og pengene… dem betaler jeg tilbage.
— Med hvilke reserver, om jeg må spørge? Dem, du plejer at kalde “vi skal bare klare os til næste løn”?
— Jeg tager noget ekstra arbejde i weekenden. Peter har længe manglet en mand på en byggeopgave.
Anna så nøjere på ham. Der var endelig noget andet i hans stemme end den sædvanlige slappe skyldfølelse. Noget, der mindede om en beslutning. Skrøbeligt, vaklende, men dog mere end ingenting.
— Fint, sagde hun. — Men der kommer regler.
— Hvilke?
— For det første: ingen kontanter i lejligheden. Alt står på kort.
— Enig.
— For det andet: ingen udenforstående har nøgler. Overhovedet. Ikke din mor, ikke venner, ikke din fætter, som “bare lige” skulle sætte en boremaskine af.
— Enig.
— For det tredje: Hvis din mor mangler noget, giver vi ikke bare penge i hånden. Vi køber det selv. Regninger betales via appen. Skal der laves noget hos hende, tager vi derhen og gør det. Men ikke mere af det der “jeg betaler tilbage senere”.
— Enig.
— For det fjerde: Du holder op med at lade som om problemer forsvinder, bare fordi man ikke taler om dem. Vi er ikke teenagere, Lars. Vi er en familie, ikke en klub for tavse martyrer.
Han kom næsten til at smile.
— Det var hårdt sagt.
— Til gengæld var det tydeligt.
— Modtaget.
Anna rejste sig, tog den famøse kuvert fra bordet, krøllede den sammen og smed den i skraldespanden.
— Sådan. Papirgemmestedernes tidsalder er forbi. Det er trods alt det enogtyvende århundrede.
— Men kyllingen tog hun da med, sagde Lars pludselig og så hen på posen.
Anna kiggede mod kommoden og fnøs.
— Naturligvis. Et menneske kan godt bære 1.500 kroner ud af et hjem, men at komme uden en pose, det ville jo være direkte uopdragent.
Han lo uventet. Kort, nervøst, men ægte. Anna kunne heller ikke lade være.
— Nå, sagde hun. — Når nu slaget alligevel er blevet udkæmpet, kan vi lige så godt spise aftensmad på mad i stedet for på følelser. Men jeg advarer dig: begynd ikke på en forsvarstale nu.