Så hængte hun jakken på plads og gik ind i værelset. Døren lukkede hun efter sig. Først dér tog hun telefonen frem.
Det første opkald gik til en låsesmed. De havde åbent til klokken otte.
Det næste var til Helle, hendes veninde, som havde et ledigt værelse.
Bag væggen kunne Anna høre Mette tale til Mads. Hurtigt, dæmpet, men med et pres i stemmen. Mads svarede hende indimellem. Anna anstrengte sig ikke for at opfange ordene. Hun skrev låsesmedens adresse og tidspunkt ned og opdagede, at hun tænkte på noget helt andet: at hun for første gang i tre år følte en mærkelig ro indeni.
Fornemmelsen var uvant. Næsten fremmed.
Låsesmeden kom næste morgen klokken halv ti, på et tidspunkt hvor Mads allerede var kørt på arbejde.
Anna lukkede ham ind, viste ham ud i entréen, og mens han arbejdede med låsen — værktøjet klirrede lavt, han målte efter og prøvede beslaget af — blev hun stående ved vinduet og så ned i gården. September var rå og grå. Fra himlen faldt noget, der hverken helt var regn eller tåge. Bænken dernede var våd, duerne på kantstenen sad våde og sammenkrøbne, og bladene lå mørke og klistrede mod asfalten.
— Sådan, sagde manden til sidst og rakte hende to nye nøgler. — Det er en ordentlig lås. Solid.
Anna betalte ham og lukkede døren efter ham. Et øjeblik blev hun stående med nøglerne i hånden. De var tunge og kolde og lugtede skarpt af metal. Helt nye.
Kun hendes.
Mads kom hjem ved halvsyvtiden. I lang tid kunne han ikke få nøglen til at passe i låsen. Anna hørte ham ude på den anden side: ét forsøg, så endnu et, så et tredje. Til sidst ringede han på.
Hun åbnede.
Han trådte ind, så først på låsen og derefter på hende. Noget gled hen over hans ansigt — ikke raseri, ikke endnu, snarere forvirring. Som et barn, der har fået taget sit legetøj og endnu ikke har besluttet, om det skal græde eller skrige.
— Hvad skal det her forestille? spurgte han omsider.
— En ny lås, svarede Anna roligt. — Du har din nøgle. Der er ikke andre, der har en.
Mads trak vejret dybt ind. Pustede ud. Han tog jakken af og hængte den ved siden af knagen, så den faldt på gulvet. Han lod den ligge.
— Forstår du overhovedet, at Mette ikke har noget sted at tage hen?
— Ja.
— Hun har børn.
— Det har jeg lagt mærke til.
— Og så gør du bare det her? Du tager bare og…
— Mads, afbrød Anna ham, — sagde du til mig, at hun ville komme? Nej. Spurgte du mig, om jeg havde lyst til at have fremmede børn boende i vores lejlighed? Nej. Har du på noget tidspunkt talt med mig om det her?
Han svarede ikke. Blikket gled væk fra hende.
— Så er der ikke mere at sige, sagde hun.
Mette dukkede op dagen efter. Det var sidst på eftermiddagen, og Anna var lige kommet hjem fra arbejde og havde kun akkurat fået støvlerne af. Dørklokken lød længe, krævende, som om der ikke bare blev trykket én gang, men holdt hårdt inde med irritation i fingeren.
Udenfor stod Mette. Alene, uden børnene. I hånden havde hun en stor pose, hvor der stak tøj og andre ting op. Hendes ansigt havde det udtryk, mennesker får, når de allerede på forhånd mener, at de har vundet diskussionen.
— Luk op, sagde hun. — Jeg har taget tingene med.
— Hvilke ting? spurgte Anna.
— Børnenes. Jeg sagde jo, de skulle være hos jer. Mads sagde, at det andet værelse stod tomt.
Anna lænede sig let mod dørkarmen. Helt stille. Uden at gøre noget nummer ud af det.
— Mette, børnene skal ikke bo her. Og det skal du heller ikke. Det her er vores lejlighed.
Mette betragtede hende et sekund med smalle øjne, som om hun målte hende af. Så smilede hun. Ikke venligt. Kun med munden.
— Hør nu her, Anna. Lad være med at hidse dig op. Du er kommet ind i vores familie, forstår du? Man gør ikke sådan noget her. Mor har altid sagt, at familie er familie. Man hjælper hinanden.
— Jeg hjælper gerne, sagde Anna. — Jeg kan sende dig nummeret til kommunen. De kan vejlede om boligmuligheder for familier med børn.
Mette åbnede munden. Lukkede den igen. Et ryk gik gennem hendes ansigt; hun havde tydeligvis ikke ventet det svar. Hun var vant til svigerdøtre, der blev forlegne, rødmede og forsøgte at finde pænere formuleringer.
— Mener du det? fik hun presset frem.
— Fuldstændig.
Posen med børnenes ting hang stadig i Mettes hånd. Så vendte hun brat rundt og gik hen ad gangen mod trappen med hårde, larmende skridt, som om hele opgangen helst skulle høre det.
På det nederste trin drejede hun hovedet.
— Mor får det her at vide!
— Hils hende, svarede Anna og lukkede døren.
Karen ringede samme aften. Da Anna så navnet på skærmen, lod hun fingeren svæve et kort øjeblik over knappen. Så tog hun telefonen.
— Hvad bilder du dig ind! Karens stemme var høj og skinger af retfærdig harme. — Mette græder! Børnene står uden tag over hovedet! Og du smækker døren i for mennesker, der hører til familien!
— Karen, sagde Anna jævnt, — Mette er ikke min familie. Hendes børn er det heller ikke. Det er vores lejlighed, og jeg er med til at bestemme, hvem der bor her.
— Du er svigerdatter! Du har pligt til…
— Jeg har ikke pligt til noget ud over det, vi har aftalt. Og vi har aldrig aftalt noget som helst i den retning.
Der blev stille. Da Karen talte igen, var stemmen ændret. Lavere, blødere, mere beregnende.
— Jamen, kære Anna, hvorfor opfører du dig, som om du er en fremmed? Mette har det svært. Hun er alene med børnene, hendes mand har forladt hende. Du er jo selv kvinde, du må da kunne forstå…
Anna lyttede til omslaget i stemmen og tænkte: Der var den. Først presset. Så medlidenheden. Helt klassisk. Næsten efter en manual.
— Jeg forstår godt, at hun har det svært, sagde hun. — Men det gør det ikke til mit ansvar.