– Hvis I ikke har tænkt jer at hjælpe Mette, må I flytte ud af lejligheden ved månedens udgang, sagde Kirsten med en ro, som bad hun blot nogen række hende sukkerskålen.
Anna opfattede ikke straks, hvad ordene betød. På bordet stod kopper med te, der allerede var ved at blive lunken, en tallerken med boller og en lille skål syltetøj. Inde i stuen sad seksårige Sofie i sofaen og farvelagde en papirdukke, hun selv havde klippet ud af et gammelt blad.
Lars stivnede med skeen halvt løftet.
– Mor, mener du det alvorligt?
– Hvad er der forkert i det? Kirsten rettede på servietten ved sin tallerken. – I har boet seks år i min lejlighed og betalt ikke andet end forbrug. Men når din egen søster har brug for støtte, så er pengene pludselig væk. Så må I heller ikke tage det ilde op. Lejligheden er min, og jeg bestemmer over den.
Anna så over på sin mand. Hans ansigt havde fået det udtryk, mennesker får, når de rammes af noget tungt og stumpt. I den slags samtaler var han altid langsom til at reagere. Ikke fordi han var dum, men fordi han til det sidste nægtede at tro, at ens nærmeste virkelig kunne sige højt, hvad de længe havde tænkt.
Anna havde derimod forstået det hele med det samme.
Hun havde ventet på netop denne samtale lige siden onsdag, hvor Kirsten havde ringet og med en alt for frisk stemme sagt:
– Kom alle sammen på lørdag. Så sidder vi lidt sammen og taler om en lille familiesag. Jeg bager pandekager til Sofie.
Når hendes svigermor brugte ordene “som familie”, betød det aldrig bare te og pandekager. Det betød, at beslutningen allerede var truffet, rollerne fordelt, og at alle andre blot forventedes at nikke på det rigtige tidspunkt.
Turen ud til sommerhuset foregik næsten uden ord.
Fra bagsædet fortalte Sofie ivrigt om børnehaven, om veninden Sara, der tegnede de flotteste sommerfugle, og om den sang, de øvede for tiden.
Lars nikkede og svarede på de forkerte tidspunkter. Anna sad med blikket mod ruden og tænkte på de 124.000 kroner, de havde stående på kontoen. Tre år uden ferie. Tre år uden impulsive køb. Tre år med budgetskemaer, fravalg af alt unødvendigt og gentagne sætninger som: “Ikke nu, vi tager det senere.”
De penge var ikke bare penge. De var begyndelsen på deres egen bolig.
Kirsten boede i sommerhuset næsten hele året.
Huset var solidt, isoleret, havde gasfyr, en lille sauna og to drivhuse. Den toværelses lejlighed i byen havde hun seks år tidligere “overladt til de unge”.
Sådan formulerede hun det over for naboer og familie. Men Anna havde fra første dag kendt forskellen på at “give” noget og at “lade nogen bo der midlertidigt”. På papiret stod Kirsten som ejer af lejligheden. Ingen andre.
Under frokosten spurgte svigermoren først sit barnebarn ud om børnehaveklassen, derefter sukkede hun over priserne i butikkerne, og til sidst gled samtalen helt naturligt over på den yngste datter.
– Min Mette er dygtig, sagde hun med den særlige stolthed, Anna havde hørt i årevis. – Hun har hænderne skruet rigtigt på. Hun syr så pænt, at man ikke kan se forskel på hendes arbejde og noget fra en butik. Hun mangler bare at få sit eget, i stedet for at slide for andre for småpenge.
Mette sad ved siden af hende, spinkel og livlig, med nyklippet hår og negle lakeret i en farve som varm mælk. Hun var seksogtyve. De seneste fem år havde hun skiftevis fået arbejde i en gardinforretning, sagt op igen, syet børnekjoler på bestilling og droppet det hele, fordi “kunderne drænede hende”.
Nu viste det sig, at hun havde fået en ny drøm.
– Jeg har fundet et lokale ved markedet, sagde Mette oplivet. – Det er ikke stort, men der kommer mange mennesker forbi. Jeg vil åbne et atelier til reparation og tilpasning af tøj.