— Hører du efter? Det er min mor, og hun bor, som det passer hende! Hvis du ikke kan lide det, ved du, hvor døren er!
Mads sagde det uden at hæve stemmen, og netop derfor lød det næsten værre end et råb. Han stod midt i entreen med hænderne stukket ned i jeanslommerne og så på Anna, som man ser på noget, der spærrer vejen. Ikke som på et menneske, men som på en forhindring.
Anna svarede ikke med det samme. Hun tog tasken af skulderen, hængte den på knagen og trak langsomt lynlåsen i jakken ned, som om hver lille bevægelse gav hende et ekstra øjeblik til at tænke. Udenfor lå septemberregnen over gården i en fin, grå dis. Træerne var mørke og drivvåde, og det blege lys fik entreen til at virke endnu mere snæver.
Tre års ægteskab. I tre år havde hun gentaget for sig selv, at han jo egentlig var et godt menneske. Han havde bare et besværligt sind. Og hans mor var bare sådan.
Men denne dag var noget rykket sig. Ikke voldsomt. Mere som et stille klik et sted dybt inde i hende.
Svigermoren, Karen, var ikke trådt ind i deres liv fra den ene dag til den anden. I begyndelsen ringede hun bare. Lange samtaler, omstændelige og tunge, med en stemme der flød som honning blandet med bitterhed. Mads tog telefonen i et andet rum, lukkede døren næsten helt, og når han kom ud igen, var han forandret en smule. Stram i ansigtet, anspændt, klar til kamp. Anna lærte at aflæse det på måden, han satte et glas fra sig på bordet: for hårdt, med et skarpt klirr.
Senere begyndte Karen at komme forbi.
Første gang var det “bare til en kop te”. Hun blev siddende i fire timer. Lejligheden gennemgik hun, som om hun inspicerede et hotel med dårlige anmeldelser: hun rynkede på næsen ved bogreolen, lod fingrene glide hen over gardinet i soveværelset og sagde: “Nå, men det går vel.” I hendes mund lød det som en dom.
— Anna, vasker du overhovedet gulvet? spurgte hun og kiggede ned langs fodpanelet. — Hos Mads var der altid rent derhjemme.
Mads sad bare der og sagde ingenting. Han smilede til sin mor.
Dengang forsøgte Anna stadig at sige imod. Hun forklarede, forsvarede sig, kom med argumenter. Senere forstod hun, at det havde været en fejl. Karen lyttede ikke efter grunde. Hun lyttede kun til tonen. Hun vurderede, om svigerdatteren undskyldte sig, og om der kunne trykkes endnu hårdere.
Det kunne der.
Da efteråret kom, var besøgene næsten blevet en ugentlig rutine. Karen dukkede op sidst på eftermiddagen, omtrent når Anna kom hjem fra arbejde. Anna førte regnskab i et mindre transportfirma; arbejdet var roligt nok på papiret, men det sled alligevel på nerverne. Træt låste hun sig ind — og dér sad svigermoren allerede i deres stue, plantet i lænestolen med en mine som en herregårdsfrue, mens hun lavmælt, men meget tydeligt, beklagede sig til Mads over tilværelsen.
Klagene var de samme hver eneste gang, som en gammel plade der var gået i hak. Blodtrykket. Ryggen. Den lille pension. Naboerne, der var uforskammede. Niecen Lise, som var utaknemmelig. Og til sidst, altid til sidst, hvor ubærligt det var for hende at være alene.
Mads lyttede, nikkede og kastede et forventningsfuldt blik på Anna: Nå, gør noget. Tilbyd noget. Giv hende mad.
Og Anna gjorde det. Hun serverede mad. Hun ryddede koppen væk efter gæsten. Hun udholdt de smalle øjne og tavsheden. Hun fandt sig i gode råd om sit hår — “skal det altid hænge i den hestehale?” — og hun slugte spørgsmålene om børn: hvornår de dog skulle i gang, hvorfor de trak det ud, Mads var jo sådan en mand, han havde brug for det.
Men en dag brast tålmodigheden ikke. Den var bare brugt op. Stille og uden dramatik. Som når en bil løber tør for benzin.
Den aften begyndte ellers som alle andre. Anna kom hjem omkring klokken seks, gik op på fjerde sal, fiskede nøglerne frem — og hørte stemmer bag døren. Mads’ stemme og en anden. En kvindestemme, hun ikke kendte.
Hun trådte ind.
Lige foran hende i entreen stod en fremmed kvinde på omkring femogfyrre. Hun var kraftig af bygning, havde en blå jakke på med en plet på ærmet, og hendes ansigt udtrykte en næsten åbenlys utilfredshed. Ved siden af hende trykkede en pige på cirka syv år sig ind til væggen, og en dreng, lidt ældre, stod tæt ved. Begge børn var stille, skræmte og iført ens grå jakker.
Mads stod op ad væggen. Skyldbetynget. Lille. Præcis som han sikkert havde set ud som barn, når han havde slået noget i stykker.
— Nå, dér har vi hende, sagde kvinden. Hendes stemme var skarp og vant til skænderier. — Anna, ikke? Goddag. Jeg hedder Mette. Jeg er Mads’ søster. Vi er kommet.
— Kommet? gentog Anna, uden endnu at forstå.
— For at blive, tilføjede Mette og så af en eller anden grund ikke på Anna, men på Mads. — Det havde vi jo aftalt. Du sagde da, at du havde fortalt hende det.
Mads mumlede et eller andet utydeligt. Noget i retning af: “Ja, altså, jeg troede…”
Langsomt vendte Anna blikket mod sin mand. Han stod og studerede sine kondisko.
Imens bevægede Mette sig allerede gennem entreen med den selvfølgelige mine hos et menneske, der er ved at flytte ind. Hun vurderede hjørnerne og kiggede ind gennem åbningen til køkkenet.
— Børnene kan være på jeres andet værelse, sagde hun praktisk. — Der står en sofa derinde, det så jeg sidst. Jeg bliver foreløbig hos mor, men du forstår jo nok — hun har kun en etværelses, der er for trangt. I er et etableret ægtepar, I har styr på tingene. Anna, du forstår det godt, ikke?
Det var ikke et spørgsmål. Det var en konstatering.
— Du har pligt til at sørge for mine børn! tilføjede Mette, og nu blev hendes stemme for alvor fast, næsten højtidelig, som om hun læste op af et officielt dokument. — Du er kommet ind i familien, så du har ansvar for alle.
Anna sagde ingenting i et sekund. Så endnu et.
Derefter sagde hun:
— Fint. Jeg har forstået.
Mette havde tydeligvis ventet et opgør — måske tårer eller lange forklaringer. Men Anna nikkede blot.