Og derudover vil jeg sy gardiner. Det er faktisk noget, folk efterspørger rigtig meget nu. De køber ikke så meget nyt længere, men får i stedet det gamle lagt op, syet ind eller lavet om.
Anna sad stille og lyttede. Selve idéen var ikke vanvittig. Folk fik jo bukser lagt op, lynlåse skiftet og gardiner forkortet. Problemet lå et helt andet sted: hvem skulle betale for at få det hele i gang?
– Hvor meget mangler du? spurgte Lars.
Det var, som om Kirsten kun havde ventet på netop det spørgsmål.
– Tres tusind kroner. Symaskiner, overlocker, arbejdsbord, skilt, husleje for to måneder og alle de småting, der altid kommer oveni. Det kan I godt klare. I har jo penge stående.
Anna satte langsomt koppen fra sig.
– Hvordan ved du, hvor meget vi har sparet op?
Kirsten så ikke på hende, men på sin søn.
– Lars har fortalt det. Hvad skulle der være galt i det? Skal man nu også skjule sådan noget for sin mor?
Anna vendte blikket mod sin mand. Han slog øjnene ned med et skyldbetynget udtryk.
– Jeg troede ikke, samtalen ville komme til at handle om det, sagde han lavt. – Jeg nævnte bare, at vi lagde penge til side.
– Og beløbet, svarede Anna lige så dæmpet.
Mette rullede med øjnene.
– Åh, helt ærligt, kan vi ikke lade være med det der? Jeg beder jo ikke om penge for altid. Jeg betaler dem tilbage. Ikke i morgen, selvfølgelig, men lidt efter lidt. Er vi en familie eller hvad?
– Det er vi, nikkede Anna. – Og netop derfor spørger jeg. Mette, har du regnet på, hvornår forretningen løber rundt?
– Hvad mener du?
– Hvor mange kunder skal du have om måneden bare for at kunne betale huslejen? Ikke for at tjene noget. Bare for ikke at gå i minus.
Mette tav et øjeblik.
– Jeg har sådan nogenlunde en idé.
– Nogenlunde er ikke et tal. Hvad er huslejen?
– Fem tusind to hundrede kroner. Men beliggenheden er virkelig god.
– Og der skal betales depositum for en måned?
– Ja.
– Derudover kommer istandsættelse, el, materialer, kasseapparat og alle de løbende udgifter. Hvis du vil ansætte en ekstra syerske, er det heller ikke bare en hobbyordning længere. Så skal der CVR-nummer, regnskab, moms og forsikringer til. Har du også regnet det med?
– Anna, du gør det altid sådan her, sagde Mette og trak ansigtet sammen. – Man kan jo slet ikke tale normalt med dig. Du ser kun problemer alle vegne.
– Det er ikke skræmmebilleder. Det er tal. Tres tusind kroner er ikke det samme som at købe en pakke servietter.
Kirsten pustede højt ud.
– Nu må du holde op med at afhøre pigen. Hun sidder ikke i banken. Hun har brug for hjælp fra jer, ikke en revision.
– Hjælp kan være mange ting, sagde Anna. – Vi kan hjælpe hende med at lave en plan, gennemgå lejekontrakten eller forklare, hvordan skatten fungerer. Men vi kan ikke give halvdelen af vores opsparing til noget, der slet ikke er ordentligt beregnet.
– Kan I ikke? gentog Kirsten. – Eller vil I bare ikke?
Lars gned sig over panden.
– Mor, det er altså mange penge. Vi bliver nødt til at tænke over det.
– Hvad er der at tænke over? Kirstens stemme blev skarpere. – I seks år har jeg ladet jer bo i min lejlighed. Seks år! Hvis I havde lejet noget selv, havde I betalt en formue i husleje. I stedet har I kunnet spare op, og nu sidder I her og vrænger på næsen.
– Vi vrænger ikke på næsen, sagde Lars. – Vi sparer op til vores eget sted.
– Jeres eget? Kirsten lo kort og tørt. – I bor jo allerede i en lejlighed. Eller er min ikke fin nok til jer?
Det var dér, Anna sagde det, hun havde båret rundt på længe.
– Kirsten, vi bor ikke i vores egen lejlighed. Vi bor i din. Og i dag har du gjort det fuldstændig klart.
Der faldt en tung stilhed omkring bordet.
Så kom sætningen fra Kirsten, den som ændrede alt:
– Hvis I ikke vil hjælpe Mette, kan I være ude af lejligheden ved månedens udgang.
Få sekunder senere var intet længere, som det havde været før.
Anna rejste sig først fra bordet.
– Godt, sagde hun. – Så flytter vi.
Kirsten blinkede forvirret.
– Jeg sagde ikke, at det skulle være i dag.
– Det har du ret i. Lejligheden er din.